- Vi har en situation, hvor det offentlige betaler for noget, som folk faktisk er forsikrede imod, siger finansordfører Mike Legarth (K).

Forsikringer skal skaffe flere penge i kommunekassen

Kommunerne skal være bedre til at få udbetalt sygedagpenge fra forsikringsselskaberne, lyder det.

Regeringen, Venstre og De Konservative ønsker, at forsikringsselskaber i langt højere grad end tidligere skal betale for de ydelser, som det offentlige har i forbindelse med en arbejdsskade. 

I den nye finanslovaftale lyder et foreløbigt skøn, at staten fra 2015 kan indkassere 100 millioner kroner hvert år ved at få forsikringsselskaberne til dække omkostninger til eksempelvis dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge, skriver Avisen.dk. 

- Vi har en situation, hvor det offentlige betaler for noget, som folk faktisk er forsikrede imod, siger finansordfører Mike Legarth (K).

Når et forsikringsselskab udbetaler en erstatning for eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste, laver de en modregning af en række sociale ydelser.

For sygedagpengeområdet gælder det, at kommunerne kan kræve deres udgifter tilbage, hvis de er modregnet. Men kommunerne er langt fra gode nok til at få udbetalt sygedagpenge fra forsikringsselskaberne.

Det betyder, at penge, der kunne gå til kollektiv trafik, ældrepleje eller anden velfærd, havner hos forsikringsselskaberne.

Som en del af finanslovaftalen nedsættes derfor et tværministerielt udvalg, der får til opgave at finde ud af, hvordan man kan øge kommunernes mulighed for at "hjemtage offentlige ydelser fra erstatningsansvarlige".

- Det her handler om, hvad der retmæssigt tilkommer kommunerne, så vi ikke fra de offentlige kasser indirekte betaler forsikringsselskaberne penge, de egentlig ikke er berettiget til, siger finansordfører Sofie Carsten Nielsen (R).

Det nye udvalg skal også kigge på, om kommunerne kan indkassere penge fra andre ydelsesområder end sygedagpenge.

I brancheorganisationen Forsikring & Pension mener underdirektør Torben Weiss Garne, at det ville være en meget underlig udvikling at udstrække forsikringsselskabernes forpligtelser til andre ydelsesområder end sygedagpengene.

- 100 millioner kroner er mange penge, og der er kun én gruppe til at betale dem. Det er dem, der betaler præmierne, siger Torben Weiss Garne til Avisen.dk.

/ritzau/

 

Emneord: Forsikringsselskaber, Regeringen, Venstre, Konservative, Dagpenge, Kontanthjælp, Sygedagpenge, Sofie Carsten Nielsen, Torben Weiss Garne
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også