Flertal vil forbyde rejser til terrorzoner

Politik

08/04/2016 12:27

Nick Allentoft

Regeringen vil straffe indrejse til konfliktzoner som Syrien med op til seks års fængsel. Socialdemokraterne og DF bakker op, mens ekspert tvivler på effekten.

Danskere og herboende udlændinge kan se frem til en tur bag tremmer, hvis de fremover så meget som nærmer sig de områder, hvor terrorgrupper som Islamisk Stat opererer.

Med et forslag til ændring af straffeloven vil justitsminister Søren Pind (V) gøre det muligt at straffe indrejser til eksempelvis konfliktzonerne i Syrien og Irak med op til seks års fængsel.

- Det bliver simpelthen forbudt at sætte foden på bestemte områder, siger Søren Pind i en pressemeddelelse.

- Med det nye indrejseforbud adresserer vi en af de største trusler mod vores sikkerhed herhjemme, som er de personer, der rejser til for eksempel konflikten i Syrien og kommer radikaliserede tilbage til vores samfund, siger justitsministeren.

Netop tiltag mod hjemvendte syriensfarere er højaktuelt, efter Københavns Politi og PET torsdag slog til og anholdt fire unge mænd, der angiveligt er blevet hvervet af Islamisk Stat.

De fire risikerer, som loven er i dag - hvis de tiltales og dømmes - en straf på op til seks års fængsel for at lade sig hverve til terrorvirke. Det strafniveau vil Søren Pind med det nye forslag have hævet til 10 års fængsel - og i særlige tilfælde indtil 16 års fængsel.

De foreslåede stramninger baserer sig på en ny betænkning fra Straffelovrådet og har været under vejs i længere tid.

Til gengæld har det ikke taget justitsministeren mange minutter at finde et politisk flertal til den hårdere kurs, idet både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti straks bakker op.

- Det er et glimrende forslag og har været en prioritet for os gennem et stykke tid, så lad os endelig få det gennemført, siger DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

Og hos Socialdemokraterne understreger retsordfører Trine Bramsen, at det faktisk var det tidligere regeringsparti, der bad Straffelovrådet om at komme med en model for, hvordan et indrejseforbud kunne se ud.

- Derfor støtter vi naturligvis det her, da vi selv satte arbejdet i gang. Vi bakker fuldt op om det og vil følge det helt til dørs, siger hun.

Trods det fælles politiske fodslag tvivler Tore Hamming på, hvor stor effekten af en strammere kurs med indrejseforbud vil være.

Han forsker i militant islamisme ved European University Institute i Firenze, og efter hans opfattelse er forslaget "ren symbolpolitik".

- Jeg forstår godt, at man vil sætte hårdt mod hårdt, men jeg tror ikke, at det vil bremse nogen i at tage af sted. Det risikerer til gengæld at ramme folk, der ikke tager derned for at støtte Islamisk Stat, siger han. 

Heller ikke eksperterne i Straffelovrådet føler sig overbeviste om, at et indrejseforbud vil løse problemerne med unge danskere, der tiltrækkes af terrororganisationerne.

- Dette skyldes (...), at der vil være personer, der føler så stærkt for den sag, de ønsker at kæmpe for, at de ikke vil blive afskrækket af risikoen for selv en langvarig fængselsstraf, skriver rådet i sin betænkning.

Regeringen vil træffe beslutning om, for hvilket eller hvilke konkrete områder, der skal gælde et indrejseforbud, efter lovforslagets vedtagelse i Folketinget.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce