Det har været en af de vildeste dage jeg nogensinde har oplevet.
Flygtninge overblik
Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre. Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.
Om morgenen tog vi til Padborg, hvor vi på banegården mødte en gruppe flygtninge. De ville ikke forlade perronen, og politiet prøvede at få dem til at følge med.
Flygtningene sad i en stor klynge. Små børn, teenagere, voksne og gamle. Nogle sad og klamrede sig til hinanden, andre sad og græd, og andre gemte deres ansigt i skødet. Det var en meget intens situation og den blev med tiden mere og mere tilspidset. Selvom politiet prøvede at være tålmodige og forstående, så stod de åbenlyst med en umulig opgave.
De uniformerede fra ordensmagten havde lavet en lille ring rundt om flygtninge gruppen. Effekten skabte en klaustrofobisk stemning i gruppen. På et tidspunkt hører jeg, mens jeg ligger på togskinnerne og tager billeder hvordan den ledende betjent siger:
"Vi tager alle et skridt tilbage og så smiler vi. De skal vide, at vi gerne vil samarbejde." Det har ikke den ønskede effekt. På trods af tolke og smil råber desperate kvinder på et for mig fremmed sprog. Man kan se deres desperation malet dybt i ansigtet. En kritisk situation er under udvikling. En efter en vælger politifolk mennesker ud fra gruppen, tager dem og sætter op i salatfadet. Først er det dem der råber højest. Så er det de unge drenge, hvoraf flere er uden ledsagere. Desperationen spreder sig. Voksne mænd græder, kvinder skriger og helt små børn sidder apatisk og betragter det scenarie der udspiller sig foran dem. På et tidspunkt opstår håndgemæng mellem politi og flygtningene. Midt i dette hele sidder børnnene. Store og små. Pludselig bryder en ung mand ud og løber langs togskinnerne tilbage mod Tyskland. Han spurter afsted som om det gælder hans liv. Politiet lader ham løbe. Jeg overhører en samtale mellem to betjente. Tilsyneladende er opstået en ny situation et andet sted i grænselandet. Jeg opfanger fra samtalen, nu er flere hundrede mennesker løbet væk fra Frøslev skole. De har retning mod motorvejen.Jeg fornemmer frustration hos politibetjentene.
"Hvordan skal vi hjælpe dem nu?"
Svaret hænger i den ukendte udvikling, der har foldet sig ud siden Danmark i søndags blev konfronteret med realiteterne af flere års flygtningekrise i Europa.
E45 uden biler
Vi forlader Padborg og gruppen af mennesker i uniformer eller slidt rejsetøj.
Senere på dagen står vi på motorvejsbroen ved Torp, syd for Aabenraa. Vi prøver at gå ned på motorvejen for at gå flygtningene imøde. Men vi bliver stoppet af politiet og bedt om at forlade motorvejen. De er bestemte og man kan mærke de er meget pressede. Men stemningen er stadig god og vi har en god dialog. Jeg stiller mig op på broen, sammen med alle de andre der er kommet til. Da gruppen på motorvejen nærmer sig begynder vi at klappe og vinke. Der råbes opmuntrende ord ned til den store gruppe som nu i flere timer er vandret i det solskinsvejr Danmark er hyldet i idag. Flygtningene er tydeligvis glade for opbakningen og de vinker og smiler til os. Flere begynder at kaste vand og mad ned til dem. Også bleer og en enkelt klapvogn. Jeg ser en lille pige dernede i flokken af mennesker. Hun har de smukkeste mørkebrune øjne og et stort smil. Hun vinker til os i lang tid. Jeg ser små børn der sidder på forældrenes skulder, lidt større børn, omkring de 4-5 år står med mor i hånden og ved ikke om de skal gemme sig eller smile. De kigger lidt nysgerrigt og lidt forsigtigt op til os. Der råbes syriske ord både den ene og den anden vej.
Gruppen krydser under motorvejsbroen og fortsætter på den anden side. En ung mand løber tilbage og samler bleer og klapvogn op og spørger en politibetjent om han må tabe det med. Det får han lov til.
En anden ung mand står under broen og gør tegn til os om han må få en cigaret. Der flyver en hel pakke ned til ham fra vores gruppe. Han får det største smil på, takker og løber tilbage til sin gruppe. Længere fremme ser jeg to unge drenge. I et ubesværet øjeblik glemmer de tilsyneladende hvor de er, og løber rundt i leg. Gruppen fortsætter og vi mister dem af vores syn. Tilbage står vi med en fornemmelse af, at det her har været en "once in a lifetime" oplevelse. Vi stod der på broen, en forsamling af individer med mange forskellige sociale, kulturelle og religiøse baggrunde og vi heppede i fællesskab på den gruppe mennesker der har kæmpet sig igennem en surrealistisk rejse for at komme væk fra fra krig, sult og død. Men hvem vi var og hvor vi kom fra var ligegyldigt, for vi var her alle med det samme formål. Vi var der for at vise vores støtte. Vi var et stort fællesskab.
