Forbrugerne får ny kemikalie-vagthund

Regeringen og Enhedslisten sørger nu for, at forbrugerne får en ny kemikalievagthund. Den får navnet KemiWatch.

Danskerne skal have en ny vagthund, der skal hjælpe forbrugerne til at finde rundt i kemikalie-junglen og samtidig holde industrien i ørerne.

Regeringen og Enhedslisten etablerer derfor KemiWatch, der skal indsamle viden om de kemikalier, vi omgiver os med i hverdagen – og sørge for at udbrede den viden til forbrugerne.

 - Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at forhindre, at vi – og især vores børn – bliver udsat for skadelig kemi. KemiWatch vil blive et effektivt redskab til at fravælge produkter, der indeholder skadelig kemi. Forbrugerrådet Tænk har i årevis fungeret som forbrugernes vagthund og kan derfor få KemiWatch hurtigt op at stå og drive organisationen effektivt, til glæde for forbrugerne, siger miljøminister Kirsten Brosbøl. 


KemiWatch skal blandt andet lave nye kemiske analyser af, hvilke kemikalier der findes i forskellige produkter for på den måde at faktatjekke virksomhedernes oplysninger. Den viden skal KemiWatch sørge for at formidle til danske forbrugere ved hjælp af hjemmesider og en hotline om kemikalier i forbrugerprodukter.
 
- Alt for mange skadelige kemikalier er i dag tilladte, og det er dybt frustrerende at det går så langsomt med at få forbudt farlig kemi. Det er derfor et vigtigt fremskridt, at vi nu får etableret KemiWatch, der skal give forbrugerne viden om, hvilke produkter de skal undgå, hvis de ønsker at gå udenom skadelig kemi. KemiWatch vil både gavne folkesundheden og lægge pres på industrien til at udfase de skadelige stoffer og erstatte dem med ufarlige alternativer, siger Enhedslistens miljøordfører Per Clausen.

KemiWatch skal også være med til at opbygge et stærkt, internationalt NGO-netværk, som kan dele viden om kemi på tværs af grænserne.

 - Kampen mod skadelig kemi kan ikke vindes, hvis vi kun kæmper den herhjemme i Danmark. Ved at opbygge et stærkt samarbejde med udenlandske NGO’er og dermed sikre, at vi hele tiden får den nyeste internationale viden om kemikalier, kan KemiWatch være med til at styrke forbrugernes stemme i Europa og understøtte den danske regerings ambitiøse kemikalieindsats i EU, siger Kirsten Brosbøl.
 
Der er afsat 17,4 millioner kroner til Forbrugerrådet Tænk til at oprette og drive vagthunden KemiWatch.

Miljøministeriet på DenOffentlige.dk Miljøministeriet
Aktivitet: Artikler: 150 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også