Sandholmlejren Foto: Røde Kors, Miriam Nielsen

Europas migrantudfordring er søndag nået til Danmark

Bæredygtighed

07/09/2015 10:38

Nick Allentoft

Over 300 migranter er kommet til Rødby, Padborg og Odense. Alle er ved at blive registreret og Røde Kors melder klar til at tage imod. Imens er Støjbergs annoncekampagne igang i bl.a. Libanon.

Over 300 flygtninge og migranter er søndag ankommet til Danmark fra Tyskland - de største grupper er kommet med færge til Rødby fra Puttgarden, men der er også kommet mindre grupper over landegrænsen i Sønderjylland. Nogle af dem er blevet registreret i Padborg, andre i Odense.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde klokken 17 registreret omkring 75, som alle blev indkvarteret med mad og drikke på Rødby Station.

Klokken 18 kom endnu omkring 100 ind med færgen, men der opstod tumult, og en del løb væk fra området.

Politiinspektør Kim Kliver sagde tidligt på aftenen i en pressemeddelelse, at man "med fornuft og dialog snart får samling på personerne igen".

Cirka 20.30 ankom endnu et tog med omkring 100 til Rødby, hvorved det samlede antal for hele Danmark er oppe over 300 ifølge vurderinger fra tre politikredse.

Omkring klokken 23 siger Kliver til TV2 News, at størsteparten af dem, der stak af, er fundet.

- De er ved at blive registreret. Der er ved at være styr på det, siger Kliver, som oplyser, at der blandt migranterne er mange syrere, men også irakere og nogle fra Afrika. 

Ifølge Kim Kliver ønskede "store dele" af dem, der stak af, ikke asyl i Danmark. Ifølge TV2's reporter havde de købt billet til Sverige, og de stak af, da det gik op for dem, at de kunne risikere at blive sendt tilbage til Tyskland.

Dem, som efter reglerne skal have deres sager behandlet her i landet, sendes videre til Sandholmlejren, lyder det.

Dansk politi havde på forhånd fået efterretninger fra Tyskland om, at der var folk på vej - og at flere kunne følge efter. 

Fyns Politi oplyser til Ritzau, at der søndag aften ankom op mod 20 flygtninge til Odense Banegård klokken 21.11.

- Vi henter dem hjem til stationen, registrerer dem og kører dem op til Sandholmlejren i nat. Vi tager imod dem stille og roligt, vi sætter ikke efter folk, der stikker af. Der er sikkert børn iblandt, siger vagtchef Lars Fredensborg, Fyns Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ligeledes taget imod og registreret en række asylansøgere i Padborg, hvor en gruppe på 13 personer ankom 19.07, mens "små 30" flygtninge og migranter ankom klokken 21.07.

Vagtchef Ole Aamann oplyser, at man "ikke havde problemer med folk, som stak af".

Tidligere i weekenden gik Tyskland med til at tage imod flere tusinder flygtninge og migranter, der i flere dage havde været strandet på en banegård i Ungarns hovedstad, Budapest. Det formodes at være nogle af dem, der nu er nået til Danmark. 

 

Røde Kors er klar til at modtage flere hundrede flygtninge Der er plads til at modtage flere hundrede flygtninge, lyder det fra Dansk Røde Kors, efter at flere end 300 flygtninge og migranter søndag aften ankom til Rødby, Odense og Padborg med tog fra Tyskland.   - For en halv times tid siden er de første 26 asylansøgere ankommet fra Rødby. De vil blive bespist, hvis de er sultne. Men for rigtig mange er der behov for at komme i seng, de så trætte ud, da de steg ud af bussen, siger siger Anne La Cour, som er chef for Asylafdelingen i Dansk Røde Kors, der står for driften af asylcentret Sandholmlejren i Birkerød i Nordsjælland.   - Det er en noget blandet gruppe, men især unge mænd, siger hun og vurderer, at der er "plads i systemet til at modtage 200 (som antallet lød tidligere søndag aften, red.). Og også flere".   Politiet vurderer, at der i Rødby alene ankom omkring 275 flygtninge med flere tog fra Tyskland søndag aften. I Odense ankom der op mod 20, mens der ankom omkring 40 i Padborg, ifølge politiets vurderinger.   Vurderingen fra vagtchef Kim Kliver ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var, at mange af migranterne var flygtninge fra Syrien, men også irakere og nogle fra Afrika var iblandt. Mens en gruppe er sendt til Sandholmlejren, har politiet indkvarteret andre på hoteller i lokalområdet. Anne La Cour bekræfter, at størstedelen af de flygtninge, der søger til Danmark, er fra Syrien, mens en del også er fra Eritrea på Afrikas Horn.   - Vi har købt ekstra dyner og madrasser, så vi kan indrette os. Men vi håber på og regner med at klare den med de pladser, vi har. Der er en række centre rundt om i landet, som man kan åbne ved en hurtig udflytning, så der er nogle pladser. Så det skal nok gå, siger hun.   Støjbergs flygtningeannoncer kan nu læses i Libanon Regeringens varslede annoncering om strammet dansk flygtningepolitik begynder mandag i udenlandske medier.  Annoncerne indeholder oplysninger om de forringede vilkår for flygtninge og migranter, som et flertal i Folketinget for nylig har vedtaget, skriver Berlingske.   - De sociale ydelser for nyankomne flygtninge vil blive reduceret med op til 50 procent, står der ifølge avisen blandt andet i annoncerne.   Derudover slår annoncerne fast, at man ikke kan blive familiesammenført i Danmark det første år, efter at man som flygtning er kommet til landet.  Integrationsminister Inger Støjberg (V) har, siden regeringen kom til magten i juni, varslet annoncerne, og libanesiske medier er angiveligt blevet valgt, fordi de læses i store dele af Mellemøsten. Derimod er det mere tvivlsomt, om annoncerne også bliver trykt i tyrkiske medier, som Inger Støjberg hen over sommeren ellers har talt for, fordi det også er et stort transitland for flygtninge.   Fem større dagblade i Tyrkiet vil kun bringe annoncerne, hvis de kan stå inde for indholdet, skriver Berlingske. Dermed ser regeringen ud til at gå glip af en stor del af det publikum, den havde håbet på til annoncerne.   - Hvis du vil nå ud til de bådflygtninge og de mennesker, der hjælper dem, så må du ud med dit budskab i Tyrkiet - og i Libyen, som også er et vigtigt transitland. Libanon - det er spild af kræfter, siger den dansk-tyrkiske journalist Sadi Tekelioglu, chefredaktør på bladet Gazette, til Berlingske.    Foruden den tvivlsomme effekt risikerer annoncerne også at skade Helle Thorning-Schmidts (S) chance for at blive FN's næste flygtningehøjkommissær, mener kritikere, heriblandt den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R).   Over for Berlingske kalder han annoncerne for "usmagelige" og "dårlig branding" af Danmark.   Inger Støjberg skriver på Facebook, at annonceteksterne også bliver hængt op på asylcentrene i Danmark.    "Har i dag, som lovet, indrykket annoncer i fire libanesiske aviser, der informerer om de ændrede vilkår for personer, der søger til Danmark. Desuden hænges teksten op på asylcentrene i Danmark på i alt 10 forskellige sprog, og der søsættes en kampagne på sociale medier. Formålet er at informere sagligt og nøgternt om forholdene i Danmark, som regeringen er i fuld gang med at stramme op på," skriver Støjberg.   Hun fastholder samtidig, at annoncerne vil have en effekt.   "Vi ved, at rejsemønstrene til Europa er styret af menneskesmuglere. Vi ved også, at Danmark er højt på menneskesmuglernes hitliste. Det ønsker jeg at lave om på, for vi kan ganske enkelt ikke følge med den nuværende tilstrømning. Set i lyset af den meget store tilstrømning til Europa i disse dage, så er der ekstra god grund til, at vi både får strammet op og får det effektivt kommunikeret ud."   /ritzau/Redaktionen

Mest Læste

Annonce