Mærsk-fond vil give en milliard til folkeskolen

Folkeskolen får en milliard kroner i donation fra A.P. Møller-fond. Læs alle reaktionerne her.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har besluttet at donere en milliard kroner til den danske folkeskole. Det oplyser fonden torsdag i en pressemeddelelse.
 
- En endnu bedre folkeskole ligger fonden meget på sinde, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er formand for fonden, i en pressemeddelelse.
 
- En vellykket skolegang, hvor børnene lærer mest muligt, er helt central både for det enkelte barn og for Danmark som helhed. Børn og unge er Danmarks fremtid, siger hun.
 
Fonden ønsker, at pengene skal gå til opkvalificering og efteruddannelse af undervisere og skoleledere.
 
Ud over et ønske om en bedre folkeskole er formålet med donationen at markere 100-året for Mærsk Mc-Kinney Møller, som døde i april sidste år. Mærsk Mc-Kinney Møller var i mange år formand for fonden.
 
De mange penge vil blive stillet til rådighed fra 2014. Det markerer 200 året for undervisningspligtens indførelse i Danmark.
 
Thorning: Milliard fra A.P. Møller styrker folkeskolen
Et flertal i Folketinget har aftalt en reform af folkeskolen, og der vil bidraget fra A.P. Møller fonden hjælpe.
 
- Jeg er meget glad for, at A.P. Møller Fonden med sin store donation yder et bidrag til at udvikle den danske folkeskole, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
 
- Folkeskolen er hele Danmarks skole. Den er af afgørende betydning for de muligheder, som vores børn og unge får senere i livet. Regeringen har derfor med støtte fra et bredt flertal i Folketinget netop aftalt en reform, som vil gøre en god folkeskole bedre. 
 
- A.P. Møller Fondens donation er en god nyhed, som vil styrke den udvikling af folkeskolen, der sker i de kommende år, siger Helle Thorning-Schmidt i en pressemeddelelse.
 
Lærerformand: Mærsk-penge er helt enestående
Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, kalder Maersk-donationen "fantastisk".
 
- Vi har heldigvis ofte oplevet en stor interesse fra erhvervslivet i folkeskolen, men det er jo helt enestående, at der bliver stillet så mange penge til rådighed, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.
 
Han ser gode muligheder i at bruge dem fornuftigt.
 
- Jeg synes, at sigtepunktet skal være, at det skal gøre en forskel ude i den undervisning, som eleverne får, siger han.
 
Som eksempel giver han et læseprojekt, som man tidligere har gennemført ved hjælp af midler fra Danmarks Lærerforening.
 
- Vi har fået tilbagemeldinger fra flere skoler om, at det har gjort, at flere elever i dag læser bedre på de pågældende skoler, siger Anders Bondo.
 
Projektet, som Bondo taler om, kostede 7,5 millioner kroner og omfattede en tredjedel af landets skoler.
 
- Det kunne vi godt tænke os, at man fik løftet op, så det kom til at dække hele landet, siger Anders Bondo Christensen.
 
Skoleledere: Mærsk-milliard fordobler næsten budget
Ligesom statsministeren og Anders Bondo er også skoleledernes formand, Anders Balle, begejstret.
 
- Hvis det er rigtigt, at alle pengene skal gå til det, så er det jo en fordobling af de midler, som i folkeskolereformen er afsat til det formål over en treårig periode, siger Anders Balle til Ritzau.
 
Ifølge skolelederformanden falder pengene på et tørt sted.
 
- Det tager vi imod med kyshånd, for der er brug for en kraftig opkvalificering, siger Anders Balle.
 
Formanden noterer sig, at det er en ny måde at drive offentlig virksomhed på, men det ændrer ikke ved, at han er glad for donationen.
 
- Hvis nu det havde været noget med, at pengene skulle bruges til et nyt fag, der hed sejlads i folkeskolen, så havde det måske været en anden sag. Men jeg forventer ikke, at der følger nogle betingelser med de penge, siger han.
 
Ander Balle ser flere konkrete områder, hvor hans medlemmer har behov for opkvalificering.
 
- På ledelsesområdet lige nu, der trykker skoen mest omkring det med at komme tættere på den enkelte lærers undervisning og sikre kvaliteten af den og at udfordre den enkelte lærer, siger han.

 

Emneord: Folkeskolen, Donation, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond, Undervisning
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også