EU tager nyt skridt for digitalt indre marked: Tag dine tv-serier og musiktjenester med på ferie

Infrastruktur

27/05/2016 11:09

Nick Allentoft

Netflix og Spotify med på ferien er ét skridt tættere på. Samtidig får især yderområderne får fordel af en EU-beslutning om hurtigere mobilt internet ved at bruge nyt frekvensbånd.
Fra midten af 2017 skal alle EU-borgere kunne tage abonnementer med på ferie og korte ophold i Europa, og så kan du tage Netflix, Spotify, Viaplay og andre abonnementer med på ferie i Europa.   EU barsler med et stop for begrænsninger, når brugere er på korte ophold i andre lande. Forslaget er nu et skridt tættere på at blive virkelighed, efter at EU's konkurrenceministre torsdag nikkede ja til planerne.

Derfor ser det ud til, at internetbaserede betalingstjenester for film, serier, sport, spil, musik og lignende indhold kan tages med på ferie uden begrænsninger fra næste år.

Hidtil har Netflix og andre udbydere ellers blokeret for adgang i bestemte lande eller givet kunder et mindre udvalg.   - Det her gør livet lettere for EU-borgere, når de rejser, ved at give dem fortsat adgang til indhold, som de lovligt har købt eller abonneret på i deres hjemland, siger Hollands økonomiminister, Henk Kamp, der ledte forhandlingerne i EU's ministerråd.   Næsten alle 28 EU-lande står bag forslaget. Det er ikke afklaret, hvor længe man må tage tjenesterne med, eller hvordan systemet skal virke i praksis. Men det ventes at blive løst i forhandlinger med Europaparlamentet senere i år.   Kun Spanien udtrykte bekymring for forslaget. Landet frygter, at de løftede begrænsninger kan være en trussel for rettighedshavere og føre til mindre penge til dem, der producerer indholdet.   Håbet i EU er, at reglerne kommer på plads kort efter, at forbuddet mod roamingtakster på mobiltelefoni i udlandet træder i kraft i juni 2017.   De nye planer er tidligere blevet rost af både Forbrugerrådet Tænk og repræsentanter for erhvervslivet.   Forslaget er en del af EU's store planer om det digitale indre marked. Onsdag foreslog kommissionen også at gøre almindelig nethandel mere brugervenlig. Det betyder et stop for geografiske begrænsninger og bedre forbrugerrettigheder.     Også hurtigere og bedre mobilt internet på vej til alle i EU Danmark og alle andre EU-lande er kommet et skridt tættere på at få bedre og hurtigere mobilt internet for alle inden sommeren 2020.   Det vil især gavne de mange yderområder, der i dag oplever store huller i dækningen.   EU-landenes teleministre har torsdag på et møde i Bruxelles godkendt en plan om at bruge et nyt frekvensbånd - det såkaldte 700 megahertz-bånd - til at skaffe større kapacitet til mobilt internet.   De lave frekvenser omkring 700 megahertz kan nemmere trænge gennem bygninger og række langt ud i yderområderne end højere frekvenser.   Forsynings-, klima og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) glæder sig over udsigten til bedre internet til alle.   - Det er en prioritet for regeringen, at alle danskere har en god mobil- og bredbåndsdækning, siger han.   700 megahertz-frekvensbåndet, som EU-landene nu vil bruge til mobilt internet, anvendes i dag til antenne-tv, men der er god plads til begge dele, mener EU-landene.   Det er desuden langt billigere at sætte flere antenner op for at sikre en god mobil dækning end at grave kabler ned i tyndt befolkede yderområder.   Alle Folketingets partier indgik i februar sidste år en aftale om en digital vækstplan for Danmark, hvor brugen af 700 megahertz-frekvensen var et af de mange initiativer.   Men for at sikre et godt signal uden støj fra kraftige tv-signaler i nabolande er det vigtigt, at EU-landene koordinerer deres indsats, siger Lilleholt.   - Dermed undgår vi støj på nettet, som der var risiko for, hvis ikke alle gør det samtidig, siger ministeren efter EU-beslutningen.   Lars Christian Lilleholt siger samtidig, at EU-landene har aftalt at skabe sikkerhed for dem, der ser antenne-tv, også efter 2020.   Økonomiminister Henk Kamp fra det hollandske EU-formandskab kalder beslutningen, der stadig mangler godkendelse i Europaparlamentet, for "et vigtigt skridt" i retning af hurtigt internet til alle i EU.   - Hurtigt internet er ikke kun vigtigt for den økonomiske udvikling i EU, men også i hverdagen for borgerne, siger Henk Kamp.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce