Fokus på den "usynlige" eksklusion fra arbejdsmarkedet

For personer, hvor psykisk sygdom er det dominerende handicap, er beskæftigelsesandelen på kun 24,2 %. Eksklusion fra arbejdsmarkedet er altså et stort problem. Derfor skal vi alle, også praktiserende læger, virksomheder, jobcentre, psykiatrien og socialpsykiatrien reflektere over vores holdninger og fordomme over for borgere berørt af psykisk sygdom. Det kan være kompliceret at finde vej igennem vores systemer.

Landskampagnen EN AF OS har som overordnet vision: ”At skabe et bedre liv for alle ved at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med psykiske lidelser.” Psykiske lidelser er en hyppig årsag til, at borgere forlader eller aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet. En del af for­klaringen skal findes i fordomme, tabuer og uvidenhed om psykisk sygdom.

Aftabuisering af psykisk sygdom er en kompleks udfordring. I hvor høj grad det er lykkedes at aftabuisere psykisk sygdom, kan der nok ikke gives noget entydigt svar på. Da kampagnen havde kørt i 14 måneder viste en befolkningsundersøgelse, at 26 % af befolkningen havde kendskab til EN AF OS. Kan vi heraf slutte at vi hermed er lykkedes med 26 % af befolkningen? Næppe. Alle stigmaprojekter har en udfordring med at definere meningsfulde succeskriterier, som rækker ud­over kvantitative målinger af procentvise ændringer i holdninger, fordi det afgørende i virkeligheden er, om disse ændringer fører til reel ændret adfærd.

Eksklusion fra arbejdsmarkedet

Vi er på rette vej – men der er store udfordringer på vejen. Forklaring følger. Aftabuisering handler i sagens natur meget om holdninger, der kan være dybt forankrede og ofte kulturbærende. SFI har siden 2002 gennemført undersøgelser blandt beskæftigede personers betænkeligheder ved at arbejde sammen med en kollega, der er hhv. blind, kørestolsbruger eller har en maniodepressiv lidelse. Resultatet for 2012 viste klart, at betænkeligheden slår stærkest igennem i forhold til psy­kisk lidelse, jf. nedenstående tabel:

Undersøgelsen dækker hele landet, og der er en ganske ubetydelig forskel mellem de enkelte re­gioner. Det kan således konstateres, at der er en ganske massiv modstand i befolkningen i forhold til at få en kollega med maniodepressiv sygdom på arbejdspladsen. På den anden side ved vi, at såvel kolleger som virksomheder, der har prøvet at have en medarbejder/kollega med psykisk li­delse ser ganske anderledes positivt på mulighederne fremadrettet. Det underbygger, at fordomme og tabuer er en betydelig barriere. Men den personlige erfaring, viden og kendskab til problematik­ken giver anledning til ændret adfærd. Det hjælper således at arbejde systematisk med afstigmati­sering. Internationale erfaringer tyder dog på, at det at skabe varige adfærdsændringer mod større rummelighed på arbejdsmarkedet kan strække sig over et årti.

Omfanget af danskere, der dagligt er berørt af psykisk sygdom, anslås til at være ca. 500.000, og flere har mere end én diagnose, ligesom der er en markant stigning i bl.a. de ikke-psykotiske lidel­ser (ADHD, angst, depression). Antallet af unge, som har eller har haft en psykisk lidelse, udgør ca. 8 %. I 2012 er der 455.000 personer, der har købt antidepressiva mindst én gang, svarende til 8 % af befolkningen. Hver tredje ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtager er på antide­pressiv medicin, mens det kun gælder for hver 20. i beskæftigelse. Andelen af kontanthjælpsmod­tagere, som har været i behandling på sygehus og/eller får medicin for psykiske lidelser, er steget fra 17 % i 2003 til 30 % i 2011. De senere år er det også dokumenteret, at der er en forøget soma­tisk sygelighed og markant forkortet livslængde på op til 15-20 år for personer med de sværeste psykiske lidelser.

Eksklusion fra arbejdsmarkedet er et stort problem. Det kan konstateres, at det er forbundet med særdeles store personlige konsekvenser for den enkelte og deres pårørende at blive ramt af en psykisk lidelse. Blandt personer med et handicap eller længerevarende helbredsproblem er be­skæftigelsen væsentligt lavere end blandt personer uden handicap. For personer med mobilitets­handicap var den sæson­korrigerede beskæftigelsesandel 43,9 % i 2012 mod 77,5 % blandt perso­ner uden handicap. For personer, hvor psykisk sygdom er det dominerende handicap, er der en endnu lavere beskæftigelsesandel på kun 24,2 %.

Systemer med selvstigmatiserende effekt

Den 1. januar 2013 trådte en grundlæggende reform af hele førtidspensions- og fleksjobområ­det i kraft. Reformen betyder, at de mest udsatte borgere får en helt ny indsats og hjælp til at komme videre i livet. Førtidspension er nu primært målrettet borgere over 40 år. Udgangspunktet for reformen er, at unge under 40 år ikke skal have førtidspension. Målet med ressourceforløbet er at hjælpe unge videre i livet, så de på længere sigt kan komme i arbejde eller i gang med en ud­dannelse. På kort sigt skal ressourceforløbet udvikle den enkeltes arbejdsevne gennem en hel­hedsorienteret og tværfaglig indsats, som bliver koordineret på tværs af beskæftigelses-, sund­heds-, uddannelses- og socialområdet.

