Farvel til mødregrupperne: 98 procent siger ja tak til familieforberedelse

Velfærd

15/12/2014 14:21

Nick Allentoft

Det tidligere projekt ”Familie med Hjerte” banker stadig for fuld kraft - nu som fast tilbud til førstegangsforældre i Holstebro Kommune. Næsten alle vordende par og nybagte forældre fra de fleste samfundslag søger netværk og rådgivning til det nye familieliv.

De fleste projekter har som regel en udløbsdato, og ”Familie med Hjerte” er ingen undtagelse. Men Holstebro Kommunes meget omtalte familiekursus er efter en tre-årig projektperiode født på ny som et permanent tilbud i sundhedsplejen.

Familie med Hjerte er mere familieforberedelse end fødselsforberedelse, mere familiegrupper end mødregrupper.

For selvom vejrtrækninger og bækkenbundsøvelser er vigtige, kan det også knibe med at få økonomi og juridiske forhold afstemt med den nye virkelighed.

Så foruden sundhedsplejerske og jordemoder underviser pædagoger, tale-hørekonsulent, ergoterapeut, tandplejer, familierådgiver, socialrådgiver, jurist og bankrådgiver deltagerne i at håndtere forandringer og udfordringer i livet som nybagt familie.

               Læs også: Familienetværk erstatter mødregrupper

Projektets evaluering afspejler stor tilfredshed blandt deltagerne, og de seneste tal viser, at 98 % takker ja til at deltage i programmet, der sidste modtog Årets Pris af fonden ”En god start i livet”.

Et netværk på tværs af sociale skel og økonomiske vilkår

- Undersøgelser viser at traditionelle mødregrupper er for de ressourcestærke mødre. Med Familie med Hjerte inddrager vi alle samfundslag og inkluderer hele familien – far, mor og barn. Fædrene møder talstærkt op og kommer mere på banen, hvilket skaber tættere relation mellem far og barn og dermed forældrene imellem, fortæller Pernille Almdal, der er leder af Sundhedsplejen i Holstebro Kommune, og hovedkraften bag Familie med Hjerte.

- Vi møder forældrene tidligere end før og ser dem ikke blot som nogen, der har brug for et kursus, men som medborgere, der har noget at tilbyde hinanden lige fra netværk og hjælp til gode erfaringer og praktisk koordinering. Målet er at familierne oplever samarbejdet mellem kommune og forældre som mere ligeværdigt, og at deres behov for støtte matcher egne ressourcer og aktuelle situation, forklarer Pernille Almdal.

Levedygtigt koncept

Med programmets overgang fra projekt til daglig drift tager holdet bag Familie med Hjerte afsked med to af projektets samarbejdspartnere - Center for Socialt Ansvar og Det Obelske Familiefond – mens Holstebro Handelsstandsforening og Region Midtjylland fortsætter med at bakke op om indsatsen.

- Familie med Hjerte var aldrig blevet udviklet til et levedygtigt koncept uden en stor samarbejdsindsats fra projektets støtter. Vi har meget at takke alle samarbejdspartnere for – også for, at projektet har fået ros og i den grad er nået ud over rampen som inspiration i mange andre kommuner, siger Torben Gudiksen, der er formand for Udvalget for Børn og Unge i Holstebro Kommune.

Han understreger at projektets inddragelse af aktører fra den offentlige, private og frivillige sektor er en grundpille i konceptet, og at den tværfaglige tilgang og helhedssyn på nye forældres behov skaber et nyt syn på forældreskab og familiedannelse.

- Jeg er ikke i tvivl om, at udbyttet både økonomisk og menneskeligt er stort, selvom vi endnu ikke kan påvise en direkte sammenhæng mellem forældrenes deltagelse og udviklingen i mistrivsel, skilsmisser og sociale problemer. Udvalget for Børn og Unge opfatter Familie med Hjerte som en forebyggende og innovativ familieindsats, og derfor fortsætter vi med tilbuddet, slutter Torben Gudiksen.

Så sent som i sidste uge besluttede Sundhedsudvalget i Struer Kommune at indføre Familie med Hjerte.

Se video om medborgerskab i Holstebro Kommune, hvor Familie med Hjerte er med som eksempel på medborgerskab. Fotoet herover er fra samme video.

 

Mest Læste

Annonce