Flere ægtepar lader sig skille uden tænkepause

Næsten 60 procent af de par, der lod sig skille i 2015, valgte at blive skilt straks, viser nye tal.

Ægtepar, der ikke ønskede at fortsætte deres liv sammen, skulle tidligere gennem en seks måneder lang obligatorisk separation for at kvalificere sig til en skilsmisse.

I sommeren 2013 fik de kriseramte par imidlertid mulighed for at springe den tvungne tænkepause over og søge om direkte skilsmisse - og den mulighed benytter et stigende antal danskere sig af, skriver Kristeligt Dagblad.


Nye tal fra Statsforvaltningen viser ifølge avisen, at knap 60 procent af de par, der lod sig skille i 2015, valgte at blive skilt straks. 50 procent valgte samme løsning i 2014.

Udviklingen bekymrer parterapeut og samlivsekspert Ann Ingrid Watson.

Hun peger på, at den formelle separationsperiode blandt andet giver par, der ender med at fortryde deres beslutning, mulighed for at finde sammen igen, inden boet er delt og papirerne endegyldigt skrevet under.

Samtidig sikrer separationen, at de par, der ender med at lade sig skille, får tid til at sørge over det forliste parforhold.

- Det er meget muligt, at man længe og grundigt har overvejet sine muligheder, før man søger om en hurtig skilsmisse, men den formelle tænkepause giver parret en unik mulighed for at prøve delelivet af, før de endegyldigt rykker fra hinanden, siger Ann Ingrid Watson til Kristeligt Dagblad.

Hun møder i sin konsultation mange, der har fortrudt deres skilsmisse.

- Og det er på alle måder - økonomisk såvel som følelsesmæssigt - betydeligt nemmere at komme tilbage fra en separation end en reel skilsmisse, siger hun til avisen.

/ritzau/

Emneord: Digital skilsmisse, Skilsmisser, Statsforvaltningen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også