IS har påtaget sig ansvaret: Frankrig intensiverer kamp mod IS efter angreb i Nice

Frankrig vil forstærke angreb i Irak og Syrien efter angrebet i Nice, siger den franske præsident Hollande. Den militante gruppe tager nu skylden for angrebet i Nice, der blev udført af en 31-årig fransk-tunesisk mand.

Frankrigs præsident, François Hollande, kaldte i en tv-transmitteret tale natten efter lastbil-angrebet Nice, angrebet for terror. Angrebet kostede mindst 84 mennesker, heunder mange børn og unge, livet, og over 50 er i kritisk tilstand.
 
- Frankrig er igen blevet ramt af terror. Begivenhederne i Nice var tydeligvis en terroristisk handling. Frankrig er kontant truet af islamistisk terrorisme. Vi må hele tiden være på vagt, siger præsidenten.

Hollande siger derfor, at han vil forlænge den undtagelsestilstand, der har været indført i landet. Tidligere torsdag - inden angrebet - sagde Hollande ellers, at han ville lade undtagelsestilstanden ophøre 26. juli .Forlængelsen vil i første omgang vare i tre måneder, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Efter at personer med tilknytning til Islamisk Stat dræbte 130 mennesker i Paris 13. november, indførte Hollande og hans regering undtagelsestilstand for bedre at kunne bekæmpe terrorister og beskytte befolkningen. Frankrig vil også styrke sit engagement i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, siger den franske præsident.
 
- Vi viger ikke af vejen for noget i vores kamp mod terrorisme. Vi vil styrke vores handlinger i Irak og Syrien. Vi vil fortsat angribe dem, som angriber os her på vores egen jord, siger François Hollande med reference til Islamisk Stat. 
 
Kort efter, at François Hollande har givet sin tale til den franske befolkning, siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, at 80 mennesker er blevet dræbt i angrebet, mens der fortsat er 18 i kritisk tilstand. 
 
Fire anholdt i Nice efter lastbilangreb
Fransk politi har anholdt fire mænd, der mistænkes for at have en tilknytning til den 31-årige fransk-tunesiske mand, der ifølge den franske anklagemyndighed torsdag aften dræbte mindst 84 mennesker på promenaden i Nice med en lastbil. Det oplyste en kilde i det franske retsvæsen lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
 
Ifølge den unavngivne kilde blev den første mistænkte anholdt fredag. De tre øvrige blev pågrebet lørdag morgen.  Også den formodede gerningsmands ekskone tilbageholdes af politiet. 
 
Søster kalder Nice-angriber psykisk syg
Den 31-årige tunesiskfødte Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, som ifølge den franske anklagemyndighed stod bag det blodige angreb i Nice torsdag, havde gået til psykolog i flere år, før han flyttede til Frankrig i 2005.
 
- Min bror havde psykiske problemer, fortalte hans søster lørdag til nyhedsbureauet Reuters. 
 
Familien har givet politiet dokumenter, der viser, at Mohamed Lahouaiej-Bouhlel modtog behandling hos psykolog i flere år.
 
IS: Angrebet i Nice blev udført af en af vores soldater
Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) tager skylden for angrebet i den franske by Nice, hvor mindst 84 mennesker blev dræbt. Det skriver gruppens tilknyttede nyhedsbureau, Amaq, ifølge nyhedsbureauet Reuters. 
 
- Den person, der udførte operationen i Nice, Frankrig, hvor han kørte folk ned, var en af Islamisk Stats soldater, skriver Amaq.
 
- Han udførte operationen som reaktion på opfordringen om at gå målrettet efter statsborgere i lande, som er en del af den koalition, der kæmper mod Islamisk Stat.
 
På et pressemøde fredag bekræftede anklageren i Paris, François Molins, gerningsmandens identitet. Det drejer sig om Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, hvis id-papirer blev fundet i lastbilen.
 
Hvis Mohamed Lahouaiej-Bouhlel var en islamistisk militant, så må han være blevet radikaliseret meget hurtigt. Det siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, lørdag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet AFP.
 
- Det lader til, at han blev radikaliseret meget hurtigt - i hvert fald ud fra de forklaringer, vi har fået fra folk omkring ham, siger indenrigsministeren.
 
31-årige Mohamed Lahouaiej-Bouhlel var kendt af politiet for vold, trusler og tyveri, men ingen efterretningstjeneste har tilsyneladende hørt om ham før.
 
Frankrigs præsident, François Hollande, har betegnet angrebet som en terrorhandling, og i en tv-transmitteret tale natten til fredag sagde Hollande, at Frankrig vil styrke sit engagement i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Samtidig vil præsidenten forlænge den undtagelsestilstand, der har været indført i Frankrig siden angrebet i Paris i november sidste år.
 
Det var ligeledes Islamisk Stat, der tog skylden for angrebet i Paris 13. november, hvor 130 mennesker blev dræbt.
 
/ritzau/
 
Emneord: Terror, Frankrig, Islamisk Stat, Francois Hollande, Hellige krigere, Islamisme, Uge 28
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også