Mindehøjtideligheden i København efter terroranslagene i weekenden 14-15 februar 2015. Foto: Thomas Sjørup

Grundlæggende værdier står fast og skal stå fast - lad nu være med at gradbøje ytringsfriheden

Værdinormerne her i landet afviser vold og tyveri. Punktum. Alligevel ligger der et langt spor af netop vold og tyveri i terroristens fortid. Deri ligger den helt centrale udfordring i debatten om ytringsfriheden og ekstremisterne, og derfor må terroraktionerne i weekenden undersøges til bunds.

Mads Kastrup på Berlingske indrammer det med sin klumme på fremragende vis. “Hvorfor »ytringsfrihed, men ...«” som slutter med at citere den franske ambassadør, der kom til debatarrangementet i Krudttønden “på cykel, men forlod stedet i skudsikker bil«.  
 
Det er dette “men” der er essensen for debatten.
 
Også Mattias Tesfaye illustrerede essensen forleden:
 
“En satire-tegning er ligeså lidt årsag til terrorangreb, som en kvinde i lårkort er årsag til voldtægt,” skrev han.
 
Lige så snart vi accepterer dette lille men, begynder et værdiskred, som rammer os allesammen.

Hvorfor er det så forbandet svært at fastholde sammenholdet, når debatten går fra sorgens og chokkets sammenhold til reaktionernes sammenhold?

Det går kort sagt galt, når tilgivelse ligestilles med accept. Når vold eller tyveri forklares med et lille men, efterfulgt af undskyldninger, der netop accepteres.

Her lidt om hvorfor og hvilke overvejelser, der er nødvendige.

Han var og er terrorist

Portrætterne af terroristen afslørede hurtigt, at knægten er født og opvokset i Danmark. Han er med andre ord et produkt af velfærdssamfundet krydret med en kulturel og tilsandet baggrund, der ligger langt fra den trygge danske muldjord.

Knægten var ovenikøbet i kontakt med det offentlige socialsystem så sent som to uger før sine terrorhandlinger. To uger!

Forinden har han i årevis været i kontakt med socialsystemet, herunder politi, kriminalforsorg, domstole, kommune og skoler. Venner er stået frem med historier om, at han var uden for pædagogisk rækkevidde. Han var med andre ord i flere år på en dødskurs, der endte med terror. Alligevel fik han lov at gå frit. Alligevel var der ingen, der mandsopdækkede ham.

Den historie er en brutal falliterklæring for enten de mennesker, der arbejder i socialsystemet, selve socialsystemet eller en kombination heraf. Det er nødvendigt at sige, for vores evne til at indfange eller stoppe disse vanvittige eksistenser, inden det kommer så vidt som på Valentines Dag, er afhængig af det. Denne evne skal finde sin styrke i det værdi- og normsæt, der skaber systemet, og her er vi nødt til at kigge dybt.

Lad det samtidig være sagt uden tvivl: Der er ingen undskyldninger overhovedet for knægtens gerninger. Ingen! De kan ikke forklares eller undskyldes med socialsystemets fallit eller PETs manglende handling på kriminalforsorgens advarsler, som nogle politikere nu forsøger. Ansvaret ligger alene hos knægten.

Når det alligevel sker, er vi nødt til at samles om løsninger, der forbedrer mulighederne for at undgå det i fremtiden. Alt andet er fornægtelse.

 

Der er systemfejl

Som samfund må vi sikre os ved at lære. Der er systemfejl, når et velfærds- og socialsystem som det danske kan lade vanviddet slippe igennem på trods af en lang række advarsler gennem flere år.

TV2’s seere blev vidner til et interview med en af terroristens venner, der forsvarede handlingen. En knægt, der forsvarede mord på uskyldige i en uoplyst og absurd misforstået tro på at en tegning kan krænke muslimer. Hvem tager sådan en knægt under særlig oplysende behandling? Er hans udtalelser nok til at fjerne ham fra gaden? Hvem har ansvaret for at gøre det? Gøre noget. Det kan åbenlyst ikke gå hurtigt nok!

Samfundet poster milliarder i forebyggelse, sociale indsatser, boligsociale indsatser, kriminalpræventive indsatser og integrationsprogrammer. Der er tusindvis af mennesker beskæftiget med disse ting, og tusindvis af borgere indskrevet.

