Foto: Steen Brogaard

Gjerskov vandt solidt over udfordrer i Roskilde

Politik

20/03/2018 07:24

Freja Eriksen

Mette Gjerskovs (S) udfordrer i Roskilde har foreløbigt lagt sin politiske karriere på køl efter nederlag.

Der var lagt op til et sandt politisk drama, da tidligere minister Mette Gjerskov (S) mandag aften måtte ud i kampvalg mod Niels Jespersen for at fortsætte som socialdemokraternes kandidat til Folketinget i Roskilde.

Men med 120 stemmer for Mette Gjerskov og blot 33 for Niels Jespersen vandt den tidligere minister klart, og der blev aldrig meget kamp om at blive kredsens folketingskandidat.

- Jeg blev dyppet i tjære og rullet i fjer. Sådan kan det jo gå, som en der kommer udefra. Men jeg er stadig stolt over, at 33 mennesker valgte at stemme på mig, siger Niels Jespersen.

Niels Jespersen bor på Nørrebro og er blandt andet kendt som debattør i medierne.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Hans kandidatur kom som en stor overraskelse for blandt andre Mette Gjerskov.

Blot en uge inden socialdemokraterne i Roskilde skulle vælge deres folketingskandidat - og mens Gjerskov var i New York - valgte han at stille op.

Men processen kunne ikke have været anderledes, fordi han "ikke havde mere tid", mener Niels Jespersen.

- Hvis man vil have snorlige rækker, så skal man tage til Rusland. Demokratiet er altid uskønt og noget rod, siger han.

Der har været særlig opmærksomhed om afstemningen, efter at flere har spekuleret i, om S-toppen på Christiansborg har haft et ønske om at afsætte den åbenmundede Mette Gjerskov.

Om spekulationerne forklarer Niels Jespersen, at han mødes med mange politikere - deriblandt højtstående socialdemokratiske. Men han afviser, at hans kandidatur skulle være orkestreret af S-ledelsen.

- Hvis I tror, at Sass Larsen har siddet ved siden af mig med hånden oppe i mig, så tager du fejl. Jeg har aldrig mødt manden, siger han.

Derimod skyldes hans kandidatur blandt andet partiets retning inden for de senere år, forklarer han.

- Hvor Socialdemokratiet er nu, er det, som jeg har stået og råbt og skreget på i mange år. Og når den situation opstår, kan jeg ikke bare være ham, der står på sidelinjen, siger han.

Valget blev afgjort i DUI-Huset i Roskilde, hvor socialdemokraterne i Roskilde var til generalforsamling i kredsen.

Niels Jespersen forklarer, at hans politiske karriere foreløbigt "er lagt på køl".

/ritzau/

Mest Læste

Annonce