”Med den nye mobilrobot kan vi begynde at bevæge os ind på et nyt marked og forhåbentlig tilegne os en masse ny viden. Og når vi bliver gode til det her, håber vi på at komme ud og sælge noget mere, så vi kan få råd til at ansætte en masse nye folk,” siger Henrik Sig, der er Direktør i den Koldingbaserede virksomhed Handy Transportvogne A/S.

EU-kroner regner over virksomheder i Kolding

Politik

27/03/2015 09:54

Mikkel Sarka

Hver 10. virksomhed, der får del i EU's såkaldte Strukturfondsmidler, er fra Kolding. Midlerne gives til virksomheder, der via innovativ tænkning forsøger at øge væksten, konkurrenceevnen og beskæftigelsen.

Kolding Kommune er den kommune i landet, som har flest virksomheder, der har fået del i de såkaldte strukturfondsmidler fra EU. Det er ofte nytænkende virksomheder, der mangler kapital til at gennemføre en nyskabende ide, der får del i midlerne.

Henrik Sig, der er Direktør i den Koldingbaserede virksomhed Handy Transportvogne A/S, har haft gavn af strukturfondsmidlerne. Handy Transportvogne A/S leverer løsninger til intern transport.

”Vi fik en engangsydelse til at programmere en mobilrobot, så den blandt andet kan kommunikere med en elektronisk dør eller en elevator. På den måde kan personalet slippe for flere manuelle transporter eksempelvis på hospitaler. Og det giver tid til andre ting,” siger Henrik Sig og fortsætter:

”Vi er selv skrappe til alt det mekaniske, men vi havde brug for ekstern assistance til at klare programmeringen af robotten. Det hjalp strukturfondsmidlerne os med.”

Hvert 10. danske virksomhed, der har fået glæde af strukturfondsmidlerne har ophav i Kolding. Det er næsten dobbelt så mange som i eksempelvis Vejle og Esbjerg.

Hos Handy Transportvogne A/S håber Henrik Sig på, at pengene viser sig at gavne virksomheden på længere sigt.

”Med den nye mobilrobot kan vi begynde at bevæge os ind på et nyt marked og forhåbentlig tilegne os en masse ny viden. Og når vi bliver gode til det her, håber vi på at komme ud og sælge noget mere, så vi kan få råd til at ansætte en masse nye folk,” siger han.

 

Mest Læste

Annonce