Alligevel tillader både systemet og de ansatte i det, at en terrorist udvikler sig over flere år og til sidst udfører en grusom aktion. Flere aktioner.

Der kommer flere af hans slags, hvis vi bliver ved med at diskutere, hvordan vi tager os pænt af dem mens de ytrer sig som nu terroristens ven gjorde det på TV2.

 

Når det bliver sort-hvidt

I årevis har vi som borgere hørt politikere debattere forskellige spor og retninger i integrationspolitikken, forebyggelsen af kriminalitet og i det hele taget samfundets udfordringer med en multikulturel udvikling.

Essensen er afgørende og står ofte tåget i debatten. Men det er nødvendigt at minde om netop det essentielle: Vi har aldrig accepteret og vil aldrig acceptere vold, vi har og vil aldrig acceptere tyveri og kan ikke gradbøje til variationer af disse to former for opførsel. Det er der vist enighed om hele vejen rundt.

Alligevell famler vi. Har vi netop ikke tilladt en grå grænse i konsekvensen, når mennesker forbryder sig mod vores essentielle værdier? Er det her, vores vores værdigrundlag skrider og giver plads til at monstre som terroristen kan vandre gennem systemet og først blive stoppet af politiets kugler, når han har ødelagt vores tryghed med sine egne?  

Undervejs har han forbrudt sig mod grundlæggende værdier ved at stjæle og øve vold mod uskyldige. Igen og igen. Hvorfor accepterer vi som samfund det?

Nok kan vi tilgive. Men tilgivelsen er langt fra det samme som accept. Det skal vi måske til at forstå og lære igen. Allesammen.

Bliver systemets og dets repræsentanters opførsel således opfattet som accepterende, når mennesker forbryder sig mod vores grundlæggende normer?

Uanset risikoen for, at sammenholdet splittes, er det nødvendigt at blive klogere. Nogen vil placere ansvar, og lige nu står PET i forreste linie.

Ansvaret er knægtens og kun hans. Men hvorfor fattede han det ikke? Hvordan kan man være så dum, at man tror drab og ødelæggelse bringer noget godt? Tilmed en tur i himlen?

 

Aldrig mere

Som samfund er vi nødt til at blive bedre til at sige fra, når der skal siges fra. Entydigt og umisforståeligt.  

På den ene side står troen på, at man kan tale fornuft ind i hovedet på et menneske, der forbryder sig mod afgørende værdinormer i samfundet. Troen på, at også terroristen var et menneske engang. Et menneske, der burde være “reddet” og som en masse professionelle tilsyneladende har forsøgt at redde. I dag er det historien om en ung tåbe, der fik al for lang snor af det samfund han levede i.

På den anden side står ønsket om at dømme hårdt og betingelsesløst, og lade mennesket selv lære gennem betingelsesløs konsekvens. Viljen til at dømme og straffe konsekvent og hårdt, når mennesker forbryder sig mod samfundets grundlæggende værdier. Altså hårde og hårdere straffe for vold og tyveri eksempelvis. I dag er det historien om, hvordan fortabte sjæle ødelægges endegyldigt, når de lukkes inde med andre fortabte sjæle.

Lytter vi til forskningen ligger løsningen begge steder, og deri ligger udfordringen og behovet for erkendelse. Måske har vi som samfund glemt at en ny chance aldrig er lig med accept.

 

Det her skal undersøges til bunds

Det er nødvendigt at undersøge historien, erfaringerne og overvejelserne fra de muligvis hundreder af mennesker, der i professionel sammenhæng har været i kontakt med terroristen de senere år.

Det er nødvendigt at afdække terroristens liv og udvikling i detaljer. Tale med hans familie, venner, nærmiljø.

Det er nødvendigt at få belyst, hvor lovgivning og system spillet fallit og hvorfor.

En uskøn blanding af mennesker skal bidrage med brikkerne til at vi kan sige aldrig mere og selv lære af refleksionen og spørgsmålene sammen med os andre.

Alene processen vil bidrage til at gøre os klogere. Præge vores debat og samtale om det ansvar vi hver især har for hinanden og for at sige fra og sige til, når det er nødvendigt. Men også vække systemet og ikke mindst de mennesker, der arbejder i det, for et eller flere steder er der behov for justeringer.

