Her er det Kong Humbles grave på Langeland.

Godsejer dømt for at nedpløje gravhøje

10/12/2015 10:54

Nick Allentoft

For at få plads til at plante juletræer ryddede godsejer Bernt Johan Collet 12 fredede gravhøje, lyder dommen.

Godsejer, hofjægermester og tidligere forsvarsminister i Schlüter-regeringen Bernt Johan Collet fra Lundby ved Vordingborg skal betale for genetablering af 12 fredede gravhøje, som blev pløjet ned for at give plads til juletræsdyrkning. 

Det skriver Sjællandske.

Inklusiv sagsomkostninger koster sagen Bernt Johan Collet 624.968,80 kroner. 

Afgørelsen fremgår af en dom afsagt i Københavns Byret, og godsejeren overvejer nu sammen med sin advokat, om den afgørelse skal ankes, skriver Sjællandske.

Sagen drejer sig om genopbygning af 12 gravhøje, som blev tilplantet med juletræer. De er alle beliggende øst for Vordingborg, og de har alle sammen været registreret på kortmateriale siden 1984, nogle af dem siden 1945.

Dorte Vejen, kontorchef i Kulturarvsstyrelsen, er tilfreds med, at afgørelsen blåstempler styrelsens praksis med at retablere fredede fortidsminder, som er blevet ødelagte.

- Men inden vi hæver armene i begejstring, skal vi have studeret dommens præmisser, siger hun til Sjællandske.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce