Færre penge til grundskolen: Mismatch mellem midler og mål

Faldende undervisningspris er udtryk for, at midler ikke svarer til mål, siger foreningen Skole og Forældre. SF vil afsætte penge til folkeskolen i finansloven, mens DF henviser til, at det er kommunernes eget ansvar.

Folkeskolereformen har en masse ambitioner, som man ikke kan leve op til ude i kommunerne.
 
Det mener næstformanden for forældreforeningen Skole og Forældre, Finn Juel Larsen, efter det er kommet frem, at prisen per undervisningstime per elev er faldet med 26 procent siden skoleåret 2009-2010.

- En ting er, at man skal spare på skolerne. Det tror jeg godt, forældrene kan forstå. Men de kan ikke forstå, at det kommer samtidig med, at man er i gang med at implementere sådan en kæmpe skolereform, siger Finn Juel Larsen.

Det betyder, ifølge forældreforeningen, at lærere og elever nu får en længere skoledag med det samme indhold som før reformen. Og det var bestemt ikke det, som man politisk havde af ambitioner med reformen, siger Finn Juel Larsen.
 
- Der lå en masse nye spændende tiltag i skolereformen, og det er dem, vi skal sætte i spil. Det var derfor, det var nødvendigt at forlænge skoledagen - for at man kunne få den understøttende undervisning, siger Finn Juel Larsen.
 
Men de nye tiltag har ikke fundet sted i tilstrækkelig grad, mener Finn Juel Larsen.
 
- Det vækker en masse frustration hos lærerne, som ikke kan kan leve op til målsætningerne. Vi har hørt, nogle lærere stiller sig op i klasseværelset og siger, at de ikke har haft tid til at forberede sig, siger Finn Juel Larsen.
 
Han understreger, at det ikke er en kritik af lærerne, men en kritik af manglen på ressourcer. Hvis skolereformen skal lykkes, mener han, at det er altafgørende, at skolerne får flere penge mellem hænderne.
 
- For at sådan noget skal kunne lade sig gøre, så må vi investere. og hvis vi ikke vil investere i vores fremtid, som vores børn er, så ved jeg snart ikke, hvad vi skal investere i, siger Finn Juel Larsen.
 
SF: Færre penge til undervisning er udsultning af skolen
Det er "meget bekymrende", at udgifterne per undervisningstime per elev i folkeskolen er faldet gennem de seneste år, mener SF's undervisningsordfører, Jacob Mark.
 
Det siger han, efter at en ny analyse fra Danmarks Lærerforening viser, at prisen per folkeskoleelev per time gennem de seneste seks år er faldet med 26 procent.
 
- Det er en udsultning af folkeskolen, vi ser lige nu, og det er meget bekymrende. Når der er færre penge til timerne og eleverne, så er det noget, eleverne kan mærke. Der er kommet flere timer, men der er til gengæld færre penge til hver time. Det er et kæmpe problem, fordi det gør det svært for skolerne at lave en varieret skoledag, siger Jacob Mark i en skriftlig kommentar.
 
De nye tal viser, at udgiften per time per elev var 77 kroner i skoleåret 2009/2010. I det første år af folkeskolereformen 2014/2015 er udgiften faldet til 57 kroner.
 
Danmarks Lærerforening bygger sin analyse på tal fra Undervisningsministeriet og Social- og Indenrigsministeriet.
 
Tallene vækker også kritik hos lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen. Han mener, at den nye folkeskolereform er "totalt underfinansieret".
 
- I stedet for at sætte tilstrækkeligt med ressourcer af til de mange nye timer og opgaver har man bare smurt de eksisterende ressourcer tyndere ud, har han sagt i en pressemeddelelse.
 
Det vil Jacob Mark og hans parti gerne lave om på. Derfor vil SF foreslå, at der bliver sat penge af til området i finansloven.
 
- Vi mener ikke, at det her er holdbart i længden, siger han.
 
SF blev sammen med De Radikale, Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative enige om folkeskolereformen, som trådte i kraft i august 2013. Reformen blev blandet andet kritiseret af Danmarks Lærerforening.
 
DF om færre midler til undervisning: Det styrer kommunerne
Dansk Folkeparti står ikke klar med en pose penge som kompensation til folkeskolerne, fortæller partiets undervisningsordfører, Jens Kristian Thulesen Dahl.
 
- Man skal ikke bare på grundlag af nogle tal gå ind og ændre en masse. Det handler om kvaliteten, og det er jo kommunerne, der bestemmer, hvor meget der skal sættes af, siger han.
 
Udgiften per undervisningstime per elev i folkeskolen er de seneste seks år faldet med 26 procent, viser en ny analyse fra Danmarks Lærerforening, som bygger på tal fra Undervisningsministeriet og Social- og Indenrigsministeriet.
 
Dansk Folkeparti stod bag en bred aftale fra 2013, der reformerede folkeskolen. Reformen betød blandt andet, at timetallet steg. Reformen blev kritiseret højlydt af især Danmarks Lærerforening.
 
- Man skal da være opmærksom på at løfte eventuelle udfordringer i reformen. Men vi må have fokus på, at man rent faktisk kan give den kvalitet, som er nødvendig, siger Jens Kristian Thulesen Dahl.
 
Han understreger, at det er vigtigt at få konkretiseret problemerne i skolerne.
 
- Måske hvis de kan komme og fortælle mig klart, hvor kvaliteten halter, kan vi snakke. Men ikke bare ud fra, at de siger, at de ikke har flere penge, for det er ikke nødvendigvis det samme, som at man ikke kan løse opgaven, siger han.
 
Liberal Alliance undervisningsordfører, Merete Riisager, mener, at det i høj grad er folkeskolereformen, som er skyld i en faldende kvalitet i folkeskolen. Hun foreslår mere frihed til skolerne.
 
- I stedet for at smøre ressourcerne tyndt ud over skoledagen, bør ministeren give kommuner og skoler mulighed for at afskaffe unødvendigt fyld i form af ikkefaglige timer, siger hun i en skriftlig kommentar.
 
/ritzau/
Emneord: Skoleavisen, Folkeskolereformen, Skole og Forældre, Finn Juel Larsen, SF, Dansk Folkeparti, Ny folkeskole, Undervisningseffekt, Undervisningskvalitet
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også