EU-præsident: Forsigtig optimisme i flygtningekrisen

Politik

16/10/2015 13:00

Nick Allentoft

EU-landene er enige om at styrke det fælles grænseagentur Frontex, der skal have flere beføjelser, og samarbejde med Tyrkiet bliver styrket. Læs om topmøde-aftalerne her.
EU og Tyrkiet er blevet enige om en fælles handlingsplan, hvor Tyrkiet til gengæld for omfattende økonomisk støtte og nye politiske indrømmelser gør en meget større indsats end hidtil for at bremse flygtningestrømmen til Europa. Det er resultatet af torsdagens EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer igen har haft flygtningekrisen på toppen af dagsordenen.   EU-præsidenten, Donald Tusk, siger, at handlingsplanen, som EU-Kommissionen har forhandlet med Tyrkiet i Ankara, er "et stort skridt" i retning af at få styr på EU's ydre grænser, og han udtrykker samtidig "forsigtig optimisme" i forhold til at nå målet.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

- Men en aftale med Tyrkiet giver kun mening, hvis den effektivt dæmmer op for tilstrømningen af flygtninge, siger EU-præsidenten natten til fredag efter afslutningen på topmødet.

EU har ifølge EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, lovet Tyrkiet at sætte mere fart på arbejdet med at lempe visumreglerne, så det bliver lettere for tyrkere at komme til EU-landene.   De første lempelser af visumreglerne ventes at gavne tyrkiske forretningsfolk og studerende. Større fremskridt kræver dog, at Tyrkiet stopper med at give visa til pakistanere, afghanere og andre, der bagefter har nem adgang til Europa.   Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at EU overvejer økonomisk støtte på omkring tre milliarder euro (cirka 22,5 milliarder kroner) for at hjælpe Tyrkiet, der til gengæld skal forhindre flygtningene i at strømme videre til Europa.   EU-lederne vil også sætte mere fart på udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet, der ellers stort set er gået i stå, ved at udvide forhandlingerne til nye områder.   Donald Tusk siger samtidig, at EU-lederne også er enige om at udvide det mandat, som grænseagenturet Frontex arbejder under, så det bliver en "mere operationel organisation".   - Vores mål er at give Frontex ret til at hjemsende irregulære migranter på eget initiativ og gøre det proaktivt, når det handler om at beskytte de ydre grænser, siger EU-præsidenten.   Angela Merkel besøger på søndag Tyrkiet, der huser over to millioner syriske flygtninge og i dag er udgangspunktet for flygtningenes videre rejse mod Europa.   FAKTA: Se hvad EU-lederne har besluttet på deres topmøde Her er et resumé af de væsentligste punkter af det, EU-landene forpligter sig til i de skriftlige konklusioner fra torsdagens topmøde:   - Migration:   * Det er en fælles forpligtelse og kræver solidaritet og ansvarlighed at håndtere flygtninge- og migrantkrisen. * Leve op til de løfter, de gav på topmødet 23. september - blandt andet om økonomiske bidrag. * Den fælles handlingsplan med Tyrkiet hilses velkommen. Hvis Tyrkiet leverer sit, sætter EU blandt andet fart i planerne om visumliberalisering. Der er også løfte om at øge EU's politiske og økonomiske engagement i Tyrkiet og sætte ny energi i optagelsesforhandlingerne. * Midt i november er der topmøde på Malta med afrikanske lande. Fokus bliver på effektiv tilbagesendelse, optrevling af kriminelle netværk og forebyggelse af ulovlig migration - samtidig med en reel indsats for at tackle de bagvedliggende årsager og støtte Afrikas socioøkonomiske udvikling.  * Afsøge mulighederne for at etablere sikre modtagecentre i berørte regioner og sikre bedre udsigter og passende behandling af flygtninge og deres familier - heriblandt adgang til uddannelse og job, indtil de om muligt kan vende hjem. * Øgede bidrag til relevante FN-agenturer og EU's egne fonde til håndtering af Syrien og Afrika. * Styrket beskyttelse af EU's egne ydergrænser, blandt andet ved øgede beføjelser til grænseagenturet Frontex og snarlige friske forslag fra EU-Kommissionen. * Etablere flere hot spots for at sikre identificering, registrering, fingeraftryk og modtagelse af ansøgere med behov for international beskyttelse - samtidig med at man sikrer en effektiv viderefordeling eller hjemsendelse.  * Øget samarbejde mellem landene og øgede beføjelser til Frontex til hjemsendelse, herunder fokus på at udstyre afviste asylansøgere med diverse rejsedokumenter. * Princippet "mere for mere" skal belønne tredjelande, der samarbejder med EU om at tage afviste asylansøgere retur.   Syrien: Assadregimet bærer hovedparten af ansvaret for 250.000 dræbte og millioner af fordrevne. EU er fuldt engageret i forsøget på at finde en politisk løsning i tæt samarbejde med FN. Der kan ikke opnås varig fred i Syrien under landets nuværende ledelse. De nylige russiske angreb på den syriske opposition er bekymrende og risikerer at optrappe den militære konflikt yderligere.    Libyen: Den nylige FN-aftale bydes velkommen, og EU tilbyder betydelig politisk og økonomisk støtte til den kommende nationale samlingsregering.   Storbritannien: Topmødet blev orienteret om den videre proces for de britiske planer om en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Sagen er på dagsordenen igen til december.    KILDE: Konklusioner fra møde i Det Europæiske Råd 15. oktober 2015.   FAKTA: EU's og Tyrkiets fælles handlingsplan Følgende er et kort sammendrag af den handlingsplan, EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, havde med hjem til Bruxelles efter møder med den tyrkiske regering:   * Det internationale samfund står over for en krise uden fortilfælde, som kræver solidaritet, sammenhold og effektivitet.  * EU og kandidatlandet Tyrkiet er fast besluttede på at tackle og overvinde udfordringerne ved blandt andet at håndtere årsagerne til den massive tilstrømning af syrere, ved at støtte syrere med midlertidig beskyttelse i Tyrkiet og ved at styrke samarbejdet for at forhindre den irregulære strøm ind i EU. * EU lover at støtte Tyrkiet økonomisk i et omfang, der tilpasses det skiftende behov, for at hjælpe landet med at klare opgaven med at huse, behandle, uddanne og beskæftige syrere og de lokalsamfund, der har taget dem ind. * EU lover at give mere end de allerede lovede 4,2 milliarder euro til at støtte syriske flygtninge i Libanon, Jordan og Irak samt internt fordrevne i Syrien for at sikre, at færre af dem søger mod Tyrkiet. * Tyrkiet lover at leve bedre op til sine egne love om at beskytte udlændinge med behov for international beskyttelse. * Tyrkiet lover at sikre registrering og udstedelse af de nødvendige dokumenter til migranter. De skal også sikres adgang til lægehjælp, uddannelse og beskæftigelse. * EU vil informere folk, der har søgt tilflugt i Tyrkiet, om både farerne ved at rejse ulovligt ind i EU og de muligheder og procedurer, der gælder for dem, der rejser ind ad lovlige kanaler.  * EU lover øget støtte til Tyrkiets kystvagt og bekæmpelse af menneskesmuglere samt samarbejde om tilbagesendelse af dem, der ikke har ret til beskyttelse. * EU lover mere hjælp til Tyrkiet. Til gengæld kan Tyrkiet en dag få lempet visumreglerne, så det bliver lettere for tyrkiske statsborgere at rejse ind i EU.  * Tyrkiet lover at blive bedre til at kontrollere sin kyststrækning, til at tage migranter uden krav på international beskyttelse tilbage, hvis de er rejst videre fra Tyrkiet samt til at give flygtningestatus til dem, der har fået en positiv asylbehandling. * Tyrkiet lover at optrappe kampen mod kriminelle netværk af menneskesmuglere samt at blive bedre til at udveksle information med EU og samarbejde med grænseagenturet Frontex og politisamarbejdet Europol.    Kilder: EU-Tyrkiet fælles handlingsplan ifølge et lækket dokument skrevet efter EU-Kommissionens Frans Timmermans' forhandlinger i Ankara onsdag-torsdag.   

Mest Læste

Annonce