Når processen er gennemført kan man håbe, at der ligger en række anbefalinger til, hvordan vi som samfund vender tilbage til de grundlæggende værdier, denne terrorists historie så ubarmhjertigt udstiller opløsningen af.   

Et samfund, hvor vi kender forskel på tilgivelse og accept, og aldrig tillader, at "men" blander tingene sammen.

 

Emneord: Terror, Terror mod Danmark, PET
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 17.02.15 Mads Simon Martinussen
    En anden slags medmenneskelighed

    Ikke før vi ser, at gerningsmanden er ligesom os selv - ligesom du og jeg, ikke før får vi mulighed for forståelse og forandring. Handlinger kan være onde, amoralske og frygtelige, men udføres af helt almindelige mennesker, som i Paris onsdag den 7. januar, i København lørdag den 14. februar og til alle tider.

    I tiden efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris og nu igen efter attentatet i København i går, har jeg savnet en medmenneskelig stemme midt i al gruen, vreden og fortvivlelsen. En stemme der maner til besindighed og eftertanke. Det skal være en modig stemme, for den efterlader os ikke med nogen nemme løsninger eller tydelige svar. Tværtimod. Tanken bag denne medmenneskelige stemme er nemlig den, at de frygtelige og fortvivlende handlinger der skete i Paris og i går i København blev, trods deres ekstreme karakter, udført af mennesker, som du og jeg. Mennesker der ligesom alle os andre nære frygt, kærlighed, vrede og glæde. Mennesker der kan mærke tvivlen og rådvildheden trænge sig på og stille besværlige spørgsmål og mennesker der til andre tider kan mærke viljen, håbet og kontakten til det der er vigtigt i deres liv blive tydelig.

    Nej! Tænker du måske. Disse gerningsmænd er ikke som mig. De har udført utilgivelige handlinger, der både er onde, umenneskelige og syge. Hvis mine værdier bliver trådt på, griber jeg ikke til våben, men siger fra - med ord.

    Ja, måske. Måske kan vi tale om gerningsmandens handlinger som onde, umenneskelige eller syge, men ikke mennesket bag. Hvis vi på baggrund af disse handlinger stempler mennesket bag, som sygt eller ondt gør vi ham til et u-menneske, til et monster. Det gør det nemmere at adskille sig selv fra denne “ondskab”, men det skaber afstand mennesket og vi mister forbindelsen til den væsentlige medmenneskelighed, som netop denne tid kalder på.
    Mit ærinde er ikke, at jeg vil fratage nogen retten til at fordømme og vise afsky for de uhyggelige og frygtelige handlinger. Det gør mange, naturligt og forståeligt - jeg selv inklusiv. Min pointe er blot igen, at disse handlinger, hvor inhumane og frygtelige de end forekommer, foretages af almindelige mennesker, som du og jeg.

    Jeg oplever mange mennesker påberåbe sig værdien medmenneskelighed, både konkret i naturlig og selvfølgelig sympati for ofrene og deres familier, men også som demokratisk og vestlig værdi, som vi kan forenes omkring og som fortæller os, at disse handlinger vil være helt utænkelige for os. Og ja, lige nu bruger vi ord og ikke våben, men jeg vil tro, at med de rette omstændigheder og en tilpas mængde pres og undertrykkelse, ville hver og en af os kunne overveje andre tilgange. Faktisk er min fornemmelse at disse handlinger slet ikke er så langt fra os, som vi forestiller os, for som Jacob Holdt skrev for nylig om angrebet i Paris og om sin egen umiddelbare tanke om ekstreme og voldelige repressalier over for gerningsmændene i et indlæg på Facebook: -Jo, jo, sådan tænkte også jeg et splitsekund da jeg først hørte om angrebet på Charlie Hebdo. Vi er vel alle på godt og ondt mennesker, der i øjeblikket kan blive grebet af vrede og undertrykkende vanvid - en ”øje for øje” tænkning. Men Jacob maner hurtigt til besindighed og medmenneskelighed.

