Fagforening kræver bundgrænse for antal børn per pædagog

Velfærd

13/05/2014 09:42

Freja Eriksen

Kommunerne bør ansætte flere pædagoger, lyder det fra Bupl, der kræver nedre grænse for normeringer.

Der er stor forskel på antallet af børn per voksen i landets kommuner, og de markante udsving får pædagogernes fagforening, Bupl, til at kræve ændringer.

- Vi er nødt til at have en bundgrænse, så kommunerne ikke kan skære ned på normeringer, som de vil. Det er derfor, at vi har foreslået en såkaldt minimumnormering, siger Henning Pedersen, formand for Bupl, i en pressemeddelelse. 

Bupl anbefaler en normering, der hedder 2,5 barn i alderen 0-2 år per voksen og fem børn i alderen 3-5 år per voksen.

En ny undersøgelse fra Kora (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) har gennemgået normeringer i de forskellige kommuner. 

I Aarhus, der har landets bedste gennemsnitlige normering, er der 3,2 børn i alderen 0-2 år per voksen og 5,5 børn mellem 3-5 år. I Jammerbugt, der har en af landets dårligste, er der 4,5 af de mindste børn per voksen og 7,9 mellem 3-5 år.

Undersøgelsen fra Kora viser desuden, at der er stor forskel på andelen af uddannede pædagoger i de enkelte kommuner. 

Tendensen er, at kommuner med mange pædagoger blandt de ansatte typisk har en lavere normering, mens kommuner med en høj normering typisk har mange pædagogmedhjælpere blandt de ansatte.

- Derfor kan en god normering tilsyneladende dække over, at man har færre pædagoger på stuen. Det er et problem, da vi ved fra forskning, at netop uddannede pædagoger har en positiv effekt på børnenes udvikling og trivsel, siger Henning Pedersen.

- Kommunerne får hvert år 500 millioner kroner på finansloven til at sikre en bedre normering, men kun halvdelen af pengene bliver brugt på børnene. Derfor bør kommunerne ansætte flere pædagoger for pengene, mener Bupl-formanden.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce