Grønne organisationer: Klimalov er varm luft

Regeringens brede klimalov er uden mål og reduceret til en lov om et klimaråd, lyder kritikken blandt andet.

De havde efterlyst, og var glade for, at den endelig kom: et forsøg på at lave en dansk klimalov.

Men efter at have set klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersens (R) udkast til klimaloven, kritiserer en række grønne organisationer dette for på det lange stræk at være varm luft, skriver Information.

Lovudkastet udmønter den politiske aftale mellem SR-regeringen, SF, Enhedslisten og De Konservative.

Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Noah, Vedvarende Energi, Verdensnaturfonden og Det Økologiske Råd efterspørger blandt andet, hvor SR-regeringens nationale målsætninger står i lovens paragraffer, skriver Information.

- For os at se er dette et oplæg til en klimalov uden mål, skriver Danmarks Naturfredningsforening.

Verdensnaturfonden undrer sig over, at der kun står, at Danmark skal "overgå til et lavemissionssamfund i 2050". Ikke at landet på det tidspunkt skal være fossilfrit.

- Uden mål, uden budgetter og uden definition af programmer til opnåelse af målene kan loven ikke opfylde det, der nævnes i § 1, nemlig at etablere "en overordnet strategisk ramme for Danmarks Klimapolitik", konstaterer Noah.

Noah mener, at klimaloven dermed er "reduceret til en lov om et klimaråd og dertil bestemmelser om redegørelser og processer".

Selv om SF og Enhedslisten er kritiske over for dele af Rasmus Helveg Petersens lovudkast, understreger de to partier, at dette er, hvad der kunne opnås bred politisk enighed om.

- Det er korrekt, at vi kun har aftalt en ramme for, hvordan det skal være i 2020, nemlig en reduktion med 40 procent.

- Og så er det også korrekt, at der ikke efter 2020 er nogen aftale om, hvad rammen skal indeholde andet, end at man i 2050 skal have en elsektor baseret på vedvarende energi. Det er der ikke noget at gøre ved, siger Enhedslistens klimaordfører, Per Clausen.

Han forklarer det med, at "De Konservatives ambitionsniveau er noget lavere end vores".

/ritzau/

 
Emneord: Klimalov, Grønne, Rasmus Helveg Petersen, Danmarks Klimapolitik
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 17.03.14 Boe Carslund-Sørensen
    Høringssvar til Klima Loven

    Som formand for Sammensluttede Danske Energiforbrugere (SDE) er jeg enig med de andre i, at udkastet til klimaloven er mangelfuldt, hvilket også kan læses af SDEs høringssvar: http://www.energiforbrugeren.dk/

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også