Ifølge FNs handicapkonvention er Danmark forpligtet til at fremme beskæftigelses- og karrieremuligheder for personer med handicap. Så hvorfor gør beskæftigelsesministeren ikke mere for at hjælpe mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet?
I 2014-15 var ca. 43.000 personer med handicap på offentlig forsørgelse, viser en rapport fra Social- Indenrigs- og Børneudvalget. Herunder var godt 7000 på kontanthjælp, imens 30.500 var på førtidspension. Denne rapport er fra 2018, og altså de seneste data på området.
Hvis regerings mål er at få så mange som muligt i arbejde, hvorfor gør den så så lidt for at motivere virksomheder til at oprette jobs på færre timer eller på gunstigere vilkår til mennesker med handicap?
I disse tider, hvor alle diskuterer førtidspensionsregler, undrer det mig at ingen stiller beskæftigelsesministeren disse spørgsmål:
- Hvorfor oprettes der ikke flere jobs i det offentlige på særlige vilkår, ligesom Danmark er forpligtet til i henhold til konventionen?
- Hvilke incitamenter er der blevet givet til arbejdsgiverne til at ansætte flere med handicap og funktionsnedsættelser?
- Hvilke love er der lavet om tilpasning af arbejdsmarkedet, så det bliver mere rummeligt?
Det må være muligt at få flere mennesker med funktionsnedsættelser ind på arbejdsmarkedet uden at man - vel at mærke - behøver genere dødssyge mennesker i ressourceforløb, som ikke kan respondere på incitamenterne.
49 ud af 118 virksomheder havde ingen handicapvenlige tiltag
Institut for Menneskerettigheder lavede i 2016 en analyse af situationen for mennesker med handicap i Danmark. Her spurgte man 118 virksomheder, hvorvidt de havde iværksat aktive tiltag rettet mod personer med handicap. 69 procent af virksomhederne svarede nej. Det må kunne gøres bedre.
I selvsamme rapport problematiserer Institut for Menneskerettigheder de danske forhold for handicappede på arbejdsmarkedet, og anbefaler en revidering af arbejdsmarkedslovgivningen:
Der er behov for et eftersyn for at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser og skaber et inkluderende arbejdsmarked for personer med handicap. Der er således behov for at vurdere, om andre love, som for eksempel arbejdsmiljøloven, dagpengeloven og lov om brug af helbredsoplysninger og bestemmelser som 120-dages-reglen nævnt ovenfor, bør tydeliggøre arbejdsgivernes tilpasningspligt. En ny generel lov om forbud mod usaglig afskedigelse ville også kunne tydeliggøre kravet om tilpasning i rimeligt omfang for arbejdsgivere.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler at regeringen tager initiativ til at revidere den generelle arbejdsmarkedslovgivning, så det klart fremgår, at der er pligt til at yde tilpasning i rimeligt omfang for de særlige behov, som følger af en ansat persons handicap.
Forpligtelser i henhold til FNs handicapkonvention
Helt konkret er Danmark i henhold til artikel 27 af FNs handicapkonvention om Arbejde og Beskæftigelse, forpligtet til at fremme beskæftigelses- og karrieremuligheder for personer med handicap. Dette, bl.a. gennem positiv særbehandling, incitamentsordninger (primært til arbejdsgivere) og andre foranstaltninger, samt igennem at ansætte personer med handicap i den offentlige sektor. Derudover skal der sikres en rimelig tilpasning til personer med handicap på arbejdsmarkedet.
Af og til kan man blive i tvivl om ministeren glemmer handicapkonventionens artikel 28 om Tilstrækkelig Forsørgelse og Social Tryghed. I Danmark er nogle handicappede i dag nemlig ramt af kontanthjælpsloftet og en del af 225-timersreglen. 225-timersreglen fungerer således, at hvis man ikke har kunnet skrabe 225 timers ordinær beskæftigelse sammen på egen hånd i løbet af et år, så vil man blive skåret i sin kontanthjælp – medmindre man er fritaget for reglen. Men det kan man ikke være sikker på at blive, selvom man har en funktionsnedsættelse.
Derudover er det også sådan, at hvis man som handicappet er fritaget for 225-timersreglen, mens ens partner (såfremt vedkommende også er ledig) ikke er det, så kan partneren faktisk miste hele sit forsørgelsesgrundlag, og det er selvom konventionens artikel 28 er holistisk og søger at sikre familien som helhed. Bemærk at den siger: ”Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til en levefod, som er tilstrækkelig for dem selv og deres familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig, og til fortsat forbedring af deres levevilkår”. I udgangspunktet er denne passus ret utvetydig.
Det er vel sådan set denne type neoliberale overgreb, konventionens artikel 28 skal redde de handicappede fra.
Syv forslag til beskæftigelsesministeren
Set i lyset af alt dette, er der god grund til at revidere vores syn på mennesker med handicap på arbejdsmarkedet.
Hvis man skulle give beskæftigelsesministeren et par helt konkrete bud på, hvad han kunne gøre, så følger her syv forslag, der kunne hjælpe med at gøre en forskel.
- Fortrinsretten, som vi kender fra det offentlige, bør også udbredes til det private.
- Giv et fradrag til virksomheder, der hyrer handicappede medarbejdere.
- Kommunerne skal ansætte flere handicappede i offentlige stillinger, præcis som konventionen foreskriver.
- Arbejdsevnen bør gøres op i arbejdsform- og type og ikke i timetal.
- Hvert år skal så mange virksomheder som muligt oprette x antal fleks- og skånejob – især de store multinationale virksomheder bør løfte et større samfundsansvar på den konto.
- 120-dagesreglen bør revideres, og eventuelt bør man se på et progressivt G-dage-system, således at hvis man afskediger en handicappet, skal arbejdsgiveren betale eksempelvis 5 G-dage.
- Alle virksomheder, både offentlige og private, bør pålægges at have en fane på deres hjemmeside, der bare hedder ”Handicap”. Her skal virksomheden gøre opmærksom på sine inklusionstiltag i to kolonner. Én for fysisk handicappede og én for mentalt handicappede. Denne udfyldes så efter bedste evne - selvfølgelig med tanke på, at man ikke kan putte en standardiseret og ensartet model nedover alle virksomheder. Men når vi er opmærksomme på noget, agerer vi ofte derefter.
To forudsætninger er under alle omstændigheder nødt til at være opfyldt, hvis man skal have folk i beskæftigelse.
- Der skal være jobs. Der er jo altså noget, der hedder konjunkturarbejdsløshed, som individet ikke er herre over. Man kan ikke bare gøre en makroøkonomisk kendsgerning til et mikroøkonomisk anliggende.
- Arbejdsmarkedet skal være rummeligt og hensyntagende. Når selv almindelige forholdsvis robuste mennesker går ned med stress i hobetal, så er der i hvert fald slet ikke plads til folk på særlige vilkår.
