Gigantisk svindelnummer i flere lande: Svindlere har stjålet 410 milliarder

Danmark er kun ét af flere europæiske lande, der er blevet ramt af omfattende svindel med udbytteskat. Flere hundrede milliarder er stjålet.

Den store skandale om udbytteskat, der har kostet Danmark mindst 12,7 milliarder kroner, er led i et gigantisk milliardkup mod stort set hele Europa. 

Det skriver DR og Politiken.

LÆS OM BANKERNES DELTAGELSE HER

Kuppet er efter alt at dømme stadig i gang i flere lande. Ni lande - herunder Danmark - er blevet ramt, og i alt har spekulanter svindlet med udbytteskat for anslået 410 milliarder kroner.

Svindlen er udført af et netværk af internationale finansfolk og involverer en række af verdens allerstørste banker.

Historierne om Skat

Læs meget mere om skandalerne og planerne med Skat på tema-siden her. 

Det afslører flere nøglemedlemmer af netværket samt omkring 180.000 siders hemmeligt efterforskningsmateriale fra tysk politi.

DR og Politiken har i over et halvt år undersøgt oplysningerne i samarbejde med Le Monde, Reuters, Die Zeit, ARD og 12 andre europæiske medier. Arbejdet er koordineret af den tyske researchorganisation Correctiv.

Skattefidusen handler i de mindre grove tilfælde om at unddrage en skat, man stod til at skulle have betalt. Og i de groveste tilfælde om at få den samme skat betalt "tilbage" op til ti gange.

- Det er ét stort svindelnummer. Vi er blevet fuppet, siger professor i finansiering ved Aarhus Universitet Peter Løchte Jørgensen, som har gennemset dele af efterforskningsmaterialet, til DR.

Materialet afslører i øvrigt, hvordan Sanjay Shah - den formodede hovedperson bag milliardsvindlen mod den danske statskasse - er en nøgleperson i det internationale netværk af finansfolk og storbanker.

Dokumenterne afslører også, hvordan skattefidusen, særligt som den er udført i Tyskland, har været direkte godkendt af nogle bankers topledelse.

- Der er tale om meget, meget kompleks, avanceret kriminalitet på allerhøjeste niveau. Med en betydelig international dimension, siger bagmandspolitiets chef, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, til DR.

De ramte lande er Danmark, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig, Schweiz og Italien.

 

FAKTA: Nedslag i milliardsvindel med udbytteskat
I Danmark udbetalte Skat over tre år flere milliarder kroner til udlændinge. Men Danmark står ikke alene.

Det blev kaldt danmarkshistoriens største skattetyveri, da statskassen blev drænet for 12,7 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat. Men Danmark var kun én brik i et langt større komplot, som har ramt ni lande i Europa. I alt er offentlige kasser tømt for anslået 410 milliarder kroner. 

Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået mod Danmark:

* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, som de vil have tilbagebetalt skat for.

* Ifølge Politikens oplysninger er de to sigtede i USA samt en tredje sigtet - briten Sanjay Shah - mistænkt for blandt andet at have svindlet igennem fiktive amerikanske pensionsfonde.

* Ved at hævde, at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod svindlerne, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat retur efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.

* Skattestyrelsen har anlagt 388 civilretlige sager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner. Retssagerne er anlagt i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.

Svindlen fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.

* 18. oktober 2018 afslører Politiken, DR og 17 andre europæiske medier, at en hård kerne af spekulanter har drevet spekulation og svindel med udbytteskat i mindst ni lande i Europa. Samlet set har landene tabt 410 milliarder kroner.

Kilde: Skat, Politiken, Skattestyrelsen.

 

FAKTA: Disse lande er hårdest ramt af fusk med udbytteskat
Tyskland og Frankrig er hårdest ramt af sag om snyd med udbytteskat i Europa for 410 milliarder kroner.

En række storbanker har været med til at snyde en række skattemyndigheder i Europa for 410 milliarder kroner.

Det har 19 medier i Europa - herunder DR og Politiken - afdækket. 

Bankerne har hjulpet kunder med at fifle med udbytteskat fra aktier, så de fik udbetalt refusion af skatten eller undgik at betale skat. 

Her kan se, hvilke lande der er hårdest ramt: 

* Tyskland: 237,2 milliarder kroner. 

* Frankrig: 127 milliarder kroner.

* Italien: 34 milliarder kroner.

* Danmark: 12,7 milliarder kroner.

* Belgien: 1,5 milliarder kroner. 

Kilder: Skattemyndighederne i de enkelte lande. For Tyskland og Frankrig indgår estimater på baggrund af udbetalinger af udbytteskat. 

 

Emneord: Udbytteskat, Svindel, Finanssektor, Skat, Tyveri, 201018
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også