Deltagelse i hjælpepakken til Grækenland spreder sig ud over Euro-landene, herunder Danmark.

EU enig om græsk nødlån - garanti mod dansk tab

Politik

18/07/2015 21:15

Nick Allentoft

Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at Danmark har fået garanti mod tab på lånet til Grækenland. Tsipras rydder ud i sin regering og tyskerne stemmer ja til redningsplan.

EU har besluttet at give Grækenland et nødlån på godt syv milliarder euro - 52 milliarder kroner - fra alle 28 EU-landes fælles redningsfond, siger EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis.

Lånet skal dække Grækenlands økonomiske behov, indtil en ny støtteordning på helt op til 86 milliarder euro - 645 milliarder kroner - er forhandlet på plads senere på sommeren.

- Vi har en aftale om brofinansieringen for Grækenland baseret på EFSM-lån. Denne aftale støttes af 28 EU-lande, siger Valdis Dombrovskis på et pressemøde.

EU-kommissæren siger samtidig, at pengene vil nå frem til Grækenland i tide til, at det gældsplagede land kan betale et afdrag på 3,5 milliarder euro på et lån til Den Europæiske Centralbank på mandag.

Pengene hentes i EU's hjælpefond, EFSM, og Danmark hæfter ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for 1,05 milliarder kroner af det samlede beløb.

Men Claus Hjort Frederiksen, der ligesom sin britiske og svenske kollega i første omgang var skeptisk over for lånet, siger, at Danmark og de andre EU-lande, der står uden for euroen, har fået garanti mod at tabe penge på lånet til Grækenland.

- Det, vi er vidner til, er europæisk solidaritet i aktion, siger Valdis Dombrovskis.

Eurokommissæren siger samtidig, at "der er stadig en lang vej foran os", og at Grækenland allerede på onsdag, 22. juli, skal vedtage sin anden reformpakke inden for en uge.

Samtidig arbejder eurolandene på at give det formelle startsignal, så EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond kan indlede forhandlinger om det store og langsigtede støtteprogram for Grækenland.

Den tyske forbundsdag har fredag eftermiddag givet grønt lys til forhandlingerne om den nye græsk hjælpepakke med 439 stemmer for og 119 imod, mens 40 undlod at stemme.

Fredag eftermiddag holder eurolandenes finansministre en ny telefonkonference, skriver en talsmand for eurogruppens formand på Twitter.

Eurogruppens formand er den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, og han er samtidig formand for Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM - populært kaldet eurolandenes redningsfond - der har eurolandenes finansministre som bestyrelse.

Det er disse finansministre, der skal træffe den formelle beslutning om at bede EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond om at indlede forhandlingerne om den græske støtteordning, der vil køre som et såkaldt ESM-program.

Allerede torsdag traf finansministrene en principbeslutning om at tilbyde Grækenland et nyt støtteprogram, når det også er godkendt af eurolandenes nationale parlamenter.

 

Tyskland siger ja til at hjælpe grækerne

En nøgleaktør i det puslespil er Tyskland, som ved en afstemning i forbundsdagen gav grønt lys til forhandlinger om den tredje græsk hjælpepakke. Tysklands kansler, Angela Merkel, har ellers været blandt de mest hårdnakkede modstandere af mere hjælp til Grækenland. 439 medlemmer af Forbundsdagen stemte for, 119 stemte imod, mens 40 afstod fra at stemme.   Det forholdsvis store antal nej-stemmer afspejler en voksende modstand i Tyskland mod at sende flere tyske skatteyderes penge til Athen, skriver nyhedsbureauet dpa. I forvejen er Tyskland det euroland, der har bidraget mest til de to hjælpeprogrammer, Grækenland har fået siden 2010.   Men under debatten gentog Merkel, at Grækenland hører hjemme inden for eurosamarbejdet.   - Alternativet til denne aftale vil ikke være en "timeout" fra euroen, men derimod forudsigeligt kaos. Vi vil udvise grov forsømmelse og handle uansvarligt, hvis vi ikke i det mindste forsøger dette, sagde kansleren til Forbundsdagen.   Allerede torsdag traf eurolandenes finansministre principbeslutning om at indlede forhandlingerne, når først de parlamentariske procedurer i eurolandene har banet vejen for beslutningen.   Herudover har EU besluttet at give Grækenland et nødlån på godt 52 milliarder kroner fra alle 28 EU-landes fælles redningsfond, EFSM, sagde EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis. Lånet skal dække Grækenlands økonomiske behov, indtil den ny støtteordning på de 86 milliarder euro er forhandlet på plads senere på sommeren.     EU-kommissær Dombrovskis siger, at pengene vil nå frem til Grækenland i tide til, at det gældsplagede land kan betale et afdrag på 3,5 milliarder euro på et lån til Den Europæiske Centralbank på mandag.   - Vi er vidner til europæisk solidaritet i aktion, sagde Valdis Dombrovskis.   Eurokommissæren siger dog samtidig, at "der er stadig en lang vej foran os", og at Grækenland allerede onsdag 22. juli skal vedtage sin anden reformpakke inden for en uge.   Eurolandenes redningsfond har nu formelt bedt EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond om at indlede forhandlinger om et nyt støtteprogram for Grækenland. Det oplyste redningsfonden - der formelt hedder Den Europæiske Stabilitetsmekanisme - fredag eftermiddag.   Tsipras rydder op i sin græske regering efter revolte Mens EU-landene langsomt samles formelt om den græske lånepakke, har premierminister Alexis Tsipras  ryddet op i sin græske regering og fyret en fremtrædende minister, der tidligere på ugen stemte imod reformer, som skal sikre fortsat økonomisk hjælp fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF og Den Europæiske Centralbank (ECB).   Revolten i det venstreorienterede regeringsparti Syriza svækkede Tsipras på et tidspunkt, hvor han forsøgte at afværge, at Grækenland måtte forlade euro-samarbejdet. Han måtte derfor finde støtten til de store reformer hos de proeuropæiske oppositionspartier, da der blev stemt natten til torsdag.   En af hardlinerne i Syriza, energiminister Panagiotis Lafazanis, må afgive sit job til den nuværende arbejdsminister, Panos Skourletis.   Tryfon Alexiadis bliver vicefinansminister i stedet for Dadia Valavani, som trådte tilbage i sidste uge i protest mod forhandlingerne med eurolandene. Eucid Tsakalotos, som for to uger siden afløste Yanis Varoufakis som finansminister, beholder sin post.   Varoufakis var i øvrigt en blandt de mange i Syrizas parlamentsgruppe, som stemte imod reformerne. Han sammenlignede reformerne med Versailles-traktaten fra 1919, som pålagde Tyskland krigsskadeerstatninger efter Første Verdenskrig. Det skabte armod og nærede nazismen.   32 ud af Syrizas 149 parlamentsmedlemmer stemte imod, mens seks undlod at stemme. Tsipras sagde, at han selv var modstander af reformerne, men at alternativet ville være meget værre - en ukontrollabel og katastrofal euro-exit. Reformpakken indeholdt blandt andet en forhøjelse af momsen, forhøjelse af pensionsalderen, privatisering af offentlig ejendom og flere besparelser på det offentlige budget.   /ritzau/Reuters

/

Mest Læste

Annonce