De 91 jobcentre på landsplan løser kerneopgaverne i beskæftigelsesindsatsen. Kerneopgaven er at få ledige i job – således også borgere med nedsat arbejdsevne, enten midlertidigt eller varigt. Her er opgaven at opnå en så stor tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt. Strukturreformen på det offentlige område, som blev gennemført i 2007 betød store ændringer i ansvarsfordelingen omkring psykiatrien i regionerne og socialpsykiatrien i kommunerne, idet kommunerne overtog langt hovedparten af de sociale tilbud fra amterne, og dermed også ansvaret for organisering, fi­nansiering og tilbud. Reformens erklærede formål var bl.a. at skabe én indgang for borgeren.

Oplevelsen fra et borgerperspektiv som følge af de mange strukturelle forandringer er ofte, at den forventede øget tilgængelighed (”én indgang for borgeren”) og sammenhæng ikke er blevet reali­teten, og at det for borgere, som står i sårbare livssituationer, kan være endog meget kompliceret at finde vej igennem systemerne. For borgere, der har eller har haft psykiske lidelser, kan en forvir­rende kontakt med systemerne have en selvstigmatiserende effekt. Mange vil være påvirket i for­hold til deres selvværd, have skamfølelser over at være ramt af psykisk sygdom, usikre på hvordan mulige funktionsnedsættelser som følge af lidelsen påvirker deres erhvervsevne, og derfor ekstra sårbare overfor stereotype antagelser knyttet til deres diagnose og mange forskellige holdninger til fortolkning af deres situation, og hvad de rummer som person, og hvilke behov der skal imøde­kommes, og krav der skal honoreres.

Set ud fra et borgerperspektiv er det afgørende, at det hjælpeapparat som psykiatrien og social­psykiatrien repræsenterer, og som er en del af borgerens støttefunktion, inddrages i jobcentrenes bestræbelser på at realisere den enkelte borgers funktionsevne – helst uden at skabe nye neder­lag.

Samspil mellem systemer på et strukturelt plan har således stor indflydelse, men ud fra en afstig­matiseringsdagsorden har det derudover en selvstændig betydning at skabe øget refleksion hos både praktiserende læge, virksomhed, jobcentre, psykiatri og socialpsykiatri om, hvilke holdninger og fordomme, der er i spil omkring borgere, som er berørt af psykisk sygdom, og hvilke opfattelser af hinandens systemer, der i denne sammenhæng kan være blokerende eller hæmmende for en evt. rehabiliteringsindsats.

Erfaringer indtil nu viser, at det er en tung proces, at løbe de nye reformer i gang. Skabes det rig­tige samspil mellem aktørerne og virksomhederne med borgeren i centrum, har borgeren berørt af psykiske lidelse måske en chance for at få et job, og mulighed for at bidrage til samfundet på lige fod med andre borgere.

Stafetten går til PPclinic

Jeg sender stafetten videre til PPclinic. Jeg ser frem til at høre, hvorledes der skabes ejerskab af ressourceforløb i jobcentrene og hvad der virker i processen på vejen tilbage til arbejdsmarkedet for den enkelte borger med en psykisk lidelse.

Emneord: Psykisk sygdom, En af os, Arbejdsmiljø, Aftabuisering, Lars Toft, Det rummelige arbejdsmarked
Stafetten Det Rummelige Arbejdsmarked på DenOffentlige.dk Stafetten Det Rummelige Arbejdsmarked skal skabe debat og fokus på en udfordring, der dækker velfærdssamfundets ansvar fra to sider. Dels opgaven med at skabe plads til alle på arbejdsmarkedet, og...
Aktivitet: Artikler: 26 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 01.04.14 Catharina Sveistrup Damgaard, Bisidderen@hotmail.dk
    Den "usynlige" eksklusion

    Det er fint med fokus på den eksklusion, der foregår, og det er vigtigt at sætte fokus på, at der har været politiske udmeldinger om, at de nye ressourceforløb skal kunne ændre på denne eksklusion.

    Artiklen berører spørgsmålet om, hvilke holdninger der er på spil, og det er jeg enig i, at vi bør se en del på.

    Jeg er alvorligt bange for, at vore politikere siger, at de har fine hensigter, fx. m.h.t. at de ekskluderede nu skal "få lov til" at arbejde blot de få timer om ugen, som de kan. Men husk nu at ikke "one size fits all". Nogle af de 500.000, der er ekskluderede har ikke brug for at komme igennem nye tvangsisætteri og ressourceforløb. Det handler om, at de rette fagpersoner skal kunne aflæse, hvem der vil kunne profitere af hvad. Og i det spørgsmål er jeg alvorligt bange for, at vi har et kæmpe problem.

    Endvidere er det yderst vigtigt at stille spørgsmålet om, hvad førte til de mange hundrede tusinde, der blev ekskluderet. Diagnosen kan sige en del, fx. om at arejdsmarkedet ikke er/ikke har været villig til at give plads for borgere med psykotiske og ADHD lidelser. Men hvordan er det med fødekæden til de angst-/depressionsramte ? Hvor mange kommer fra stressforhold på arbejdsmarkedet?Og hvad gør arbejdsmarkedet for at stoppe fødekæden ???

    Det siges, at stigningen i stress vil være enorm henimod år 2020. Hvad har vi gang i for at nedsætte antallet af dem, der rammes ?

    Jeg er noget pessimistiks i den retning, men vil meget gerne høre om undersøgelser der peger på noget fra den kant.

    Ellers har vi jo bare gang i lappeløsninger, som måske endda er meget lidt virksomme.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også