Flere ældre presser sundhedsvæsnet: Regioner åbner for debat om prioritering

Velfærd

11/12/2018 12:22

Nick Allentoft

Der er frem mod 2025 behov for det, der svarer til 700 ekstra medicinske sengepladser, vurderer lægeforening. Regionsformand åbner debat om prioritering. "Den ekstra lille indsats, man nogle gange gør, kan være rigtig dyr," siger Lose.
I de kommende år vil presset på landets sygehuse ifølge en fremskrivning fra Lægeforeningen stige med, hvad der svarer til 700 ekstra medicinske sengepladser.

Det hænger på ingen måde sammen, vurderer Andreas Rudkjøbing, der er formand i Lægeforeningen.

- Vi har de senere år oplevet hård økonomisk opbremsning og meget lave vækstrater i sundhedsvæsenet i en periode med markant flere ældre, siger han til Jyllands-Posten.

Antallet af ældre på mere end 75 år vil i løbet af blot syv år stige med 36 procent. Samtidig er de medicinske sygeafdelinger allerede så pressede af ældre patienter, at afdelingerne meget ofte kører med overbelægning. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge Jyllands-Posten.

- Vi står midt i problemerne lige nu med massiv overbelægning og en eksplosion af ældre medicinske patienter, og den problematik vil blot forværres de kommende år, siger han. 

Mediefællesskabet DenOffentlige

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

Lægernes opråb tager afsæt i en ny analyse af udgiftsbehovet i sundhedsvæsenet, som Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har foretaget for Lægeforeningen. På baggrund af rapporten advarer de om, at ældrepresset og mange nye behandlingsmetoder gør det nødvendigt, at der investeres op mod to procent mere i sundhed hvert år frem mod 2025. Ellers vil patienterne opleve at blive behandlet væsentligt ringere end i dag, lyder det.

Professor og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg vurderer, at det bliver vanskeligt at få tingene til at hænge sammen inden for de nuværende rammer. Ifølge analysen har væksten i sundhedsudgifterne siden 2010 været rekordlav og ligget omkring en procent om året. 

De danske sundhedsudgifter ligger nu omkring gennemsnittet blandt de 22 mest sammenlignelige OECD-lande.

Hos interesseorganisationen Danske Patienter siger formand Camilla Hersom, at baggrunden for det pressede sundhedsvæsen i virkeligheden er en succeshistorie.

- Helt grundlæggende er det en rigtig god nyhed, at danskerne lever længere, og at vi også har flere gode leveår, før vi bliver syge. Men når det er sagt, så er det også klart, at hvis kvaliteten af vores sundhedsvæsen skal kunne følge med udviklingen, så er vi også nødt til at investere de nødvendige økonomiske ressourcer i det, siger hun til Ritzau.

Ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal sundhedsvæsenet løftes økonomisk.

- Svaret er ikke entydigt at oprette hundredvis af nye medicinske sengepladser, men en mere markant omstilling af sundhedsvæsenet, hvor mere behandling klares i eller tæt på borgerens eget hjem, siger hun til Jyllands-Posten.

 

Regioner: Pres skal løses ved behandling i hjemmet

Der er behov for at forstærke sundhedsvæsenet uden for sygehusene, så færre ældre i fremtiden er nødt til at blive indlagt.

Sådan lyder det fra Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, der ser det som et redskab til at mindske presset på sygehusene. 

- Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet i fremtiden vil være et område, hvor der skal investeres. 

Regionerne har deres egen sektion

Regionerne spiller en central rolle for hele sundhedsområdet. Derfor samler vi alle historier om og fra regionerne og sundhedsområdet på en selvstændig sektion lige her.

- Men vi er nødt til at blive bedre til at gribe tidligere ind og forebygge, at det kommer til indlæggelse på sygehuse, som er den dyreste behandling, siger hun. 

Stephanie Lose peger på, at flere ældre nødvendiggør et stærkt samarbejde mellem sygehuse, praktiserende læger og hjemmesygeplejersker.  Hun erkender at presset på sygehusene allerede er en problemstilling i dag.

- Vi oplever allerede nu, at der er blevet flere ældre, og det betyder, at der er et større træk på sygehusene. Det er allerede i fuld gang, siger hun.

Et andet middel til at løse udfordringen med flere ældre i sundhedsvæsenet er ifølge Danske Regioner, at der i fremtiden i højere grad skal prioriteres i behandlingen. 

- Vi er nødt til at være mere åbne over for prioriteringer. Den ekstra lille indsats, man nogle gange gør, kan være rigtig dyr. Der skal man se på, om effekten er pengene værd, siger Stephanie Lose. 

Ældre Sagen ser også et behov for bedre samarbejde på tværs af sygehuse, praktiserende læger og hjemmesygeplejen, i takt med at der kommer flere ældre. 

- Der skal være større fokus på at forebygge indlæggelser og genindlæggelser. 

- Vi frygter, at ældre vil blive klemt i fremtidens sundhedssystem, fordi vi allerede nu har problemer med overbelægning, siger chefkonsulent Mirjana Saabye.

 

Mest Læste

Annonce