Her er Donald Trumps løfter til vælgerne

Politik

10/11/2016 09:50

Nick Allentoft

Forud for valget havde Donald Trump lagt en kontrakt med vælgerne ud på sin hjemmeside.

Donald Trump, der er USA'S kommende præsident, har på sin kampagnes hjemmeside lagt en kontrakt med de amerikanske vælgere op. Den gælder for de første 100 dage af hans tid som præsident.

Heri giver han en række løfter til USA'S befolkning. Her er en række af løfterne i den kontrakt:

Politiske løfter:

  • En begrænsning på hvor længe politikere kan sidde i Kongressen.
  • Krav om, at hver gang der indføres ny lov eller regel, skal der fjernes to eksisterende.
  • En ophævelse af alle "forfatningsstridige" dekreter udstødt af præsident Obama.

Økonomisk løfter:

  • Færre offentligt ansatte.
  • Flere midler til ordenshåndhævelse og militære investeringer.
  • En skattereform med skattelettelser for middelklassen og virksomheder. Skatten for sidstnævnte skal sænkes fra 35 procent til 15 procent.
  • Indførelsen af et skattefradrag for pasning af børn og ældre.

International handel:

  • Genforhandling eller tilbagetrækning af handelsaftalen NAFTA med Canada og Mexico og TPP med blandt andet Japan, Australien, Mexico og Canada.
  • Toldbarrierer, der har til formål at afskrække virksomheder fra at flytte arbejdspladser til andre lande.

Klima:

  • Ophævelse af begrænsningerne på udvinding af olie, kul og naturgas.
  • Annullering af betalinger på milliarder til FN-klimaprogrammer. I stedet skal pengene bruges på vand- og miljøinfrastruktur i USA. Det står ikke klart hvilken infrastruktur, det dækker over.

Immigration:

  • Deportation af mere end to millioner kriminelle, illegale immigranter. Såfremt deres oprindelsesland ikke vil have dem, skal der ikke udstedes visa til de lande.
  • En suspendering af immigration fra regioner, der er "plaget af terror", og hvor der ikke kan udføres "sikre" baggrundstjek af personer.
  • Alle personer, der skal ind i USA, skal igennem et "ekstremt baggrundstjek".
  • En mur til Mexico. USA vil lægge ud for opførelsen, men Mexico vil senere betale.

Sundhed:

  • En afskaffelse af den såkaldte ObamaCare-sundhedsplan. I stedet skal der skabes øget konkurrence mellem private forsikringer.

Kilder: www.donaldjtrump.com

/ritzau/

Mest Læste

Annonce