Kommunal rådgivning af fattige og socialt udsatte bygger på 3 principper som hver især virker yderst rimelige:
Fattigdom er menneskets skyld
Hjælpen skal
-
være individuel
-
sikre at man kan klare sig selv
-
holdes indenfor de givne økonomiske rammer
Men når de 3 principper blandes, som det sker i kommunernes sociale rådgivning og jobcentre, bliver resultatet en giftig cocktail af ineffektiv og nedværdigende myndighedskontrol.
Mennesker, der har brug for hjælp i kortere perioder, men ellers kan klare sig selv, får i reglen den hjælp, de har ret til. Det er når vi kommer længere ned i samfundspyramiden, det kan gå helt galt.
Paradoksalt, vil læseren måske tænke. Systemet er jo til for at give de svageste lige muligheder.
Det spørgsmål er både centralt, relevant og væsentligt. Serien ”Socialrådgiverne”, som DR 1 viste i september måned, viser med forbilledlig klarhed, hvad der går galt og hvorfor. Men før vi går til ”Socialrådgiverne”, så lad os se lidt nærmere på principperne bag hjælpen.
Læs også: Almindelige danskere gjorde hvad systemet ikke kunne. Nu har hjemløse David en bolig.
Hjælpen skal være individuel
Det første princip handler om at hjælpe den enkelte borger bedst muligt og uanset årsagen til at han eller hun har brug for hjælp. Den kommunale rådgiver skal vurdere, hvad der er galt, aftale en handleplan med borgeren og visitere de ydelser og den hjælp der er brug for. Enten alene, eller i samarbejde med kolleger og konsulenter.
Systemet indebærer at rådgiverne skal kunne forstå og behandle alle sager, uanset årsager og uanset hvem de møder. Det stiller ekstremt høje krav til deres faglighed.
Visitationen af ydelser besluttes af kommunen, fordi kommunen er myndigheden, som skal sikre at ydelserne følger reglerne og har ansvaret for pengene. Det stiller ekstremt høje krav til kommunale ledere og politikere om ikke at blande sig i enkeltsager og faglige skøn.
Hjælpen skal sikre, at man kan klare sig selv
Det andet princip handler om retssikkerheden, som er beskrevet i den sociale retssikkerhedslov.
Den enkelte har ret til hjælp til at forsørge sig selv. De sociale regler indeholder et hav af muligheder for løsninger og handleplaner. Så mange at de kan være svære at overskue, især hvis hjælpen forudsætter koordinering med regler om sundhed, bolig, børn og beskæftigelser. Hvilket gælder i mange af de mere komplicerede sociale sager. Men hvis reglerne bruges fuldt ud og efter hensigten, kan alle opgaver løses af den kommunale rådgiver.
Kommunalreformerne har givet kommunerne alle redskaber i alle sager. Hvis noget går galt, kommer der flere regler. Al hjælp visiteres af den kommunale rådgiver. Ministerier og Folketing er yderst gavmilde med regler, så længe de ikke selv skal tage ansvar og indtil videre har kommunerne været villige til at tage ansvar for alt.
Hjælpen skal holdes indenfor de givne økonomiske rammer
Det tredje princip handler om økonomistyring, og skal sikre at kommunen overholder budgettet. Dels det kommunale budget, dels statens budget.
Mange sociale ydelser, der visiteres af kommunen, refunderes med eksempelvis 50 procent af staten inden for rammer, der aftales i forbindelse med ny lovgivning eller i de årlige budgetaftaler mellem Finanisministeriet og Kommunernes Landsforening.
Sker der budgetoverskridelser kan det nemt udvikle sig til et ansættelsesproblem for kommunaldirektøren eller en anden leder, og det bryder de færreste sig jo om.
Eksemplerne fra Socialrådgiverne på DR og TV2
Serien ”Socialrådgiverne” viste eksempler på hvordan systemet fungerer.
Det ene eksempel var enkelt. En kvinde føder et barn, som hun ønsker at bortadoptere. Kommunen hjælper med rådgivning og familiepleje indtil barnet er adopteret af sin nye familie. Alle parter får den løsning, de ønsker og er enige i.
Det andet eksempel var lidt mere komplekst. En ung mand er på et bosted i tre år for at komme ud af et symbiotisk forhold til forældrene. Moderen er førtidspensionist og betegnes som psykisk syg. Som udenforstående spekulerer man på, hvorfor hjælpen ikke er givet langt tidligere og hvor store chancerne egentlig er for at fastholde resultaterne når den unge mand kommer hjem. Odds er normalt meget små.
