EU og Ukraine har fået papir på hinanden

Politik

21/03/2014 10:47

En del af den EU-aftale, som Ukraines tidligere præsident Janukovitj løb fra, er nu underskrevet.

Ukraines premierminister og EU's ledere har fredag morgen i Bruxelles skrevet under på en stor del af den aftale, som røg i vasken i november sidste år.

Premierminister Arsenij Jatsenjuk har skrevet under på vegne af Ukraine, og for EU har samtlige 28 landes stats- og regeringschefer samt kommissionsformanden og EU-præsidenten skrevet under på de politiske kapitler i den over 1200 sider lange associerings- og frihandelsaftale.

Det er meningen, at resten af aftalen - det vil sige de økonomiske og handelsmæssige dele - skal underskrives senest til november.

Der ligger ikke noget konkret løfte om, at Ukraine en dag kan blive medlem af Den Europæiske Union.

Men udgangspunktet er, at Ukraine bekender sig til de grundlæggende værdier for demokrati, menneskerettigheder, frihedsrettigheder og retsstatens principper, som ligger til grund for EU-samarbejdet.

Samtidig får Ukraine papir på, at EU anerkender landet som et europæisk land, som deler historie og værdier med alle de 28 medlemmer af EU.

På det mere konkrete plan betyder aftalen blandt andet, at embedsmænd og ministre fra Ukraine og EU skal til at holde jævnlige møder som led i et tættere politisk samarbejde og arbejdet med at reformere det ukrainske samfund.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understregede kort før ceremonien ved EU-topmødet, at det ikke er aktuelt at tale om, at Ukraine skal blive medlem af EU.

- Det er ikke det, vi diskuterer i øjeblikket. Det, vi diskuterer nu, er en associeringsaftale og en frihandelsaftale på sigt, og det vil gøre en fantastisk stor forskel for den politiske stabilitet i Ukraine og også økonomisk fremdrift, siger Thorning.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce