Dennis Kristensen, FOA, ved forligsinstitutionen den 2. april 2018. Foto: Klaus Berdiin Jensen

Faglig kamp i det nye årtusinde - en tillidserklæring til fagbevægelsen

Hvad skal man bruge en fagforening til? Et medlemskab er først og fremmest værdifuldt, fordi det bidrager til at fagbevægelsen kan modstå de tendenser, der desværre tegner et ret dystert billede, nemlig at uligheden er stigende i Europa, skriver Jacob Gjelstrup. Hvis medlemstallet falder, kan det betyde, at det bliver sværere at lave kollektive lønaftaler, advarer han.

Når vi danskere bruger vores penge, er vi vant til at forsøge at forholde os kritisk til, hvad vi rent faktisk får for dem, når vi køber en vare. Det er derfor heller ikke rigtigt overraskende, når en ven eller en kollega forholder sig kritisk til, hvad man får for sine penge, når man betaler til sin fagforening. 

Afleverer man måske 500 kroner om måneden for sit medlemskab, er det på sin vis også helt i orden, at man stiller et nysgerrigt spørgsmål til sin tillidsrepræsentant eller sin fagforening desangående, og af den grund er det er heller ikke unormalt at møde danskere, der betragter det at betale til sin fagforening på samme måde som at købe en vare med dertilhørende kvittering, returret og konkret individuelt afkast - sådan som man er vant til i alle mulige andre sammenhænge. 

Således må man som fagforeningsrepræsentant og tillidsvalgt forsøge at give et klarere billede af, hvad man direkte eller mere indirekte kan forvente at få for sine penge i en moderne fagforening anno 2020 - fagforeninger, der i det følgende kun omhandler dem, som er organiseret under de faglige hovedorganisationer. 

De såkaldte “gule” fagforeninger er ikke overenskomstbærende og løfter på den måde ikke en finger i den faglige kamp for gode løn- og arbejdsvilkår, og de fungerer således heller ikke som et bolværk mod hverken løndumping eller ulighed i samfundet.

Historien

I forhold til de “røde” fagforeninger er der to vinkler på det. Den første vinkel er en historisk vinkel, der trækker tråde mere end 100 år tilbage i tiden til dengang fagforeninger var noget nyt. Den anden vinkel er en mere moderne vinkel, der helt konkret sætter den faglige kamp i perspektiv over for globaliseringen og den øgede velstand i den vestlige verden. 

Historisk set kan man med rette argumentere for, at der er sket meget på det danske arbejdsmarked siden de første fagforeninger så dagens lys i slutningen af 1800-tallet, og det er blandt andet den udvikling, man kan sætte en pris på, når man betaler til sin fagforening. I dag høster vi frugten af en stærk og vedholdende fagbevægelse, der er lykkes med at forhandle aftaler på plads, der har sikret en rimelig løn til den arbejdende del af befolkningen. 

Et lønniveau der historisk set har udgjort en stor del af landets samlede indtægt - den såkaldte “lønandel” af landets BNP. For et samfund som det danske er det den eneste vej til at sikre et relativt lige samfund, at lønmodtagerne står for sin del af den samlede velstand. 

Del i velstanden

Mit fagforeningskontingent er derfor først og fremmest værdifuldt, fordi det bidrager til at fagbevægelsen kan modstå de tendenser, der desværre tegner et ret dystert billede, nemlig at uligheden er stigende i Europa. Ifølge ETUC (European Trade Union Confederation), som er en paraplyorganisation for europæiske fagforeninger, har lønandelen i en lang række EU-lande været faldende siden 2009. 

I Danmark er lønmodtagernes lønandel faldet med 2,9 procentpoint fra 58,8 % i 2009 til 55,9 % i 2019. Det betyder helt konkret, at velstanden blandt lønmodtagerne er faldet i forhold til kapitalejerne - altså arbejdsgiverne. 

For at fagbevægelsen kan kæmpe imod denne udvikling, er det både nødvendigt, at de har adgang til ressourcer, som de kan trække på i tilfælde af konflikter, og at de har midler til dels at aflønne tillidsrepræsentanterne, når de laver arbejde for fagbevægelsen, og dels til at aflønne jurister, konsulenter og andre medarbejdere i organisationerne i deres daglige politiske arbejde. 

Afkastet til det enkelte medlem udmønter sig helt konkret hver måned, når man får sin løn. Alle de centralt-  og lokaltforhandlede løndele på lønsedlen er resultatet af de forhandlinger, den enkelte fagforening har gennemført for vores kontingenter. Det samme gælder pensionsopsparinger, børns sygedage, opsigelsesvarsler, fratrædelsesgodtgørelser og mange andre rettigheder. 

Rent personligt og værdimæssigt kan man selvfølgelig i langt højere grad foretrække muligheden for som individ at forhandle sine egne løn- og arbejdsvilkår med sin arbejdsgiver. Det giver imidlertid en række udfordringer på langt sigt. 

Hvorfor kollektivet?

Hvis ikke størstedelen af lønmodtagerne i Danmark er fagligt organiseret - som i dag, og således er repræsenteret af en faglig organisation, så fremstår man heller ikke som en organiseret og magtfuld forhandlingspartner over for arbejdsgiveren, og gør man ikke det, kan arbejdsgiverorganisationerne nemmere presse på for en opbremsning i lønudviklingen. Fagforeningskontingentet er således også en kollektiv forsikring, der blandt andet er med til at sikre værnet mod løndumping og forringelser af arbejdsvilkår i al almindelighed. 

Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan man mene, at det er godt for landet, hvis lønmodtagerne sidder på en relativt stor del af velstanden. Lønmodtagere bruger nemlig i høj grad deres penge på forbrug i stedet for på opsparinger og investeringer, og det betyder, at der er gode penge at tjene på dem. Særligt nu, hvor den del af velstanden, der ikke er lønandelen, i stigende grad er fordelt på færre og større virksomheder, der gerne flytter sig efter den billigste arbejdskraft til lande, hvor det fx er lovligt at nægte medarbejderne at organisere sig. 

Hvis fagbevægelsen engang bliver udfordret af faldende medlemstal, kan det betyde, at det bliver sværere at lave kollektive aftaler, og at lønmodtagerne risikerer en reallønsnedgang og markante forringelser af arbejdsvilkår. I lande hvor fagbevægelsen er stækket, er det i sidste ende alene lovgivningen og arbejdsgiveren, der bestemmer lønniveauet. Lovgiverne kan man desværre ikke altid sætte sin lid til, og arbejdsgiverne er selvfølgelig kun interesserede i at øge deres egne profitpotentialer. Derfor er fagbevægelsen det eneste bolværk, der kan modstå, at mere velstand placeres i hænderne på arbejdsgiverne. 

 

Selvom et fagforeningskontingent altså på overfladen kan virke som en ligegyldig udgift for den enkelte, er det dog på alle måder en unuanceret betragtning, der, hvis den udvikler sig til at være en generel holdning, kan være decideret farlig. 

Emneord: Fagforening, Jacob Gjelstrup, lønmodtager, Samfundsøkonomi

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også