Frank Jensens forvaltning lækkede Allerslevs bryllupsoplysninger

Lækkede oplysninger om Anna Mee Allerslevs bryllup på Københavns Rådhus kom fra overborgmesterens forvaltning.

Det var medarbejdere under overborgmester Frank Jensens (S) forvaltning, der lækkede oplysninger til BT om nu tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs (R) bryllup på rådhuset.

Det fortæller overborgmesteren i "Talkshowet Lippert" på TV2 News onsdag, skriver tv2.dk:

- Det er jeg selvfølgelig hamrende ærgerlig over, og det er fuldstændigt uacceptabelt, siger Frank Jensen i tv-programmet.

Følg KV17 og RV17 på temasiderne

Vi samler alle væsentlige historier om Kommunalvalget 2017 og Regionsrådsvalget 2017 på disse temasider: KV17 / RV17

BT kunne i september berette, at Allerslev gratis havde lånt rådhussalen til sit bryllup. Leje af salen koster ellers 65.000 kroner for andre borgere. Sagen endte med, at Allerslev betalte pengene og trak sig fra politik.

Også Venstres spidskandidat til Borgerrepræsentationen, Cecilia Lonning-Skovgaard, har gratis holdt bryllup på rådhuset. Hun har efterfølgende også meddelt, at hun vil betale lejen.

Lækket af oplysningerne om Allerslevs bryllup er blevet lokaliseret til Københavns Kommunes Rådhusservice under Økonomiforvaltningen, som Frank Jensen er ansvarlig for.

Overborgmesteren understreger i "Talkshowet Lippert", at medarbejderne i forvaltningen er blevet kaldt sammen og har fået besked på, at det er "fuldstændig langt ude over, hvad der er acceptabelt".

Men sagen bliver ikke politianmeldt, fordi det vurderes, at journalisterne også ville have fået oplysningerne, hvis de selv havde søgt aktindsigt.

- Hvordan skulle vi gå videre med det? Så skulle man jo gå i gang med at se på folks computere og se på deres ip-adresser og så videre. Og der skal forvaltningen jo undersøge, om man skal gå så langt, siger Frank Jensen.

Hverken Anna Mee Allerslev eller Cecilia Lonning-Skovgaard har brudt reglerne med deres bryllupper på rådhuset. 

Frank Jensen har selv sagt god for den praksis, hvor medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation kvit og frit kan låne de store festsale på rådhuset - selv om det koster penge for alle kommunens andre borgere.

Beslutningen om gratis lån af rådhusets lokaler blev truffet på et møde mellem gruppeformændene i 2012, hvor også Frank Jensen deltog.

 

OVERBLIK: Københavns Rådhusservice lækkede Anna Mee-oplysninger
Anna Mee Allerslev (R), der er tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, og som var partiets spidskandidat til kommunalvalget 21. november, trak sig fra politik i slutningen af oktober.

Det skete efter måneders kritik af, at hendes forvaltnings praksis på beskæftigelsesområdet fulgt op med populær kritik af, at hun havde lånt lokaler til sit bryllup gratis på Københavns Rådhus.

Onsdag kom det frem, at det var Københavns Rådhusservice, en afdeling under overborgmester Frank Jensen (S), der lækkede informationer om brylluppet til pressen.

Anna Mee Allerslev har ikke brudt reglerne med sit bryllup på rådhuset.

Frank Jensen har sagt god for den praksis, hvor medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation kvit og frit kan låne de store festsale på rådhuset - selv om det koster penge for alle kommunens andre borgere.

Få her et overblik over forløbet.

* Juni 

TV2 Lorry bringer indslag om, hvordan beskæftigelsesforvaltningen under Anna Mee Allerslev sylter afgørelser om førtidspension. Historien bliver forstærket, da Anna Mee Allerslev gentagne gange afviser ansvar, og sender det til beskæftigelsesministeren og Folketinget. 

* Sommerferien

I løbet af sommeren vokser protesterne med flere demonstrationer og konflikter mellem Anna Mee Allerslev og aktivister i den sociale modstandsbevægelse. Hashtagget AnnaAnsvarsløs dukker op. 

* 11. september: 

Anna Mee Allerslev skriver på Facebook: I morgen bringer BT en historie om, at jeg har holdt vores bryllupsreception på Rådhuset. Det er helt korrekt.

Hun skriver yderligere, at "vi har selvfølgelig fulgt alle de regler" og at "inden beslutningen dobbelttjekkede jeg med Borgerrepræsentationens sekretariat, og de bekræftede, at vi måtte holde vores reception på Rådhuset".

De Radikales politiske leder Morten Østergaard skrev i kommentarfeltet samme aften:

- Som altid har du styr på det hele Anna. BT kan rende og hoppe, kan de.

* 12. september:

BT skriver, at Anna Mee Allerslev kvit og frit har lånt rådhushallen på Københavns Rådhus til sin bryllupsreception i august 2017.

Skatteeksperter vurderer, at værdien af lokalelånet er 65.000 kroner, som der skal betales skat af. Det agter Anna Mee Allerslev ifølge BT at gøre.

