Håndbog: Arbejd på tværs og få udsatte i job

Bæredygtighed

17/12/2013 10:36

Jakob Rom Johansen

Bliv klædt godt på til at samarbejde på tværs, så du kan bane vejen til uddannelse og job for udsatte ledige. Cabi har udgivet en håndbog med erfaringer, redskaber og modeller til et godt tværfagligt og koordineret samarbejde.

Til nytår træder kontanthjælpsreformen i kraft, og dermed skal alle landets kommuner tilbyde kontanthjælpsmodtagere med komplekse problemer en tværfaglig og koordineret indsats. En indsats, som skal koordineres internt i kommunen på tværs af sektorer og afdelinger og med eksterne samarbejdspartnere som virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Det er ikke nogen let sag, og succes med tværfagligt samarbejde kræver opmærksomhed fra den ledelse, som skal skabe rammerne. Det kræver også bestemte kompetencer blandt de medarbejdere, som skal samarbejde i praksis.

Håndbog giver dig byggestenene

Cabi har derfor udgivet den case-baserede håndbog ”Gå tværfagligt og koordineret til sagen” om det gode tværfaglige samarbejde i kommunen.

Den er henvendt til dig, der er leder i kommunen, og til dig, der er praktiker. Fra job- og virksomhedskonsulenter til sagsbehandlere, UU-vejledere, behandlere og meget mere.

Håndbogen tager sit afsæt i ungeprojektet Route 25, hvor kommunerne i Odder, Egedal og Ikast-Brande har gjort sig konkrete erfaringer med at stable tværfagligt samarbejde på benene og bringe udsatte unge nærmere job eller uddannelse.

”Med det tværfaglige arbejde kan vi strikke andre løsninger sammen og rykke hurtigere. Der er kortere fra tanke til handling. De professionelle giver hinanden håndslag på, hvad de skal gøre – og så gør de det,” siger Birgit Thorup, arbejdsmarkedschef i Ikast Brande, i håndbogen.

Tværfaglighed betyder bedre tilbud til borgerne

Det tværfaglige samarbejde i Route 25 har resulteret i en række positive effekter. Det er fx:

  • Styrket intern organisering og stærkere sammenhæng mellem kommunernes afdelinger
  • Fokus på fælles mål og delmål med indsatsen
  • De fælles mål fører til bedre tilbud til borgerne, som kommer i centrum for indsatsen.

Erfaringer, som nu kommer andre jobcentre til gode, forklarer Bente Nissen, seniorkonsulent hos Cabi:

”Route 25-kommunerne har gjort sig værdifulde erfaringer om, hvad der virker, når der samarbejdes på tværs, og det er værdifuld viden, for dem, der skal i gang nu,” siger hun i nyhedsbrevet Cabi Nyt.

Læs mere om håndbogen i Cabi Nyt.

Mest Læste

Annonce