Her er trekløverets retspolitik

27/11/2016 18:32

Nick Allentoft

To nye kommissioner for ytringsfrihed og straffelov samt flere "pakker" og lempelse af offentlighedsloven. Læs kapitlet om regeringsgrundlagets retspolitiske planer.
  Følgende er direkte hentet fra regeringsgrundlaget, som du han hente i sin fulde længde her   EN TRYG RETSPOLITIK Danmark skal være et trygt og sikkert land. Danskerne skal kunne færdes frit i alle dele af landet. Det er en forudsætning for at kunne udleve den personlige frihed. Når kriminelle bryder love og regler, udviser de disrespekt for det fælles på bekostning af den enkelte danskers tryghed og frihed. Derfor vil regeringen stramme kursen over for kriminalitet. Straffene for personfarlig kriminalitet skal skærpes, og indsatsen mod organiseret kriminalitet skal styrkes.

Ny regering

Vil du vide mere om den nye regering? Få overblikket lige her - og kig også tilbage på tidligere nye regeringer. 

Rocker- og bandemedlemmers rå og hensynsløse kriminalitet udfordrer vores samfunds grundlæggende værdier. Det skal stoppes. Derfor vil regeringen styrke indsatsen mod rocker- og bandemedlemmers kriminalitet. Vi vil sætte hårdt mod hårdt. Og samtidig vil vi bekæmpe den kriminelle fødekæde og modarbejde rekrutteringen af nye rocker- og bandemedlemmer.

Menneskehandel er vores tids slaveri. Vi skal slå hårdt ned på skruppelløse bagmænd, som kynisk udnytter mennesker i de mest sårbare situationer. Og vi skal hjælpe og beskytte de mennesker, som havner i menneskehandlernes hænder. Seksuelle overgreb mod børn er en modbydelig krænkelse, vi som samfund ikke vil tolerere. Straffen skal være hård, og vi vil afskaffe forældelsesfrister, så gerningsmanden ikke kan undslippe sin straf.   Borgernes og virksomhedernes retssikkerhed skal forbedres. Forholdet mellem stat og borger skal være båret af grundlæggende retssikkerhedsprincipper, fairness og ordentlighed. Sikkerhed og retssikkerhed skal gå hånd i hånd. Der skal være en balance.   Politi Et stærkt politi giver et trygt Danmark. Sidste års aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2016-2019 understøtter derudover et moderne, effektivt og omstillingsparat politi. Et politi, der både kan sætte ind over for den kriminalitet, der rammer borgerne i hverdagen, og den organiserede, komplekse og grænseoverskridende kriminalitet. Aftalen sikrer også Danmark et styrket værn mod terror. Der vil også i årene fremover være behov for at styrke dansk politi.   Regeringen vil placere den nye politiskole i Herning. En nybygget politiskole imødekommer politiets fremtidige behov, og placeringen i Herning bidrager til en bedre balance mellem landsdelene. Regeringen vil øge optaget af politielever over de kommende år. Der optages 600 politistuderende i 2017 samtidig med, at der vil blive uddannet 345 politikadetter, som målrettet uddannes til opgaver som bevogtning, transport- og udsendelsesopgaver, grænsekontrol mv.   Grænsekontrol Fri bevægelighed på tværs af EU-landenes indre grænser er en stor fordel for virksomheder og borgere. Men det forudsætter, at der er styr på EU’s ydre grænser, og at politi og andre myndigheder har tilstrækkelige og effektive redskaber til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og gribe ind over for illegale migranter.

Regeringen vil arbejde for at opretholde den nuværende midlertidige grænsekontrol, så længe der ikke er styr på Europas ydre grænser. Såfremt det bliver nødvendigt, vil regeringen intensivere kontrollen i de grænsenære områder.

