EU skal forpligte sig sit sociale ansvar

Jeg kan starte med at fortælle, at jeg vil anbefale et nej til en ny europæisk traktat, såfremt der ikke indgår en social protokol i den. Alt for længe har vi ventet på at få sikret lønmodtagernes rettigheder - noget, der skulle have fulgt med dengang, man indførte arbejdskraftens frie bevægelighed. I dag står konsekvensen af dette fravalg tydeligt, bl.a. på det danske arbejdsmarked. Det er på tide, at EU får sikret arbejdstageres rettigheder som et absolut og kategorisk grundprincip.

Skyggesiden på byggepladsen

Arbejdskraftens frie bevægelighed har givet Danmark rigtig mange fordele, og vores økonomi samt rigtig mange danske arbejdspladser er afhængig af eksporten til de andre medlemslande. Jeg tvivler således ikke på fordelene af de åbne grænser. Jeg er derimod opmærksom på skyggesiden. Den sociale dumping fører nemlig mange onder med sig. Først og fremmest for den vandrende arbejdskraft, der bliver udnyttet og i visse tilfælde mishandlet på danske arbejdspladser.

Her kan bl.a. nævnes den polske bygningsarbejder, Josef Ochal, der sidste år døde i en arbejdsulykke. Ud over manglende sikkerhed på arbejdspladsen, havde Josef aldrig fået indbetalt pension, og hans enke blev nægtet udbetaling af Josefs månedsløn, da han jo var død og ikke kunne komme på arbejde i månedens sidste fire dage. Her kan med fordel også nævnes 3Fs sag mod bygningsfirmaet Renovea, hvor to polske arbejdere blev tæsket med jernrør fordi de bad om den løn, deres chef nægtede at udbetale dem. Eksemplerne forbryder sig ikke kun mod de danske love. De forbryder sig herudover mod alle danske lønmodtagere, ved at sætte nye og lavere standarder for hvordan, man kan behandle sine medarbejdere.

Mod et EU for arbejdstagere

Social dumping er ikke bare et problem på det danske arbejdsmarked. I hele Europa er der grusomme eksempler på både løn- og arbejdsvilkårs ræs mod bunden – kun forstærket under finanskrisen og den kæmpemæssige arbejdsløshed, den har bragt med sig især i Sydeuropa. Vinderne af kapløbet er uden tvivl virksomhederne, der sparer masser af penge. Taberne er naturligvis lønmodtagerne.

Derfor er der et klart behov for, at der stilles højere og langt strengere krav til virksomhederne, ligesom der er behov for, at de regler der allerede findes på området bliver taget alvorligt – både af de nationale myndigheder og EU-systemet.

Sammen med den sociale protokol, der én gang for alle får ligestillet arbejdstagerrettigheder med det indre marked og den frie bevægelighed som EU's absolutte grundprincipper, skal virksomhederne registreres bedre af egne myndigheder inden og under udstationering, og samarbejdet mellem myndighederne skal styrkes. På den måde undgår de danske myndigheder og ikke mindst den danske fagbevægelse at halse efter problemerne, og i stedet for kunne tage dem i opløbet. Ligeledes bør der indføres et europæisk arbejds-id-kort, hvorpå der er oplyst den udstationerede arbejders person- og skatteoplysninger.   

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om kædeansvaret. Med et kædeansvar ville vi kunne have undgået, hvad der blev en af Danmarkshistoriens største faglige sager, nemlig sagen mod byggefirmaet Our House, der blev dømt til at betale 18,8 millioner kroner til de arbejdere, der systematisk, var blevet snydt i løn og herudover arbejdet under yderst kritiske forhold. Et kædeansvar ville have fået hovedentreprenørerne til at tænke sig om en ekstra gang - eller to - inden de havde hyret Our House. Fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, bygherrer og diverse myndigheder kunne undgå meget administrativt bøvl og bureaukrati, hvis hovedentreprenøren gjorde sit hjemmearbejde ordentligt inden det antager tilfældige svigagtige underentreprenører.

I EU har vi muligheden for at skabe verdens største og bedste arbejdsmarked, den mulighed skal vi ikke lade gå til spilde. Så husk at stemme 25. maj, og lad dit kryds styrke indsatsen i kampen mod social dumping, indkomstulighed og skattesnyd.