Frivillighedens mangfoldige muligheder

Velfærd

02/12/2013 14:48

Freja Eriksen

Har man mødt de foreningsfrivillige i skolens kendte omgivelser, er vejen til at løbe skoven tynd i ork-kostume, eller møde op til politisk debatmøde i en af partiernes ungdomsforeninger, ikke så lang og farlig. Foreningslivet og folkeskolens samarbejde rummer mangfoldige muligheder.

Af Signe Bo, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

Først og fremmest tak til Anne-Dorte Krog, rådmand for Skole- og Kulturforvaltningen i Aalborg, for at sende blogstafetten videre til DUF.

I DUF arbejder vi med at fremme unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet, og som repræsentant for landets samfundsengagerende og idébestemte ungdomsorganisationer – med mere end 6.000 lokalforeninger – er folkeskolereformen et emne, der helt naturligt optager os.  

Folkeskolereformen åbner nemlig for samarbejde mellem foreninger og skoler. Det er måske ikke et nyt fænomen, men det er nyt, at det nu står sort på hvidt, at læring i folkeskolen skal spille sammen med det lokale foreningsliv. Jeg kender til mange foreninger, der allerede har erfaringer omkring samarbejde med kommunen, SFO’en, daginstitutionen med videre. I DUF starter vi derfor ikke helt på bar bund, når folkeskolereformen skal udrulles. Men der er nye ting i reformen, som gør, at vi i foreningslivet er nødt til at tænke os om en ekstra gang og finde ud af, hvordan vi passer ind i en folkeskolesammenhæng.

Frivillig fra 8-16 – kan man det?

Et af de første spørgsmål, mange frivillige foreninger stiller sig selv lige nu, er, om det overhovedet er muligt at finde frivillige, der kan lave noget i dagtimerne i skolerne. De frivillige går jo typisk på arbejde eller er selv i skole i dagtimerne. Jeg er ikke i tvivl om, at tidsrummet kommer til at spille en rolle for, om og hvordan foreninger kan indgå i et samarbejde med den lokale folkeskole, og det vil være op til den enkelte frivillige og lokalforening at finde ud af, om der er ressourcer til at stå for aktiviteter i folkeskolen.

Noget andet er, hvordan formen for samarbejdet bliver. Skal foreningerne binde sig til faste ugentlige aktiviteter i et halvt år? Eller kan de være en samarbejdspartner på temauger og projektdage, hvor engagementet er kort og intensivt? Jeg tror, at foreninger vil have forskellige præferencer, og det må være op til skolerne og kommunerne lokalt at skabe strukturer, der imødekommer forskellige foreningers muligheder for at spille med på folkeskolereformen. Fx vil de fleste foreninger formentlig kunne sende en gæstelærer eller to et par gange om året. Andre steder vil der endda være mulighed for, at en studerende eller pensionist fra foreningslivet kan bidrage til faste aktiviteter. 

Der er ingen tvivl om, at foreningerne har meget at byde ind med i folkeskolen: drama, musik, bevægelse og udfordringer i naturen, kulturmøder, demokrati og politik, idræt og historiefortælling. Foreningslivet er mangfoldigt, og mulighederne er mange. Foreningsfrivillige kommer med deres egen form for ”faglighed” – noget de brænder for. Og i mødet med folkeskolens faglighed bliver der sandsynligvis nogle kanter, der skal rundes, så de to former for faglighed kan spille sammen i gensidig forståelse. De frivillige kommer med et brændende engagement og skal måske lære at sætte ord på læringen i aktiviteterne, mens folkeskolen skal have forståelse for, at foreningslivets tilgange kan skabe nye former for læring, fx at lede andre eller tage ansvar for projekter og aktiviteter.

Foreningsfrivillige er i sagens natur frivillige. Her kan fx kommunen ikke stille de samme krav, som de kan til ansatte lærere. Vi kan og skal ikke nødvendigvis forvente, at foreningerne vil binde sig til ugentlige aftaler over måneder eller år. Vi kan ikke kræve af frivillige, at de møder op med fem minutters varsel, fordi der er opstået et hul i skoleskemaet. Men foreningsfrivillige er også ansvarlige mennesker. Jeg mener derfor, at vi må indgå aftaler, der passer både til skolen og til foreningerne, og så kan vi formentlig forvente, at foreninger og skoler lever op til det, der bliver aftalt.