Lokalet må ikke normalt udlejes til medlemmer af borgerrepræsentationen til private arrangementer.

Det er dog alligevel en administrativ praksis i kommunen. Her får politikerne lov til at bruge lokalerne, hvis de står ledige.

Anna Mee Allerslev bestilte lokalerne et år forinden.

* 13. september:

Anna Mee Allerslev siger til BT, at hun vil bede Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune om at få foretaget en ekstern undersøgelse af Borgerrepræsentationens regler på området for udlejning af lokaler.

Derudover oplyser hun, at hun vil betale 17.316,25 kroner tilbage for maden til en fødselsdagsreception, som hun holdt i 2014 i forbindelse med sin 30-års fødselsdag.

Ifølge borgmesteren fulgte sekretariatet reglerne for officielle, offentlige runde fødselsdagsreceptioner. Derfor sendte de ikke regningen videre dengang i 2014.

Alligevel vil hun nu betale for forplejningen.

* 13. september:

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune påtager sig ansvaret for afregningen af Anna Mee Allerslevs lån af rådhushallen.

Økonomiforvaltningens direktør, Peter Steengaard Mørch, siger efterfølgende, at reglerne for udlån af rådhusets lokaler skal strammes op.

* 13. september:

Statens vagthund på området - det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen - beder Københavns Kommune om en udtalelse i sagen for at vurdere, om der skal igangsættes en tilsynssag.

* 5. oktober:

BT skriver, at Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale gratis til rådighed hos Øens Murerfirma til sin 30-års fødselsdagsfest i 2014.

Øens Murerfirma har et samarbejde med Anna Mee Allerslevs forvaltning.

Hun har flere gange fremhævet virksomhedens sociale indsats. Og Allerslev var som medlem af dommerkomitéen også med til at give Øens Murerfirma Københavns Erhvervspris 2017.

Allerslev forklarer, at ejeren af Øens Murerfirma er hendes private ven. Derfor fik hun lov at låne firmaets kantine.

* 18. oktober:

Anna Mee Allerslev oplyser, at hun betaler 65.000 kroner for leje af rådhushallen til sin bryllupsreception.

* 21. oktober:

Nummer fire på De Radikales opstillingsliste i København, Randi Hjortholm, meddeler, at hun ikke kan støtte Allerslev.

* 24. oktober:

Anna Mee Allerslev oplyser på Facebook, at hun har bedt om en regning, så hun kan betale Øens Murerfirma. Regningen er på 1000 kroner, skriver hun.

Bo Nissen Knudsen trækker sig som formand for Hovedstadens Radikale Venstre. Han kan ikke længere stå inde for valgkampen og Anna Mee Allerslev, meddeler han.

Han beskylder hende for at prioritere interne intriger samt for at lyve og underminere partiforeningen.

Det kommer frem, at formanden for De Radikale i Københavns kampagneudvalg, Rasmus Pontoppidan, trak sig fra sin post allerede for en måned siden. Den altovervejende grund var Anna Mee Allerslevs ageren.

Det skriver han i et opslag på Facebook, efter at Bo Nissen Knudsen har meldt sin beslutning ud.

* 25. oktober:

BT skriver, at Allerslev har brugt sin borgmesterposition til at hjælpe Øens Murerfirma i forskellige sager. Ifølge forvaltningsekspert er det dog tvivlsomt, om borgmesteren er inhabil i sagen. 

Alligevel beskylder partifællen Charlotte Fischer borgmesteren for korruption.

Anna Mee Allerslev inviterer til pressemøde, hvor hun vil meddeler, at hun trækker sig fra politik i København.

29. oktober: 

De Radikale i København peger på Mie Nyegaard som ny spidskandidat i København. Anna Mee Allerslevs navn vil stadig stå på valgsedlen, da det er for sent at fjerne den.

15. november:

TV2 skriver, at det var Københavns Rådhusservice, der lækkede informationerne om Anna Mee Allerslevs bryllup til BT.

- Det er jeg selvfølgelig hamrende ærgerlig over, og det er fuldstændigt uacceptabelt, siger overborgmester Frank Jensen til TV2.

Kilder: BT og Ritzau.

/ritzau/

 

Emneord: KV17, Anna Mee Allerslev, Frank Jensen, Københavns Kommune, Spin, Kommunikation, Læk, 161117
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 16.11.17 Anne-Marie Krogsbøll
    Hvad er der galt?

    Hvad er der galt med, at den pågældende har lækket disse oplysninger? Er det ikke en form for whistleblowing, som vi skal være taknemmelige for? Der er ikke noget ulovligt i det, og det er oplysninger, som journalister under alle omstændigheder ville have ret til at få - så hvad er problemet?

    Jeg forstår simpelthen ikke, hvilken grund der er til at give reprimande - de offentligt ansatte har jo - får vi altid at vide - ytringsfrihed?

    Frank Jensen siger:
    " Det er jeg selvfølgelig hamrende ærgerlig over, og det er fuldstændigt uacceptabelt, siger Frank Jensen i tv-programmet." Hvad er det, der er uacceptabelt? Er det ærgerlige ikke mest at blive afsløret? Det er selvfølgelig også rigtigt surt.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også