    Den medmennskelige værdi vi bære med os i den vestlige verden og i Danmark fra bl.a. det kristne kærlighedsbudskab, er ikke forbeholdt de få, men bør vel gælde alle. I virkeligheden kalder disse uhyggelige handlinger og menneskene bag derfor på nærhed og omsorg. Ikke i et forsøg på at retfærdiggøre eller acceptere handlingerne - slet ikke. Men for, at bringe os tættere på de ulykkelige mennesker der udføre disse frygtelige handlinger, fremfor at skubbe dem fra os, skabe afstand og stemple dem som syge eller u-mennesker.

    Lilian Munk Rösing skrev for år tilbage i Information (2007) bl.a. om Kierkegaards beskrivelser af næstekærligheden: “Netop fordi næsten ikke er den, jeg kan spejle mig i, men en provokation, en traumatisk ting ved min side. Netop fordi næsten, som Kierkegaard siger, ikke er "det andet jeg, men det første du".

    Jeg savner markante debattører eller et par modige politikere der, trods valgåret, tør tage denne anden næstekærlige medmenneskelighed på sig. Der har modet til at vise omsorg, også for ulykkelige menneskers inhumane handlinger.

    Hændelsen og de mistede liv reduceres i medier og manges retorik til et spørgsmål om ytringsfrihed og demokrati. Og ytringsfriheden blev i forbindelse med angrebene i Paris gjort til genstand for gerningsmændenes had og motiv for angrebet.
    Jeg kan blive bekymret for, at snakken om ytringsfrihed og demokrati skygger for andre og vigtige perspektiver, da jeg synes, at disse menneskers handlinger netop kalder på andre medmenneskelige forståelser.

    Jeg oplever også, at ytringsfriheden ligestilles med begrebet frihed og, at vi derved overser vores egne begrænsninger i retten til at ytre sig. Ét blandt flere eksempler kunne være den omdiskuterede "racismeparagraf", der netop sætter disse begrænsninger, da vi med god grund ønsker at skærme udsatte grupper af befolkningen. Og alligevel er det dog en begrænsning.

    Vigtigere endnu, har Ejvind Hansen, forskningschef på Journalisthøjskolen, tidligere talt om, at ytringsfriheden i sig selv ikke sikrer demokrati, da ytringerne kræver tilhørere - altså, at nogen lytter til ytringen, men at flere befolkningsgrupper ikke er i en position, hvor der lyttes til dem.
    Med andre ord har vi alle brug for at blive lyttet til og derfor er en ytring i sig selv ikke noget værd. Hvis ingen havde tillagt Charlie Hebdo eller Lars Wilks særlig betydning eller magt, hvis ingen havde lyttet og læst, var angrebene næppe fundet sted.

    Så oplagte spørgsmål vi kan stille os selv er, hvem bliver der lyttet til i Danmark? Hvilke stemmer og mennesker gives taletid og hvem bliver overhørt? Og når vi hver især bevæger os rundt i medielandskabet og i den offentlige debat, hvem er det så vi selv lytter opmærksomt til og hvem går vi udenom?

    Når jeg selv tænker over disse spørgsmål, får jeg hurtigt øje på min egen meget selektive og begrænsede lytten. Der findes en lang række mennesker, som skal gøre sig mere end almindeligt umage for at trænge igennem mit “filter” og andre igen vil aldrig få chancen.

    Problemet er, at vi alle har brug for tilhørere til det vi har på hjerte og det der er vigtigt for os. Hvis vi ikke får muligheden for at blive lyttet til, mister vi så at sige også muligheden for at forstå, hvem vi selv er. Filosof Ole Fogh Kirkeby taler om, at vi først ved, hvad vi mener når vi høre os selv sige det. Så vi har brug for dialog og gensidighed og mennesker i vores liv der lytter.

    Denne mekanisme mener jeg går igen i den offentlige debat - i den store fælles fortælling. Hvis grupper og dele af befolkninger og samfund ikke bliver lyttet til, mister de fornemmelsen af sig selv som gyldige medlemmer af fællesskabet og forståelsen af hvem de er i relation til resten af samfundet - og man bliver fortvivlet og frustreret over ikke at blive lyttet til.