I det tredje eksempel møder vi en familie med 4 børn, som kommunen i en årrække har ydet kontanthjælp, rådgivning og forebyggende familievejledning. Resultatet var, kort fortalt, nedslående. Socialrådgiveren var konstant i konflikt med familien, fordi hun ville ændre forældrenes adfærd af hensyn til børnenes trivsel. Det kan der være rigtig gode grunde til.
Men man ændrer altså ikke forældres adfærd ved at true med at tage børnene fra dem! Lige præcis den sammenblanding af myndighedstrusler og rådgivning foregik hele tiden.
Socialrådgiveren gør det hun skal. Det er lovgivningen bag, som blander funktionerne.
Socialrådgiveren må leve med jobbets vilkår og syntes hun opnåede resultater. Men i det lange løb ”vandt” familien, for moderen blev gravid igen.
Det hører med til historien, at begge forældre arbejdede før de fik brug for hjælp fra kommunen og at faderen ønskede at arbejde igen. Rådgiver og Jobcenter var åbenbart ikke dygtige nok til at give ham den hjælp til selvforsørgelse, han har ret til.
Samtidig med ”Socialrådgiverne” viste TV2 serien ”Brændte Børn”.
Her var indfaldsvinklen børnenes oplevelser af den hjælp de fik. Serien var en forstemmende lang dokumentation af kommunernes svigtende og mangelfulde indsats. Indsatser, der kom for sent og var utilstrækkelige. Seksuelle overgreb, uden hjælp til børnene.
Kommunernes indsats for socialt udsatte er blevet ekstremt indviklet i løbet af de senere år. Ingen politikere kan efterhånden hverken overskue eller eller gennemskue, hvad de skal styre efter, og når politikerne står af, står næsten alle andre menigfolk også af. Herunder medierne, der er blevet utrolig forsigtige med at tage socialsager og sociale problemstillinger op.
Følgerne er lovbrud og afmagt
Der er udviklet et system, hvor kommunen med sit myndighedsansvar for borgerens retssikkerhed, løbende laver brud på regler og retssikkerhed.
Rådgivere, der er uddannet til at hjælpe, kommer til at fastholde og i værste fald invalidere socialt udsatte børn og voksne. Mange muligheder for hjælp er reduceret til et i realiteten meget begrænset råderum for individuelle skøn og manglende hensyn til retssikkerhed. Borgerne føler sig mistænkeliggjorte og krænkede.
Men ingen er skyldige
Alle vil det bedste. Der er ingen skyldige, måske bortset fra myndighederne, som har ansvaret. Rådgiverne passer det job, de har fået. Socialrådgiverforeningen udgiver rapporter der bekræfter, at der er noget rivende galt, men snakken fortsætter i et uforløst spor.
En undersøgelse udgivet af Socialrådgiverforeningen i maj 2014 om rådgiverne på Jobcentrene efter kontanthjælps- og førtidspensionsreformen påpeger det klart.
Om det er en del af spillet, eller det eneste foreningen, kan foreslå, er svært at vide, men løsningsforslaget fra Socialrådgiverforeningen er hovedsagligt flere rådgivere og færre sager.
Foreningen er ikke parat til at hugge knuden over mellem myndighedsansvar og faglig rådgivning og anbefale at rådgivning for socialt udsatte flyttes væk fra kommunerne over i selvstændige, specialiserede centre som eksempelvis Mødrehjælpen. Kommunen vil således kunne have en første kontakt, og visitere en borger i den retning, der er sagligt og fagligt fornuftig.
Rigtig. Det er ikke Socialrådgiverforeningens ansvar at påpege dette. Det er åbenlyst heller ikke kommunernes interesse. Heller ikke regionernes, eller andre etablerede organisationer eller myndigheders ansvar eller interesse. De, der kunne påpege det - nemlig de sociale foreninger - står i en svag magtposition, fordi de enten er afhængige af godt samarbejde med de offentlige finansieringskilder eller mangler en stærk stemme i debatten.
Fremtidens indretning af socialområdet er en klar politisk opgave, som kun kan løftes af Folketinget. Det gode spørgsmål er derfor, hvorfor det ikke sker?
Hvem tør åbne ballet til en reel politisk debat om fremtidens effektfulde indretning af socialområdet?
