Hed åbningsdebat i Folketinget om Venstres nulvækst

Samtlige regeringspartier står sammen om at udfordre Venstres ønske om nulvækst i den offentlige sektor.

Folketingets åbningsdebat udviklede sig torsdag formiddag hurtigt til ét langt rødt angreb på Venstres ønske om nulvækst i den offentlige sektor.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, blev efter sin indledende ordførertale bombarderet med spørgsmål fra regeringspartierne om, om nulvækst betyder flere eller færre offentligt ansatte i fremtiden.

- Svar ærligt og redeligt på konsekvensen. Betyder det færre eller flere med Venstres nulvækst, lyder det fra Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, Jesper Petersen.

Og Ellen Trane Nørby slog hurtigt igen. Det handler ikke om antallet af ansatte i den offentlige sektor. Det handler om den kvalitet, borgerne bliver givet.

- Det, vi går op i, er at sikre en ordentlig service for borgerne. Det, vi går op i, er at sikre, at vi kan udvikle vores fælles velfærdssamfund, siger Ellen Trane Nørby.

Jesper Petersens spørgsmål blev fulgt op af både De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, og SF's politiske ordfører, Jonas Dahl.

Jonas Dahl:

- Venstre siger, at man gerne vil have nulvækst og kan ansatte samme antal som i dag. 10 økonomer i Berlingske sagde, at konsekvensen vil være færre offentligt ansatte. Anerkender du det?

Ellen Trane Nørby fastholder, at antallet af offentligt ansatte ikke er den væsentlige del af diskussionen, og at der også er kommet færre offentligt ansatte under den nuværende regering.

- Vi siger, at et offentligt udgiftsstof, er der, hvor vores udgangspunkt er. Det betyder, at hver gang, der er en ekstra krone i samfundet, så ønsker I at gøre verdens største offentlige sektor endnu større. 

- Der ønsker vi at skabe varige private arbejdsplader, der kan være med til at skabe vækst i Danmark, siger Ellen Trane Nørby.

Mens De Konservative og Liberal Alliance støtter offentlig nulvækst eller vil spare mere end Venstre, kræver Dansk Folkeparti en årlig offentlig vækst på 0,8 procent. Regeringen vil lade de offentlige udgifter stige 0,6 procent i gennemsnit indtil 2020.

/ritzau/

 

Emneord: Nulvækst, Regering, Venstre, Ellen Trane Nørby, Åbningsdebat, Jesper Petersen, Sofie Carsten Nielsen, Jonas Dahl
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også