    Norsk sociolog Nils Christie skrev i Information i 2012 om Anders Breiviks behandlingsdom: “At se mennesker som onde forenkler situationen og blokerer for modstrategier. En kugle i hans pande, og vi er blevet den onde kvit. At opfatte ham som sindssyg, er lige så ufrugtbart. Nogle formodede eksperter har sat latinske ord på ham. Ligegyldige ord. Men igen er vi blevet ham kvit. Igen har vi befriet os selv fra ham som en anledning til at overveje, om der kunne være noget ved os selv, ved Norge, vi burde forstå, siden noget sådant kan ske. Var ugerningen en gal mands værk, kan vi uforstyrret leve videre.
    Mere frugtbart er det at tænke, at noget nær alle kan udføre forfærdelige, afskyelige handlinger. For så bliver det afgørende, hvor impulserne kommer fra: Det moralske klima, børn vokser op i og senere færdes i”.

    Desto mere fortvivlende er det så, at se landets partiledere samstemmende og med statsministeren i spidsen give udtryk for, at vi ikke har brug for at analysere eller forstå baggrunden for handlingerne. Statsministerens forsøg på at vise medfølelse og fællesskab med ofrene er både forståeligt og prisværdigt, men vidner samtidig om mangel på overblik og manglende mod til at tale om hændelsen, som en mulighed for at handle anderledes. Tværtimod konkluderer statsministeren: “Det er nogle ekstremistiske mennesker, som lever af at hade os andre, og som er ude efter noget af det, som er værdifuldt for os, fordi de også kan se, at det er vores enorme styrke - vores frihed, vores demokrati, vores ytringsfrihed - og det går de efter”.

    Jeg kender kun sporadiske og hypotetiske udgaver af gerningsmandens motiver eller bevæggrunde, eller dennes psykiske og fysiske tilstand. Jeg mindes ikke at have set udtalelser fra ham om, at han ville vores demokrati og ytringsfrihed til livs. Naivt vil du måske mene, og dog forestiller jeg mig, at statsministerens og mange andres aktive afstandsskaben gør, at det ikke giver anledning til eftertanke eller refleksion - eller en anden medmenneskelighed. Vi skal blot stramme overvågningen, give flere ressourcer til PET, styrke det internationale samarbejde med vores allierede og derudover kan vi fortsætte vores liv, som Nils Christie skriver. Ærlig talt er jeg bange for, at vi ikke kan afskrive os et medansvar.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også

  • 12.06.19 Ledelse
    Stress-forskernes ni anbefalinger til ledere om bedre arbejdsliv

    Otte stress-forskere har samlet ni gode råd til ledere, som gerne vil styrke produktivitet og trivsel for medarbejdere og hjælpe dem til et arbejdsliv i balance. Anbefalingerne er et supplement til arbejdet i regeringens Stresspanel, siger forskerne.

  • 21.05.19 Ledelse
    Kommunernes sygefravær stiger svagt

    Nye tal viser, at sygefraværet i kommunerne steg i 2018 efter flere års fald. Særlig sosu'er er mere syge, mens pædagoger ligger stabilt. Regioner har haft samme tal for sygefravær i årevis.

  • 13.05.19 Ledelse
    Politiet sigter sundhedsansatte for svigt i skandale om kræftscreening

    Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har i dag sigtet Region Sjælland og flere ledende medarbejdere for overtrædelse af straffeloven og autorisationsloven i forbindelse med mulig mangelfuld håndtering af patienter, som var henvist til undersøgelser på Ringsted sygehus på mistanke om brystkræft.

  • 06.05.15 Politik
    Evaluering af myndighedernes indsats under terrorangrebet

    Rigspolitiet har afleveret myndighedernes evaluering af indsatsen i forbindelse med terrorangrebet i København. Evalueringen viser, at myndighederne var velforberedte, velorganiserede og klar til hurtigt at organisere beredskabet. Evalueringen peger samtidig på ti læringspunkter, der vil få betydning for det fremtidige beredskab.

  • 19.02.15 Ledelse
    Odense Kommune: Børn skal kende baggrunden for terrorangreb

    Når Odenses skolelærere skal tale med eleverne om terrorangrebene i København, så er religion en naturlig del af dialogen. Det præciserer kommunen nu i en ny orientering til de odenseanske skoler. Borgmester og rådmand mener, at det er uhensigtsmæssigt, når kommunen har opfordret skolelærere til at nedtone religion og etnicitet