EU-Kommissionen vil have mere digitale skoler

Et udspil fra EU-Kommissionen skal forbedre forholdene for den digitale undervisning i EU-landenes skoler.

De europæiske skoleelever har ikke god nok adgang til IT-baseret undervisning, og det skal der rettes op på.

Det er tanken bag onsdagens udspil fra EU-Kommissionen, "Åbning af uddannelsessektoren", som skal gøre de europæiske uddannelsessteder helt klar til den digitale indlærings indtog frem mod 2020.

Ifølge kommissionens opgørelser er Danmark blandt IT-duksene i EU. Opgørelsen måler på, hvor mange af eleverne der får IT-baseret undervisning i mindst en fjerdedel af lektionerne.

I fjerde klasse er det 44 procent af de danske elever, hvilket giver Danmark en syvendeplads i EU. For ottende klasse er Danmark nummer 10 i EU med 40 procent af eleverne.

Irland topper fjerdeklasserne med 75, mens Portugal ligger i top med 66 procent af eleverne i ottende klasse.

Kommissionen vil med forslaget sørge for EU-støtte til digital udvikling i skoler - herunder bredbåndsforbindelser og digitale læringsmidler - videreuddannelse af lærere samt formidle viden på tværs af medlemslandene.

Udspillet er blevet til i samarbejde mellem uddannelseskommissær Androulla Vassiliou samt Neelie Kroes, der er kommissær for den digitale dagsorden.

- Min drøm er, at alle klasseværelser er digitale i 2020. Unge har brug for digitale færdigheder for at få job. Og det skal alle vore skoler og universiteter - ikke bare nogle af dem - afspejle, siger Neelie Kroes.

- Vi er nødt til at indrette undervisningen efter nye rammer, nyt indhold og nye metoder, siger Androulla Vassiliou.

Pengene til den digitale integration af undervisningssektoren skal hentes fra en række EU-programmer, herunder undervisningsprogrammet Erasmus+ og Horisont 2020-forskningsprogrammet, såvel som EU-strukturmidler.

Ud over støtten til forbedring af de digitale rammer indeholder forslaget en stor satsning på udvikling af digitalt, fælleseuropæisk undervisningsmateriale.

Planen er, at undervisningsmaterialet skal registreres under åbne licenser og dermed være gratis at bruge for undervisningsinstitutionerne.

Materialet skal deles på en ny webportal, der hedder Open Education Europa.

Udspillet skal nu forhandles på plads af medlemslandene og EU-Parlamentet, før det kan træde i kraft.

/ritzau/

 

Emneord: Digitalisering, IT, Uddannelse, Undervisning, EU, Digital dagsorden, Open Education Europe
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også