  Nødbremse Danmark skal ikke igen opleve en ukontrolleret strøm af flygtninge og migranter, som vi oplevede i efteråret 2015. Der vil blive indført en nødbremse, så vi kan afvise asylansøgere ved grænsen, hvis der opstår en krisesituation, som sætter de danske grænser under pres.   Retfærdighedspakke Regeringen vil sætte fokus på ofre for forbrydelser og øge retfærdigheden for den enkelte. Vi vil afskaffe de forældelsesfrister, der forhindrer, at børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan rette krav mod offentlige myndigheder, og at et strafferetligt ansvar kan gøres gældende over for den person, der har forgrebet sig på barnet. Mulighederne for ofres adgang til erstatning og godtgørelse skal forbedres.   Straffelovskommission Vores straffesystem baserer sig på den oprindelige straffelov fra 1933 og bygger delvist på den gammeldags opfattelse, at materielle værdier er vigtigere end menneskeliv. Regeringen ønsker en ny og mere tidssvarede straffelov, som i højere grad er i overensstemmelse med danskernes retsfølelse med større fokus på personfarlig kriminalitet.  Regeringen vil derfor nedsætte en straffelovskommission, som blandt andet får til opgave at se på de generelle principper for strafudmåling, herunder anvendelsen af kumulation i strafudmålingen (strafferabat) i relation til blandt andet gentagen kriminalitet, samt forholdet mellem strafferammer og strafniveauer i sager om forskellige kriminalitetstyper, f.eks. personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet. Kommissionen skal desuden overveje brugen af prøveløsladelser, ligesom der også skal ske et nærmere eftersyn af brugen af samfundstjeneste.    Herudover skal kommissionen foreslå en modernisering af straffeloven, som tager højde for et nutidigt kriminalitetsmønster og beskytter borgeren i nutidens digitale verden.   Strafskærpelser Skydevåben skal væk fra vores gader. Straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben – herunder for rocker- og bandemedlemmer – skal være markant. Med finanslovsaftalen for 2017 hæver vi minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse fra 1 års fængsel til 2 års fængsel.   Rocker- og bandepakke Der skal slås hårdt ned på rocker- og bandemedlemmers kriminalitet. Derfor vil regeringen fremlægge en ny rocker- og bandepakke, hvor vi sætter effektivt ind med konsekvens og hårdere straffe. Kontrollen med rockere og bandemedlemmer skal styrkes.   Muligheden for prøveløsladelse skal begrænses. Og vi skal gøre, hvad der er muligt for at undgå, at rockerborge spreder frygt i lokalsamfundene.    Udsatte boligområder Regeringen vil føre en målrettet forbyggende indsats over for udsatte boligområder. Sociale tiltag skal hjælpe de unge videre til en bedre fremtid, og vi skal gøre, hvad der er muligt, for at politiet kan komme ubesværet ud alle steder. Lovlydige borgere skal trygt og sikkert kunne bevæge sig uden for deres hjem. Myndighederne skal kunne udføre deres arbejde. Vi vil ikke tolerere, at der er dele af Danmark, hvor myndighederne og danske love ikke respekteres.   Kriminalforsorgen Regeringen ønsker at skabe gode rammer for udviklingen af en bedre og mere effektiv kriminalforsorg. Indsatte i landets fængsler skal overholde reglerne. Og det skal have konsekvens, hvis man ikke accepterer vilkårene. Vi vil ikke tolerere vold og trusler mod fængselsbetjente, som løfter en stor og vigtig opgave hver eneste dag. Kriminalforsorgens ressourcer skal prioriteres indsatte, som reelt ønsker at forlade den kriminelle løbebane. Det store antal udvisningsdømte i fængslerne medfører sikkerhedsmæssige udfordringer og forstyrrelser for arbejdet i kriminalforsorgen. Derfor vil regeringen styrke indsatsen over for udvisningsdømte udlændinge. Målet er, at flest muligt afsoner deres straf i hjemlandet, og at afsoningstiden bruges til at forberede dem på at vende hjem. I den forbindelse vil regeringen arbejde for at oprette eller leje afsoningspladser i udlandet, hvor udvisningsdømte kriminelle skal afsone deres straf.    Datasikkerhed Regeringen prioriterer databeskyttelse højt og vil styrke beskyttelsen af danskernes personoplysninger. Med gennemførelsen af EU-databeskyttelsespakken vil datasikkerhed generelt blive forbedret. Regeringen vil udarbejde en samlet strategi for beskyttelsen af danskernes personoplysninger, herunder styrke Datatilsynet.   Offentlighedsloven Når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler.   Øget brug af lokale advokater Regeringen vil løbende overveje den rette balance mellem brug af juridiske kompetencer internt i ministerierne og brugen af eksterne advokater. Særligt vil vi udbyde rammeaftaler med flere leverandører og geografisk opdelte kontrakter.   Ytringsfrihedskommission Ytringsfriheden er en grundlæggende forudsætning for et velfungerende demokrati og for udviklingen af samfundet og det enkelte individ. Den er fundamental for en demokratisk styreform, hvor vælgere kan træffe deres valg på baggrund af en fri politisk debat, hvor idéer og holdninger kan fremføres og blive imødegået. Vi vil værne om ytringsfriheden og vil derfor nedsætte en kommission, som skal vurdere ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark    

Mest Læste

Annonce