Husk mangfoldigheden

Hvis vi vil have det fulde ud af folkeskolereformens åbning over for foreningslivet, må vi tænke bredt – og måske også bredere end de foreninger, der ligger længst fremme i bevidstheden. Jeg synes, det er vigtigt, at folkeskolen ikke kun inviterer idrætsforeninger, skoleskak og spejdere ind, men også har øje for foreninger med et politisk eller kirkeligt ståsted. Foreninger, hvor elever får mulighed for at møde holdninger og værdier, som de måske ikke møder i dagligdagen. Det kunne fx være den unge socialdemokrat eller venstremand, der i samfundsfag forklarer forskellene på deres politiske ståsteder. Det kunne også være den frivillige, der lige er kommet hjem fra et udvekslingsophold i Brasilien og kan fortælle om forskellene mellem at være barn i Brasilien og Danmark. Mulighederne er uendelige, og eleverne vil få undervisning i øjenhøjde, hvor unge fortæller unge, hvordan de oplever samfundsforhold i Danmark og resten af verden i dag.

Alle skal vinde (noget)

Hvis foreningslivet skal være med til at understøtte folkeskolereformen, er det væsentligt at huske, at reformen jo ikke er lavet for foreningslivets skyld, men for folkeskolens skyld. Derfor er det ikke sikkert, at alle foreningsfrivillige umiddelbart kan se fordelene i at sprede deres aktiviteter ud over et helt nyt område. Og da slet ikke, hvis gevinsten ikke er umiddelbar.

Motivationen for foreningerne til at spille aktivt ind i folkeskolereformen er forskellig fra forening til forening. Nogle vil måske være interesserede i en økonomisk gulerod, mens andre kan se muligheder i at komme ud til nye målgrupper og eventuelt få flere medlemmer i foreningen. Nogle foreninger kan også have en interesse i at dele faciliteter med skolerne, så flere elever kommer ud der, hvor foreningslivet er til daglig, og måske er det ikke urealistisk, at de lokale spejdere åbner dørene til deres naturområder, bålpladser og friluftsfaciliteter, så folkeskolen også kan få gavn af dem.

Jeg tror, at skole, lærere, foreninger og elevers øgede kendskab til hinanden vil kunne være med til at skabe en kortere vej fra skolebænk til raftetårn. De fleste kommer ind i foreningslivet, fordi de kender nogen i forvejen. Så når man har mødt de foreningsfrivillige i skolens kendte omgivelser, er vejen til at løbe skoven tynd i ork-kostume eller møde op til politisk debatmøde i en af partiernes ungdomsforeninger ikke så lang og farlig. Også derfor står DUF klar til at gribe folkeskolereformens muligheder.

I samarbejdet mellem folkeskole og foreningsliv ligger der også en potentiel risiko for foreningslivet, som dog er svær at forudse endnu. For når eleverne møder foreningslivet i skoletiden, gider de så gå til de samme foreningsaktiviteter efter skoletid? Jeg tror, at det kommer an på en prøve. Og så skal vi huske, at foreningslivet er meget mere end den enkelte aktivitet. Det er også det forpligtende fællesskab, sammenholdet med jævnaldrende og samarbejdet på tværs af alle aldre uden for skolens rammer. Det er personlig udvikling, demokratisering og læring i uformelle rammer. Så foreningslivet har mere at byde på, end det vi kan nå at vise i folkeskolen. Men ingen tvivl om, at DUF er opmærksomme på, om foreningslivets integration i folkeskolen påvirker unges foreningsaktivitet i fritiden.

Stafetten går til Casper Holst Mayo Nielsen og Ronnie Pedersen

Jeg vil gerne sende stafetten videre herfra til stifterne af Institute for Community Organizing, Casper Holst Mayo Nielsen og Ronnie Pedersen med spørgsmålene: Hvordan motiverer og inddrager man frivillige? Og hvordan holder man dem i gang? 

 

Mest Læste

Annonce