Sagsbehandlerne skal finde vej ud fra rådhuset i Gladsaxe, skriver blogger Anders Dinsen

Når floskler og kontrol styrer børneområdet

Ord og handling passer sjældent sammen, når kommuner driver flotte dokumenter med serviceniveauer frem. Nu sker det i Gladsaxe og det eneste der står bøjet i neon er, at der skal spares på den korte bane. Lad os i stedet skabe resultater, der holder.

Forleden kunne vi her på DenOffentlige læse, hvordan Esbjerg Kommune har igangsat omfattende paradigmeskifte. Diana Mose Olsen (SF) skriver om en virkelighed, hvor udfordringen stod bøjet i neon: Den faglige kvalitet skulle forenes med en bæredygtig økonomi.

Politikerne i Esbjerg har erkendt, at opgaven er svær, men netop derfor er det så meget mere bekymrende, når man ser, hvordan man udtrykker sig i eksempelvis Gladsaxe, hvor forvaltningen nu foreslår en opstramning gennem et nyt 'serviceniveau':

Med beskrivelsen af Gladsaxe Kommunes serviceniveau ønsker Børne- og Kulturforvaltningen at tydeliggøre rammerne for kommunens indsats over for børn og unge med særlige behov.

Målsætningen er tydeligvis styringen, og styringen alene, og for at implementere den har man lavet detaljerede beskrivelser af indsatser som systemet skal bevilge og især give afslag på.

De faglige overvejelser virker fraværende og man efterlades som læser med en stærk fornemmelse af, at det her alene handler om systemer, regler og procedurer – ikke om børn.

Nogle positive målsætninger er der ellers nævnt i dagsordenen til politikerne:

  • At børn og unge med særlige behov trives og bliver så dygtige, som de kan.

  • At børn og unge er en del af fællesskaber i de almene tilbud og profiterer af det.

  • At børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, får familielignende tilbud, så vidt muligt i nærheden af barnets eller den unges nærmiljø.

Men, hvad er egentlig meningen med de punkter? Håber man, at politikerne ikke læser længere end dertil når de behandler hele det store sparekatalog?

 

Udenforskabets pris

En ny beregningsmodel fra forsikringsselskabet Skandia og forskere fra Handelshøjskolen viser, at hver eneste nye årgang danske borgere kommer til at koste samfundet 72,3 mia kr i sociale velfærdsydelser gennem livet.

Scandia kalder det for Udenforskabets pris: De samfundsmæssige omkostninger, som er forbundet med at hjælpe de i hver årgang, der af sociale, helbredsmæssige eller arbejdsmæssige årsager ender med at stå udenfor samfundet.

Det beløb kan nedbringes ved bedre at forebygge udsatte børns problemer senere i livet. Skandias beregningsmodel er i stand til at forudsige langtidseffekter af mange af de indsatser kommunerne bruger.

Så langt, så godt: Vi har et langsigtet, samfundsøkonomisk og håndterbart mål for den hjælp velfærdssamfundet giver til udsatte, sårbare og handicappede børn. Og det er vel at mærke et mål, der giver frihed til at den enkelte kommune kan sammensætte sine egne paletter af løsninger.

Kommunen har et ansvar for os alle, at hjælpe udsatte børn til at få det bedre, og med det ansvar er givet stor frihed til at gøre det, der virker lokalt.

 

Hvornår har kommunen sidst talt med dig?

Jeg selv og min familie selv været afhængige af systemets i en del år. Den hjælp mine børn og min familie har fået har været afgørende for at bl.a. min søn Frederik har kunnet udvikle sig trods sine svære problemer.

Men systemets afstand til barnet er blevet større og større gennem årene.

Beslutninger om hjælp bliver nu alene taget på lukkede møder hos embedsmænd, der som de klogeste i hele verden fordeler indsatser og tilbud efter de standardiserede kataloger. Afgørelserne meddeles med digitalt brev til de mennesker det hele handler om.

Det er som om børn i problemer og deres familier, når det kommer til stykket og beslutningerne skal tages, er nogen man helst kun taler om, ikke til - og slet ikke med.

Socialrådgivernes arbejde er reduceret til papirbehandling, regler, systemer og at skrive det uundgåelige afslag.

Handler det overhovedet om børnene længere?

 

Tomme floskler kan ikke slukke ilden

Alle kommuner har ansvaret for, at hjælpe udsatte børn, at forebygge deres problemer senere i livet og at støtte børn med handicap.

Men platformen brænder mange steder, hvor faglige vurderinger knægtes og børn og familier lider. Systemet evner ikke at løse sin opgave godt nok. Det objektive tegn på, at den er gal er selvfølgelig budgettet, der ikke holder, men er budgetstyring og tydeligere rammer hele løsningen?

Tomme floskler om mål og håb for kommunens udsatte børn kan jo ikke slukke den brændende platform. Der skal andet og mere til.

Det er åbenlyst, at sagsbehandlerne skal finde vej væk fra skrivebordene med pc-skærmene og ud i skoler, på gader og i hjemmene, hvor dem det hele handler om befinder sig: Børn, der lider under forældrenes alkoholmisbrug, børn, der plages af angst, børn, der svigtes af forældre, netværk og systemet og ikke får den omsorg og støtte de har brug for for at udvikle sig.

Rådhuset ligger mentalt flere hundrede km fra børnenes verden, Når løsningerne kun kan komme derfra, så virker de dårligere, bliver mindre sammenhængende og sommetider også væsentligt dyrere end nødvendigt.

Esbjerg, og flere andre kommuner, peger på en helt anden tilgang. Hvorfor ikke lære af dem?

Emneord: Inklusion, Anders Dinsen, Folkeskole, Børn og unge med særlige behov, Besparelser, Uge 21
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 44 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også