Gigantisk læk om skattely ryster de rige og de magtfulde

Velfærd

04/04/2016 10:12

Nick Allentoft

Medier rundt om i verden offentliggør lækkede dokumenter. Putin og nordisk statsminister anklages for alvor.
11,5 millioner hemmelige dokumenter, der viser, hvordan de rige og magtfulde i hele verden - også i Danmark - er krøbet i skattely, kan vise sig at være et af de betydeligste læk, der nogensinde er gjort om skatteunddragelse og svindel.

Skattely - læs det væsentligste her

Skattely og de mennesker, der bruger skattely, er jaget vildt efter et gigantisk internationalt læk. Følg udviklingen her. 

Søndag aften er medier over store dele af verden ved at offentliggøre, hvilke firmaer, banker, privatpersoner, sportsstjerner og andre, heriblandt mindst 72 tidligere og nuværende statsledere, som har gjort penge usynlige for stater og skattemyndigheder.

Dokumenterne stammer fra det sædvanligvis meget hemmelighedsfulde advokatfirma Mossack Fonseca i Panama, der er et af verdens største offshore-advokatfirmaer.   Det er den tyske avis Süddeutsche Zeitung, der opsnappede dokumenterne, og som har delt dem med det internationale konsortium af undersøgende journalister (ICIJ) og en lang række internationale medier, herunder Danmarks Radio og Politiken. Flere hundrede danskere er nævnt i dokumenterne.   - Jeg tror, at lækket sandsynligvis vil være det værste slag nogensinde mod hele offshore-verdenen, når man tager omfanget af dokumenter i betragtning, siger direktøren for ICIJ, Gerard Ryle, til BBC.   En af de personer, der for alvor synes at ryge i fedtefadet, er Ruslands præsident, Vladimir Putin.   Hans navn står ganske vist ikke i nogen af dokumenterne, men de personer, der kan identificeres, er folk der står ham meget nær. Det er aktiviteter gennem Rossija Bank, der i forvejen er ramt af EU's og USA's økonomiske sanktioner.  Det er et milliardbeløb, der gennem dette netværk er forsvundet ud af Rusland med Panama-firmaets hjælp.

Islands statsminister, Sigmundur Gunnlaugsson, som tidligere har været mistænkt for skatteunddragelse, vil få sin sag for med det nye læk. Papirerne viser, at han med Mossack Fonsecas hjælp og i al hemmelighed købte sig et offshoreselskab i 2007, undlod at informere parlamentet om det og i øvrigt overdrog selskabet til sin kone for en dollar i 2009.

Angiveligt skal millioner af dollar været ført gennem offshoreselskabet frem til 2015, mens Island årene forinden var tæt på en statsbankerot. Den norske storbank DNB har i over 10 år placeret penge i skattely på Seychellerne for kunder og fået stråmænd fra Panama til at stå som proforma-ejere. Det er en bankledelse i knæ og angrende, der søndag aften udtaler sig til Aftenposten.   - Det at blive associeret med den type virksomhed er langt langt forbi vores tolerancegrænse, siger bankens chef, Tom Rathke.   FAKTA: Sådan kædes Putin sammen med skattely   Inderkredsen omkring den russiske præsident menes at have tjent penge på skattely i udlandet.  Ruslands præsident, Vladimir Putin, kædes ad omveje sammen med placeringen af millioner af dollar i skattely i blandt andet Mellemamerika.   I et omfattende læk af dokumenter nævnes Putin ikke direkte, men ifølge blandt andet den britiske avis The Guardian er nogle af hans allernærmeste venner indblandet gennem skuffeselskaber.   Her er et overblik over, hvordan sporet angiveligt fører til Vladimir Putin:   * Sergej Rodulgin   Musikeren Sergej Rodulgin, der er en af Putins bedste venner, er mangemillionær og ejer blandt andet 3,2 procent af aktierne i Bank Rossija, som har været underlagt sanktioner af Vesten, siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen i Ukraine.   Rodulgin står ifølge lækket som ejer af tre offshore-skuffeselskaber, som har modtaget mange millioner dollar fra blandt andet Bank Rossija.   Rodulgin introducerede blandt andet Putin for hans ekskone, Ljudmila.   * Advokatselskab i Schweiz   Advokater fra det schweiziske selskab Dietrich Baumgartner and Partners i Zürich har modtaget instruktioner fra Bank Rossija og videregivet dem til Mossack Fonseca.    * Mossack Fonseca   Mossack Fonseca, der er et af verdens største offshore-advokatfirmaer, oprettede herefter en række skuffeselskaber med tilknytning til blandt andet Sergej Rodulgin. Et af selskaberne er Sandalwood Continental.   * Russian Commercial Bank of Cyprus (RBC)   Banken er et datterselskab til den statsejede russiske bank VTB. Banken ydede lån med meget lave renter til Sandalwood Continental for op mod 650 millioner dollar, hvilket er over fire milliarder kroner.   * Sandalwood Continental   Selskabet blev i sin tid oprettet på De Britiske Jomfruøer. Mellem 2009 og 2012 modtog det lån for over en milliard dollar fra blandt andre Bank Rossija til lave renter.   * Ozon   Offshore-selskabet Ozon, der blandt andet ejer det private skiresort Igora uden for Sankt Petersborg i Rusland, har modtaget lån for 11,3 millioner dollar (73 millioner kroner) af netop Sandalwood. Vladimir Putins datter Katja blev gift på skisportsstedet i 2013.   Ozon ejes af Juri Kovaltjuk, der er bestyrelsesformand og sidder på den største aktiepost i netop Bank Rossija, der beskrives som Putins "personlige bank".   På den måde er penge, der har været igennem skuffeselskaber i skattely, igen endt i Rusland hos nogle af Putins nærmeste venner.    Kilde: The Guardian   /ritzau/    

Mest Læste

Annonce