Fond vil investere millioner i job til socialt udsatte

Social

29/10/2018 08:36

Nick Allentoft

Ny kapitalfond vil investere i virksomheder, der er særligt gode til at ansætte socialt udsatte medarbejdere.

Der er brug for flere hundrede nye job og uddannelsespladser til udsatte danskere, mener iværksætterne bag en ny kapitalfond.

Derfor skal fonden - Den Sociale Kapitalfond Invest - investere i virksomheder, der ansætter personer, som har svært ved at få et arbejde på grund af et fysisk eller psykisk handicap eller sociale problemer.

- Vores analyse peger på, at der er et uudnyttet potentiale blandt alle de små og mellemstore virksomheder i Danmark, som allerede i dag gør en særlig indsats for at hjælpe udsatte mennesker i lokalområdet, siger direktør for Den Sociale Kapitalfond Invest Lars Jannick Johansen.

- Hvis vi kan hjælpe dem via investeringer til at vokse og gøre en større indsats, så kan vi hjælpe flere udsatte mennesker. Og samtidig har mange af virksomhederne et spændende økonomisk vækstpotentiale.

Nyhedsbrev 2

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

En række store danske investorer og fonde har investeret 289 millioner kroner i kapitalfonden, som nu skal komme socialt bevidste virksomheder til gavn.

Bag fonden står blandt andet Vækstfonden, Tryghedsgruppen, Sparekassen Sjælland-Fyn og Novo Nordisk Fonden.

Det er planen, at Den Sociale Kapitalfond Invest over de næste år skal investere i 15 til 20 virksomheder.

Målgruppen er mindre og mellemstore virksomheder i Danmark og Sydsverige - typisk inden for handel, produktion og service.

For at komme i betragtning til fondens midler, skal en virksomhed i forvejen enten have mindst ti procent socialt udsatte ansatte, eller den skal drives på en måde, så den er med til at løfte et udsat område i Danmark.

Eller virksomheden skal udbyde produkter eller tjenester, der er målrettet til at hjælpe udsatte mennesker.

Den Sociale Kapitalfond Invest blev oprettet i 2017 og havde fra begyndelsen et mål om at indsamle mellem 200 og 300 millioner kroner, før projektet skulle udmøntes i investeringer.

Virksomheden Hitsa, der producerer bænke, cykelskure og andet udendørs inventar, fik tidligere på året en investering fra fonden. 

Det gjorde det ifølge en af virksomhedens ejere, Søren Schultz, muligt at overtage et andet firma, der var flere gange større end modervirksomheden.

- Vi har haft en fælles forståelse for, at det er vigtigt at tage hånd om nogle af de mennesker, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

- Det er vigtigt for os, og det ville vi ikke gå på kompromis med hos en investor, siger Søren Schultz.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce