Front Nationals leder Marine Le Pen har blikket rettet mod præsidentposten.

Fransk lokalvalg kan kickstarte Le Pens præsidenttogt

Søndag stemmer franskmændene ved lokalvalg. Udfaldet bliver et vink med en vognstang til landspolitikerne.

Selv om der på papiret blot er tale om et lokalvalg, er flere af Frankrigs ledende politikere til eksamen, når franskmændene søndag stemmer til generalrådet i deres respektive departementer, der er ét af fire politiske niveauer i Frankrig.


Størst fokus er der på, om Front National - det indvandrerkritiske franske nationalistparti - bliver landets største parti for anden gang i træk, efter at det triumferede ved valget til Europa-Parlamentet i maj sidste år.

Et godt resultat ved lokalvalgene vil styrke muligheden for, at Front Nationals leder, Marine Le Pen, stiller op ved præsidentvalget i 2017.

- Om et par måneder vil vi være etableret i regionerne, og derfra vil vi invadere Elyseé-paladset, sagde hun for nylig.

Mange franskmænd interesserer sig egentlig ikke rigtig for valget søndag. Det er nemlig forholdsvis begrænset, hvilke beføjelser departementernes generalråd har. 

Men signalværdien vil ikke være til at tage fejl af for Frankrigs præsident, François Hollande, hvis vælgerne halvvejs i hans embedsperiode vender ham og socialistpartiet ryggen.

Derfor har ministre og ledende politiske skikkelser i Socialistpartiet - på trods af valgets ringe politiske betydning - turneret de fleste af de 101 departementer tynde i et sidste forsøg på at skrabe stemmer sammen til partiet.

Derudover er valget også den første politiske styrkeprøve i Frankrig efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar, hvor præsident Hollande generelt modtog ros for sin håndtering.

Ifølge meningsmålinger står det borgerlige UMP-parti med tidligere præsident Sarkozy i spidsen og Front National side om side i kampen om vælgernes gunst med hver omkring 30 procent, mens Socialistpartiet står til omkring 20 procent af stemmer.

Lokalvalget i departementerne består af en første valgrunde søndag og en anden valgrunde næste søndag. 

Det betyder formentlig, at selv om Front National skulle få over hver fjerde stemme i første valgrunde, vil det kun komme til magten i omkring fem departementer, fordi både UMP- og socialistparti-vælgere ved det afgørende valg ventes at se stort på partitilknytning for at holde Front National væk fra magten.

François Hollande har på forhånd udelukket, at valgresultatet vil få ham til at ændre på sammensætningen af regeringen.

/ritzau/AFP

Emneord: Udland, Frankrig, Præsidentvalg, Francois Hollande, Marine Le Pen, Front National
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

  • 25.06.21 Politik
    Her er de nye rejsevejledninger

    Udenrigsministeriet opdaterer ugentligt rejsevejledningerne for EU og Schengenlandene på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut. Nedenfor er et overblik over, hvad der er gældende fra lørdag den 26. juni kl. 16.

  • 18.06.21 Politik
    Ny politisk aftale: 850 millioner til udvikling af grønne brændstoffer

    CO2-neutrale løsninger inden for blandt andet den tunge transport er afgørende for at komme i mål med den grønne omstilling. Derfor afsætter regeringen og et bredt flertal i Folketinget nu 850 mio. kroner til udviklingen af Power-to-X-teknologier, der skal gøre det muligt i stor skala at omdanne grøn strøm til brint og andre bæredygtige brændstoffer, der kan bruges i skibe, fly, lastbiler og den tunge industri.

  • 15.06.21 Politik
    Regeringen sender 45 mio. kr. til det nordlige Syrien

    Som et led i arbejdet i Task Force Evakuering giver Danmark et humanitært bidrag på 45 mio. kr. til det nordlige Syrien.

  • 15.06.21 Politik
    Nyt fra Veganerpartiet: Vælger ny ledelse

    I weekenden afholdte Veganerpartiet landsmøde i Nyborg. Her blev den nye landsledelse valgt, og processen om at finde ny frontfigur for partiet sat i gang.

  • 11.06.21 Politik
    Skatteministerium lader svindelsager forælde

    Borgere og virksomheder kan med forsæt eller ved grov uagtsomhed afgive urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skattekontrollen for at unddrage at betale skat eller afgifter. I så fald kan de straffes med bøde eller fængsel. Skatteministeriet har opgjort, at ca. hver 10. virksomhed bevidst angiver skat og moms forkert.