Fravær på VUC - hvad er et godt tal egentlig?

Velfærd

31/01/2017 22:00

KVUC

Altinget skriver at ”Voksenuddannelser plages af massivt elevfravær”. Gennemsnitlig 35% på den almene voksenuddannelse på 9. og 10. klasses niveau. Det er et tal, der skal bringes ned – og ja, det er alle enige om. Men hvad er egentlig et godt tal, når voksenuddannelsescentrene også har til opgave at hjælpe flere og flere voksne mennesker med store udfordringer i deres liv.

Man kan fremstille tal på mange måder. I Altinget i dag omtales en rapport fra Deloitte under overskriften ”Massivt elevfravær”, og KL kalder elevfraværstallene på den almene voksenuddannelse på 9. og 10. klasses niveau for ”stærkt bekymrende”.

Mere fra KVUC

Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs flere af deres historier og cases her

Læs også: Ian bestod 9. klasse som 27-årig – nu leder han efter en læreplads som tømrer 

Lad det være sagt helt entydigt: Vi skal arbejde hårdt for at bringe fraværet ned. Altid! På KVUC i København har vi en fraværsprocent, der i foråret 2016 lå på 20-25%.

Andre tal viser, at 86% af kursisterne gennemførte deres undervisningstimer samme forår, og fra 2013 til 2016 er denne gennemførselsprocent steget med 10-20% i de forskellige fag.

Er det dårlige tal?

Når målet altid må være, at 100% gennemfører deres undervisning, er der et stykke vej endnu. Det er dog vigtigt at se tallene i en større sammenhæng.

Kursistgruppen er blevet stadig mere kompleks

Mange ved ikke, hvad den almene voksenuddannelse (avu) faktisk dækker over. På avu hjælper vi voksne med at få de kvalifikationer på 9. og 10. klasses niveau, som de mangler. Det er flere, end de fleste er klar over. På KVUC havde vi i alt indskrevet 2500 kursister på avu i 2016. Der er mange stærke personer iblandt målgruppen, men der er også mange udsatte grupper.

Læs også: Lyttende mentorer på Genvejen får unge til at gennemføre deres uddannelse 

Omkring 20% af en typisk ungdomsårgang i hovedstaden får ikke deres afgangsprøve fra 9. klasse med karakterer, der giver dem mulighed for at komme videre. Dykker man ned i Deloittes rapport ”Kombineret kvantitativ og kvalitativ analyse af avu og produktionsskoleforløb”, så får man ret hurtigt et mere nuanceret billede end overskriften om ”elevfravær” antyder.

Rapporten fremhæver, at ”kursist- og deltagergruppen er blevet stadig mere kompleks”:

  • Mange kommer fra uddannelsesfremmede hjem og kæmper med sociale, sundhedsmæssige og sproglige udfordringer.
  • 35% af kursisterne er af anden etnisk baggrund end dansk.
  • 7% af kursisterne har en psykisk diagnose.
  • 12% af kursisterne har en eller flere strafferetslige domme bag sig.

Hjælper de allermest udsatte unge voksne i hovedstaden

Rapporten bemærker, at selvom der også optages en gruppe relativt stærke unge:

 ”.. er tendensen med en stigende andel unge med problemer udover det faglige især tydelig for avu, hvor særligt kontanthjælpsreformens uddannelsespålæg forventes at medføre en øget tilgang af kursister, der vil søge optag på avu af økonomiske årsager”.

Læs også: De unges veje gennem uddannelse bliver aldrig helt snorlige for alle 

Sagt på en anden måde: Når KVUC hjælper nogle af de allermest udsatte unge voksne i København ind på en plads i det danske samfund, er der mange tal og fakta i spil:

  • Er et landsgennemsnitligt fravær på 35% det rette at se på uden at se på andre sammenhænge?
  • Er en gennemførselsprocent på KVUC på 86% i undervisningstimerne i foråret 2016 fakta, som også bør bringes i spil?
  • Deloitte rapporten på, at andelen af kursister der fortsætter i uddannelse et halvt år efter deres avu-forløb er stigende fra 2010-2014. Er det også fakta, der bør nævnes i sammenhængen?
  • 90% af de unge, der får mentorstøtte på KVUC via Genvejen, gennemfører deres uddannelsesforløb.
  • En ny VUC-undersøgelse viser, at mere end 11.000 har fået adgang til erhvervsuddannelserne via uddannelser på VUC.

Systematiske indsatser bærer frugt

På KVUC er vi rigtig glade for, at en række af vores systematiske indsatser i de senere år bærer frugt. 

Som eksempel er der blevet iværksat et endnu tættere samarbejde mellem vores lærere og vejledere om kursisterne, som bliver indkaldt til vejledningssamtaler om gennemførelsesindsatser tidligt i forløbet. Hvis der er behov for det, bliver der indgået tydelige og nedskrevne aftaler med kursisterne om, hvordan fravær og manglende opgaveafleveringer kan nedbringes.

Vores erfaring er, at tydelighed og god information om reglerne virker fastholdende. Andre vigtige tilgange i gennemførelsesarbejdet er, at:

  • Den daglige undervisning sker med et direkte fokus på de enkelte deltageres udfordringer og faglige mangler.
  • Der sideløbende arbejdes med personlig kompetenceudvikling og systematisk udvikling af studiekompetencer.
  • Der skal være et stærkt og forpligtende samarbejde om de unge mellem uddannelsesinstitutioner, jobcentre og ungdomsvejledninger

Læs også: Tosprogede skal vide mere om erhvervsuddannelser

Vi har gode erfaringer fra samarbejdet med andre store aktører på området. Genvejen på KVUC er således et brobygningsforløb for alle unge, der er blevet henvist til uddannelse af Jobcenteret i København. På Genvejen får den enkelte kursist tilknyttet sin egen mentor, og hjælpen og vejledningen fra mentoren tager udgangspunkt i den enkelte kursists behov og situation. Resultaterne viser, at 90% af de unge med mentorstøtte ender med at gennemføre deres uddannelsesforløb og gå til prøver.

KVUC er også projektleder for Region Hovedstadens projekt Upgrade, hvor andre regionale VUC’er er involveret. En midtvejsevaluering i 2015 viste, at 93% af kursisterne fortsatte deres uddannelse, heraf 55% på en erhvervsuddannelse.

Upgrade projektet bliver afsluttet med en konference på KVUC i april, og i marts publicerer KORA deres følgeforskning knyttet til projektet.

Der skal være et stærkt og forpligtende samarbejde

Samlet set har KVUC derfor mange praksisnære og vidensbaserede erfaringer. Derfor lægger vi også mærke til, når Deloitte rapporten fremhæver nogle af de gode ting, som VUC’erne lægger vægt på i det daglige arbejde. Fx omkring organiseringen, de særlige pædagogiske metoder og samarbejdet med kommunerne.

Læs også: VUC’ernes motorvej til erhvervsuddannelser 

Vi skal hele tiden arbejde målrettet for at blive endnu bedre til at hjælpe vores komplekse målgruppe i et stærkt og forpligtende samarbejde med de andre vigtige aktører på området – også for at bringe elevfraværet ned.

 

 

Mest Læste

Annonce