Her er regeringens 2025-plan

Politik

30/08/2016 13:53

Nick Allentoft

Hent den 30 sider lange helhedsplan og den 244 sider lange 2025-plan her.
Danmark er et af de bedste lande i verden. Vi har skabt et helt særligt sted på kloden. Et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed og muligheder – og hvor vi passer godt på hinanden.

Se flere historier om 2025-plan

Regeringen forsøger at samle flertal om en ny 2025-plan, der skal løse en række af udfordringerne i samfundsøkonomien. Se alle historierne og debatten her. 

Generation efter generation er vi blevet rigere, friere, stærkere og sundere. Det er lykkedes, fordi generationerne før os har udviklet Danmark i takt med tiden. Og givet et bedre land videre til deres børn end det, de selv overtog fra deres forældre.

Det skal vi også gøre. Det er vores forpligtelse at styre Danmark sikkert i en verden, hvor meget forandrer sig på godt og ondt. Store flygtningestrømme har presset os og resten af Europa. Frygtelige terrorhandlinger har ramt i flæng. Krige og konflikter rykker tættere på Europa. Uroen omkring os påvirker Danmarks sikkerhed og samhørighed på en måde, vi troede hørte fortiden til. Globalisering, digitalisering og ny teknologi ændrer vores liv og samfund. Aldrig er det gået så stærkt. Aldrig har mulighederne været så mange. Og aldrig har kravene føltes så store. Samtidig trækker finanskrisen lange spor. Lande var på randen af fallit. Væksten har svært ved at bide sig fast, og Europa er under pres efter Storbritanniens beslutning om at træde ud af fællesskabet. I en sådan tid skal vi ruste Danmark til fremtiden. Vi skal passe godt på vores land og fastholde vores frugtbare samspil med resten af verden. Vi er en del af verden og udfordringerne forsvinder ikke af sig selv.
Derfor fremlægger regeringen en helhedsplan, som vil gøre vores samfund stærkere, tryggere og mere robust. En helhedsplan, som vil give hele Danmark flere gode jobs, stærkere virksomheder, en sundere offentlig økonomi og styr på flygtningestrømmen. En helhedsplan, som vil give den helt almindelige hårdt arbejdende dansker højere indkomst, lavere skat, bedre velfærd, mere tryghed og flere muligheder. En helhedsplan, som vil give næste generation et bedre grundlag end vores eget.    Vejen til et stærkere Danmark   1. Bedre til at skabe vækst og gode private arbejdspladser Danske familier skal have en fremgang i levestandard, som står mål med det, vi har været vant til i Danmark, og med fremgangen i vores nabolande. Høj vækst og beskæftigelse er også forudsætningen for, at vi fortsat kan opretholde og forbedre vores velfærd. Derfor skal vi blive bedre til at skabe vækst og gode private arbejdspladser. Vore virksomheder skal have konkurrencedygtige vilkår og bedre muligheder for investeringer i Danmark. Og vi skal omstille samfundet til den nye digitale, globaliserede verden.   2. Det skal bedre betale sig at arbejde Gevinsten ved at være i job skal øges. Det er ikke rimeligt, når ca. 100.000 danskere i dag kun har en begrænset gevinst ved at være i arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse. For mange danskere i den arbejdsdygtige alder modtager i dag overførselsindkomst fra det offentlige. Flere skal ud af passiv forsørgelse og med i arbejdsfællesskabet – til gavn for dem selv og for samfundet. Samtidig skal vi sænke marginalskatten for højtkvalificerede specialister og eksperter, så virksomhederne får bedre muligheder for at rekruttere og fastholde nøglemedarbejdere.   3. Øget råderum i den offentlige økonomi Vi skal have et råderum i den offentlige økonomi, så vi har råd til fortsat velfærd og sikkerhed og tiltag, der øger investeringer og beskæftigelse. Råderummet er i de seneste år blevet kraftigt indskrænket af faldende olieindtægter fra Nordsøen. Antallet af flygtninge har betydet store ekstra udgifter. Vi er samtidig på vej mod en lang periode, hvor store generationer vil gå på pension, og de nye generationer på arbejdsmarkedet er små.   4. Bedre kernevelfærd og sikkerhed Der er behov for at forbedre vores kernevelfærd, bl.a. inden for sundhed og ældrepleje. Og der er brug for øgede ressourcer til at bevare sikkerhed og tryghed i en verden præget af uro. Vi vil derfor muliggøre en vækst i de offentlige udgifter, samtidig med, at vi skal prioritere med omhu.   5. Styr på flygtningestrømmen til Danmark Indsatsen rettet mod flygtningetilstrømningen virker. Vi skal forebygge, at antallet af flygtninge igen stiger ukontrollabelt og sikre de nødvendige værktøjer, som vi kan tage i brug, hvis asylpresset på Danmark igen tager til. Flygtninge, som opholder sig i Danmark, skal i job, så de kan forsørge sig selv. Afviste flygtninge skal hurtigt og effektivt hjemsendes. Det er forudsætninger for, at vi kan bevare et harmonisk samfund og undgå ekstra milliardudgifter til asylansøgere og flygtninge.   6. Flere skal tage en uddannelse, der giver gode muligheder for job Kvaliteten i vores uddannelser skal være bedre. Og flere af de unge skal vælge en uddannelse, der er rettet mod job i den private sektor, hvor beskæftigelsesfremgangen især vil finde sted i de kommende år. Vores SU-system skal gøres mere robust over for det stigende antal udlændinge, der søger SU.   7. Øget opsparing til en tryg alderdom Danskerne skal være mere uafhængige af staten i deres alderdom, så de har udsigt til en mere økonomisk tryg alderdom. Det skal bedre kunne betale sig at spare op.

 

Mest Læste

Annonce