Du vågner en morgen, tager morgenkåben på og går ned til den nærmeste købmand. Her finder du en tilfældig kunde, giver ham en ske, lukker øjnene og beder ham om at made dig. Måske giver han dig havregryn, men det kan også være glasskår. Jeg mener, at det er lige præcis morgenmadsspiserens rolle, vi giver til alt for mange unge.
Lige nu læser andre
Konklusionerne
For en måned siden udgav jeg gratisbogen ”Få succes som voksen” og siden har jeg både interviewet og skrevet med en masse mennesker med noget på hjerte i forhold til, hvad unge kan gøre i dag for at få succes i fremtiden. De mange reaktioner har ført frem til to konklusioner, jeg gerne vil starte dette blogindlæg med:
1. Der er særdeles mange gode muligheder for unge i Danmark.
2. Det er tilfældigt, om mulighederne når frem til de unge
Klog vs. dygtig
Lars Godbersen har hele sit liv været involveret i Flying Superkids, som han i dag er leder for. Han slår fast, at vi i fremtiden ikke kan leve udelukkende af at være kloge, for vi kan ganske enkelt ikke hamle op med en mia. indere og en mia. kinesere. Han mener, at vi derfor også skal huske at fokusere på dygtigheden. Med ”dygtig” mener han evnen til at spille guitar til fingrene bløder, at øve sig og generelt at kunne bruge sin klogskab til noget. Se videoen her.
I Danmark er vi fantastiske til at få viden ind i hoveder, men det er ganske enkelt ikke nok. TV2 Nyhederne lavede fx en reportage d.30. august om det helt enestående arbejde, som tidligere jægersoldat, Nicolai Moltke-Leth og hans team i ”True North” laver. På fem dage kan de blandt andet ændre frafaldet på en ungdomsuddannelse fra 20 til 5 procent (som er regeringens mål).
Læs også
Det kan de, fordi de lærer de unge at være dygtige. På deres camps styrker de unge deres sociale kompetencer og egne lederevner, og i nævnte indslag blev det konkluderet, at supplementet var afgørende, da de normale underviseres værktøjskasse ikke havde det samme indhold. Var det ikke på tide, at den kom til det? Eller som formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, siger her: ”Vi har haft de samme fag i 150 år. Skal der ikke snart sket noget nyt?”.
Tilfældigheden
Det er godt, at der findes kurser, som fx True North tilbyder, men hvis det skal trænge igennem til de unge, kræver det stadig, at den enkelte rektor eller skoleleder bestemmer sig for at gøre noget ved det, og at ressourcerne er der til det. For den enkelte unge er det så tilfældigt, om man lige går på en skole, hvor en sådan beslutning bliver truffet.
På Haderslev Handelsskole blev de nye elever efter sommerferien budt velkommen med et klip, som serieiværksætteren, Martin Thorborg, har lavet til projektet ”Få succes som voksen”. I videoen spørger han meget provokerende: ”Er du ung og en taber?”. Her giver han et motiverende spark bagi, så man slet ikke kan undgå at springe op af stolen og komme i gang.
Jeg kontaktede skolen for at finde ud af, hvem der sørgede for, at de unge fik et skud motivation til at starte på, for hvis det var noget, der skete systematisk, kunne det være et tegn på, at dygtigheden ikke kun plejes tilfældigt. Men hvem havde så arrangeret det hele?
Fire ældre elever, der har lavet en motivationsgruppe, så deres medstuderende gennem året får motivation til at få det bedste ud af deres uddannelse. Jeg beundrer eleverne for deres indsats, men jeg begræder, at vi ikke kan systematisere sådanne tiltag på et større plan. Hvis sådanne tiltag er systematiseret, vil jeg i hvert fald meget gerne vide det.
I mit næste blogindlæg vil jeg gå mere i kødet på denne problematik, så hjælp mig endelig på vej.