Følg kommunalvalget på facebook

11/09/2013 13:57

Freja Eriksen

Valget i Greve har fået sin egen facebook-profil. Her laver unge fra den lokale produktionsskole film om at stemme for første gang. Og her får borgerne i Greve besked om konkurrencer og aktiviteter op til valget den 19. november.

Stem og vær med til at bestemme, hvordan vi skal have det i Greve. Det er budskabet fra Greve Kommune.

Lige nu lancerer kommunen en side på facebook, som udelukkende handler om valget i Greve.

Siden tilbyder blandt andet film om at stemme for første gang. Filmene er produceret af unge fra den lokale produktionsskoles Greve afdeling.

I superkorte og nogle gange sjove film fortæller lokale unge, hvad demokrati er, og hvorfor de vil stemme til det kommende valg.

”Vi arbejder med valget alle ugens dage lige nu. Og vi håber på, at vi kan få alle unge i Greve til at ”synes godt om” facebook-siden,” siger Karsten Kristensen, lærer i film og foto på skolen.

Alle borgere i Greve kan gøre det samme som de unge. Og hvis de filmer sig selv med mobilen og fortæller, hvorfor de vil stemme, kan de vinde gavekort til Portalen.

”Forskerne fortæller os hele tiden, at de unge ikke gider stemme. Det tror vi ikke på i Greve. Derfor inviterer vi alle til at være med i valget. Både lige nu på facebook. Og på selve valgdagen den 19. november,” siger Hans Barlach, borgmester i Greve.

Både konkurrencen og henvisning til facebook ligger på www.greve.dk/valg

Mest Læste

Annonce