Foto: Jimmy Baikovicius

Finanstilsynet afviser Danske Banks kronprins som direktør

Jacob Aarup-Andersen har ikke nok erfaring til at blive afløser for Thomas Borgen i Danske Bank.

Danske Bank ville have ansat den interne kandidat Jacob Aarup-Andersen som ny administrerende direktør, men det har banken fået afvist.

Finanstilsynet vurderer, han ikke har nok erfaring. Derfor kan han ikke blive godkendt. 

Det oplyser Danske Bank, der tager afgørelsen til efterretning og leder videre efter en permanent afløser for nordmanden Thomas Borgen. 

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

- Det var en enig bestyrelse, der støttede Jacob Aarup-Andersen som ny administrerende direktør, vel vidende at der er visse områder, hvor det kunne have været ønskeligt med længere tids erfaring, siger Ole Andersen, bestyrelsesformand i Danske Bank, i en kommentar. 

Den 40-årige Jacob Aarup-Andersen har været i banken siden 2012 og har fra flere sider været udpeget som den interne kronprins, der en dag skulle være administrerende direktør. 

Han er i øjeblikket i spidsen for forretningsområdet Wealth Management, der forvalter penge for virksomheder og rige privatpersoner. Den stilling fortsætter han i. 

Finanstilsynet har ikke kommentarer til sagen, da Danske Bank selv valgte at trække ansøgningen for Jacob Aarup-Andersen, inden der lå en endelig afgørelse fra tilsynets side. 

Indtil videre vil Jesper Nielsen fortsætte som midlertidig direktør. Han blev ansat i starten af oktober, da Thomas Borgen stoppede.

Danske Bank oplyser, at Jesper Nielsen er godkendt af Finanstilsynet til sin post som midlertidig administrerende direktør, mens Jacob Aarup-Andersen er godkendt til sit nuværende job som chef for Wealth Management.

Thomas Borgen valgte at trække sig som følge af sagen om hvidvask i Estland og stoppede i banken 1. oktober. 

Selv om Danske Bank mangler at sætte navn på en direktør, behøver det ikke været et problem for banken.

Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er bankanalytiker i Sydbank. 

- Danske Bank har lagt en strategi, som skal fortsætte det næste lange stykke tid. 

- Så på den måde er det ikke så kritisk, at der ikke kommer en permanent ny administrerende direktør lige nu. De har noget luft til at finde en anden, siger han. 

Han siger dog, at det er forståeligt, hvis det skaber lidt bekymring blandt aktionærerne, at der ikke er fundet en fast afløser. 

Danske Bank-aktien falder 2,3 procent til 138,20 kroner onsdag ved 13.15-tiden. I år er aktien dykket 43 procent. 

 

AKTA: Sådan skal Finanstilsynet vurdere nye finansbosser
Finanstilsynet vurderer nye direktører i danske pengeinstitutter. Læs her, hvad nye bosser skal leve op til.

Finanstilsynet skal ifølge de såkaldte "Fit and Proper"-regler vurdere direktører og chefer i den finansielle sektor. 

Onsdag skriver Danske Bank, at man efter tilbagemeldinger fra Finanstilsynet har valgt ikke at fortsætte med ansøgningen for Jacob Aarup-Andersen, som banken ellers gerne havde set som ny topmand.

Læs mere om, hvad direktører og chefer skal leve op til her.

* Reglerne er del af Loven om Finansiel Virksomhed paragraf 64 og paragraf 313.

* De beskriver krav til "egnethed og ærlighed" hos chefer. Virksomheden skal selv indsende information til Finanstilsynet, der så vurderer kandidaten ud fra reglerne.

* Vurderingen skal blandt andet lægge vægt på "hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor".

* Reglerne foreskriver, at "et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed" skal:

- Have tilstrækkelige viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve sit hverv.

- Have et tilstrækkeligt godt omdømme og udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed.

- Må ikke være konkurs, under rekonstruktion eller gældssanering.

- Må ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis det betyder, at vedkommende ikke kan varetage sit job betryggende.

- Have påført virksomheden tab eller risiko for tab.

- Skal afsætte tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som direktør eller bestyrelsesmedlem i den pågældende virksomhed.

Kilder: Finanstilsynet, Lov om Finansiel Virksomhed.

 

BLÅ BOG: Finanstilsyn spændte ben for Danske Banks kronprins
Den 40-årige Jacob Aarup-Andersen har ikke nok bankerfaring til at kunne i blive direktør i Danske Bank.

Det bliver ikke Jacob Aarup-Andersen, der skal afløse nordmanden Thomas Borgen som direktør i Danske Bank.

Finanstilsynet vurderer, at han ikke har nok erfaring til at kunne tage posten. 

Jacob Aarup-Andersen fortsætter derfor i sin stilling som direktør for Danske Banks forretningsenhed Wealth Management, der forvalter penge for virksomheder og rige privatpersoner. 

Navn: Jacob Aarup-Andersen. 

Alder: 40 år. 

Nationalitet: Dansk. 

Civilstand: Gift, tre børn. 

Bopæl: Charlottenlund.

Uddannelse:

2002: Cand.polit. (økonomi), Københavns Universitet. 

Karriere:

2002-2005: Partner hos Goldman Sachs, London. 

2005-2006: Investeringsanalytiker hos hedgefonden Highbridge Capital Management, London. 

2006-2010: Partner og investeringschef i hedgefonden Montrica Investment Management, London. 

2010-2012: Leder af hedgefonden TPG-Axon Capital, London.

2012-2014: Porteføljechef i Danske Capital (ejet af Danske Bank), København. 

2014-2016: Finansdirektør i Danica Pension (ejet af Danske Bank), København. 

2016-2018: Finansdirektør i Danske Bank, København.

2018-: Direktør for Danske Banks forretningsområde Wealth Management, København. 

Kilder: Danske Bank, Børsen og Krak. 

 

Emneord: Finanstilsynet, Danske Bank, Topledelse, Erhvervslivet, 201018
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6884

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også