Flygtningekrisen: EU-ledere vil have hele verden til at hjælpe

Verdens vigtigste industrilande skal tage ansvar for at lette byrden fra flygtningepresset, mener EU-ledere. Sverige er i en meget anstrengt position, siger statsministeren, som vil omfordele flygtninge til EU-lande.

Opgaven med at finde plads til de mange flygtninge er vokset EU over hovedet, og EU-lederne forsøger nu at finde støtte på globalt plan. I et brev til medlemslandene skriver EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at de vil presse på for at finde et globalt svar på flygtningepresset.

Flygtninge - migranter - folkevandring

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.
 
 

Det skal ske ved G20-mødet, som finder sted 15. og 16. november, hvor verdens 19 vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU mødes i den tyrkiske havneby Antalya. De skal drøfte økonomi, skat, handel og klimaforandringer. I brevet hedder det, at G20 har et ansvar for at sikre, at internationale organisationer støtter flygtninge med den økonomiske hjælp, der er brug for.

Donald Tusk indkaldte tirsdag aften til et nyt uformelt EU-topmøde om flygtningekrisen torsdag i næste uge på Malta. Det nye topmøde afholdes, mens EU-lederne i forvejen er samlet i Maltas hovedstad, Valletta, hvor de deltager i et topmøde mellem EU og Afrika.
 
Over en halv million flygtninge er kommet til EU siden årets begyndelse, hvilket har sat EU's politik med interne åbne grænser under massivt pres.
 
- Ved et topmøde i Tyrkiet midt under en flygtningekrise, der skyldes konflikterne i Syrien og andre lande, må G20 tage udfordringen op og føre an i et koordineret og innovativt svar på krisen, hvor dens globale natur og dens økonomiske følger anerkendes, og hvor der fremmes en større international solidaritet i beskyttelsen af flygtninge, skriver Tusk og Juncker.
 
De fremhæver, at G20 har et særligt ansvar for at sikre, at internationale organisationer, der hjælper flygtninge, har de nødvendige finansielle midler. Målet med det uformelle EU-topmøde i næse uge er især at bedømme, hvor langt EU-landene er nået med at føre de initiativer ud i livet, som de allerede har besluttet. 
 
Men EU-præsidenten vil ikke udelukke, at de 28 EU-lande på topmødet kan blive nødt til også at udstikke nye retningslinjer for at håndtere flygtningekrisen.
 
Sverige vil omfordele flygtninge til andre EU-lande
Presset fra de mange migranter og flygtninge, der er nået til Sverige, får den svenske statsminister, Stefan Löfven, til at anmode EU om hjælp til at omfordele nogle af landets flygtninge. Anmodningen vil blive sendt torsdag til EU-Kommissionen, således at asylansøgere i Sverige kan omfordeles til andre EU-lande. Det fremgår ikke, hvor mange der er tale om.

- Sverige har længe taget et urimeligt stort ansvar i forhold til andre lande i EU, og nu er vi i en meget anstrengt position. Det er på tide, at andre lande nu tager ansvar, og derfor kræver regeringen en omfordeling af flygtninge fra Sverige, siger Stefan Löfven i en skriftlig udtalelse til nyhedsbureauet TT.

 
Anna Kinberg Batra, leder af Moderaterna, siger, at det er godt, at regeringen nu går videre med sin anmodning. Det er en del af den aftale om flygtningepolitikken, som blev indgået med Alliancen for omkring to uger siden.
 
På grund af den vanskelige situation for flygtninge mener regeringen, at Sverige bør blive en del af det fordelingssystem, som EU-landene vedtog tidligere i år.
 
De fleste skal fordeles fra Grækenland og Italien, men der var også afsat plads til, at Ungarn kunne omfordele et antal. Da Ungarn ikke ønsker et fordelingssystem, kan andre lande søge om aflastning via denne kvote på omkring 54.000.
 
Sverige har flere gange efterlyst mere solidaritet mellem EU-landene i håndteringen af Europas flygtningekrise. Landet forventer at modtage mellem 140.000 og 190.000 flygtninge i år. Omkostningerne ventes derfor at stige med op til 29 milliarder svenske kroner alene i år.
 
Sverige er medlem af EU, og anmodningen må forventes at blive bragt på banen, når de 28 stats- og regeringsledere holder et nyt uformelt EU-topmøde om flygtningekrisen torsdag i næste uge på Malta.
 
Først indgik de lande, som er med i EU's fælles flygtningepolitik, en aftale om fordeling af 40.000 flygtninge, der var kommet til Grækenland og Italien.
 
I september indgik landene så en aftale om fordeling af yderligere 120.000 asylansøgere i de EU-lande, som er "direkte berørt" af flygtningekrisen.
 
EU's præsident, Donald Tusk, lover sin støtte til det svenske nødråb. Han siger, at de få reaktioner på nødråb hidtil ikke er udtryk for manglende vilje hos visse EU-lande, men et udtryk for, at de er blevet taget på sengen.
 
/ritzau/TT
Emneord: Flygtninge, EU, Internationalt samarbejde, Europæisk samarbejde, Donald Tusk, Jean-Claude Juncker, Sverige, Udland, Stefan Löfven
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også