Foto: Ilona

Færre asylansøgere bliver sigtet trods eksploderende antal

Selv om antallet af asylansøgere er vokset de senere år, er sigtelserne mod dem faldet, viser aktindsigt.

Antallet af sigtelser mod flygtninge og migranter er faldet. Og det samtidig med, at antallet af asylansøgere i Danmark er eksploderet.

Det viser tal fra Rigspolitiet, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Omkring hver syvende asylansøger blev i 2013 sigtet for en forbrydelse, til sammenligning var det i løbet af de første 11 måneder af 2015 tilfældet for cirka hver tyvende asylansøger.

Og det er en god nyhed, mener man hos Hos Røde Kors, der driver landets asylcentre sammen med kommunerne.

Flygtninge - migranter - folkevandring

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.
 
 

- Det er meget, meget positivt. Det bekræfter også den melding, som vi får fra de lokale politikredse: At kriminaliteten ikke stiger i forbindelse med etablering af asylcentre, siger asylchef Anne la Cour til Berlingske.

Læs også: Danmark godt rustet til integration

Selve aktindsigten viser, at 1049 asylansøgere i 2013 blev sigtet for at overtræde straffeloven. Tallet faldt i 2014 til 813 og steg derefter en anelse sidste år til 856. 

Én person kan sagtens være sigtet for flere forbrydelser, men det samlede antal sigtelser mod asylansøgere er faldet uafbrudt i perioden, fra 2467 i 2013 til 1896 i 2015.

Faldet er sket samtidig med, at antallet af asylansøgere er mere end fordoblet fra 7557 personer i 2013 til 18.492 personer per 30. november 2015.

Rigspolitiet kan ikke forklare faldet i antallet af sigtelser mod asylansøgere.

- Vi har desværre ikke analyseret det her godt nok til, at vi kan sige noget om, hvorfor udviklingen er, som den er, lyder det i et skriftligt svar fra Rigspolitiets kommunikationssektion til Berlingske.

Tallene fortæller Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, to ting:

- At asylansøgere er mindre kriminelle i 2015 end i 2013. Men at der stadig er meget store problemer med kriminalitet blandt folk, som søger asyl i Danmark, siger han til Berlingske.

Rets- og udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen (R), glæder sig over faldet i antallet af sigtelser, men betoner, at én kriminel handling er én for meget.

- Men helt pragmatisk er det godt at se, at i en periode, hvor vi har taget rigtig, rigtig mange flygtninge, så har det ikke ført til stigende kriminalitet – faktisk til et faldende antal sigtelser, siger Sofie Carsten Nielsen til Berlingske.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få oplyst fra Rigspolitiet, hvilke straffelovsovertrædelser, asylansøgere typisk sigtes for. 

Tidligere og i forbindelse med stigning i antallet af sigt­elser, har Rigspolitiet oplyst, at sigtelserne typisk handlede om forbrydelser som butikstyveri, lommetyveri, hæleri, dokumentfalsk og overtrædelse af udlændingelovgivningen.

/ritzau/

Emneord: Integration, Flygtninge, Asylansøgere, Kriminalitet, Rigspolitiet
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også