Folkeoplysningsloven strammes op: Kommuner skal føre mere tilsyn

Politik

11/05/2016 16:18

Nick Allentoft

Der skal føres mere tilsyn med de foreninger, der får folkeoplysningstilskud. Ny politisk aftale går efter foreninger, der underminerer demokratiet og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder i Danmark, men forklarer ikke, hvordan og hvem, der skal vurdere undermineringen. Se aftalen her.
Den originale tekst fra Kulturministeriet:   Regeringen og S, DF, LA, SF og K er enige om at ændre folkeoplysningsloven, så det i fremtiden ikke er muligt at yde offentlig støtte eller låne/leje lokaler ud til foreninger, der underminerer demokratiet og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder i Danmark. Samtidig indskærpes det kommunale tilsyn med foreningerne.

Som et led i regeringens ambitioner om at dæmme op for ekstremistiske religiøse forkyndere i Danmark har kirke- og kulturminister Bertel Haarder i dag præsenteret to konkrete delaftaler, som skal indgå i en samlet pakke, der forventes klar til efteråret. 

LÆS OGSÅ: Aftaletekst om friskoler

Folkeoplysningsloven vil blive ændret på en række områder: Tilskudskravene til foreninger, der modtager kommunal støtte eller får stillet lokaler til rådighed, strammes op, kommunernes tilsyn indskærpes, og der indføres et krav om, at kommunerne skal offentliggøre lister over, hvilke foreninger der er blevet tildelt støtte, og hvilke der har fået afslag.    Kirke- og kulturminister Bertel Haarder siger: "Regeringen vil ikke være til grin for egne penge. Med ændringerne i folkeoplysningsloven sikrer vi os, at kommunerne i fremtiden ikke kan komme i en situation, hvor de bliver tvunget til at udbetale folkeoplysningsmidler eller låne eller leje lokaler ud til foreninger, der arbejder aktivt for at afskaffe vores demokrati. Samtidig vil vi indskærpe kommunernes tilsyn med de foreninger, der modtager støtte. Det skal være slut med religiøse forkyndere, der prædiker had på statens regning."   Bertel Haarder understreger, at lovforslaget ikke vil forbyde specifikke foreninger:  "De borgere, som måtte have lyst til at forene eller ytre sig om kontroversielle spørgsmål og gå imod ligestilling, demokrati og menneskerettigheder, skal fortsat have mulighed for det. Regeringen vil bare ikke være med til at finansiere det."    Foruden ændringerne i folkeoplysningsloven er regeringen og S, DF, LA, SF og K blevet enige om en opstramning af kommunernes mulighed for at yde tilskud og udleje/udlåne lokaler efter kommunalfuldmagtsreglerne.      Fakta Fakta om ændringer af folkeoplysningsloven og kommunalfuldmagtsreglerne   Regeringen og S, DF, LA, SF og K er enige om at foretage følgende ændringer i folkeoplysningsloven:   Tilskudskravene til foreninger, der tilbyder folkeoplysende aktiviteter, strammes op, så foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder religionsfrihed, ytringsfrihed, forbud mod diskrimination, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed, ikke kan modtage tilskud eller få stillet lokaler til rådighed efter loven.   - Det indskærpes i loven, at kommunerne har pligt til at føre tilsyn med, at foreninger, der modtager støtte efter folkeoplysningsloven, overholder lovens krav, og at kommunerne – bortset fra forhold, som ikke kan bebrejdes foreningen – skal kræve tilskud tilbagebetalt og standse fremadrettet tilskud og støtte til en forening, hvis der i foreningens regi er aktiviteter, som modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.   - Kommunen skal årligt overveje foreningernes tilskud ud fra en risikobaseret tilgang baseret på stikprøver. Hvis kommunen vurderer, at der er risiko for, at foreningen overtræder lovens bestemmelser, skal kommunen udføre et egentligt tilsyn.   - Der indføres et krav om, at kommunerne skal offentliggøre lister over, hvilke foreninger, der er blevet tildelt støtte henholdsvis har fået afslag på støtte efter loven, og at kommunerne skal offentliggøre de regnskaber, som de folkeoplysende foreninger allerede efter de nugældende regler skal indsende til kommunen.   - De nye tilsynsregler vil blive evalueret senest 2 år efter deres ikrafttrædelse.    Regeringen og S, DF, LA, SF og K er i tillæg hertil enige om i folkeoplysningsloven at lave en opstramning af kommunernes mulighed for at yde tilskud og udleje/udlåne lokaler efter kommunalfuldmagtsreglerne.   - Kommunerne vil således ikke - heller ikke via mellemmænd - kunne give tilskud eller udleje/udlåne lokaler til foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder religionsfrihed, ytringsfrihed, forbud mod diskrimination, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed  

Mest Læste

Annonce