Magnus Heunicke har åbnet for en forsinkelse af Femern-forbindelsen efter usikkerhed om trafik-analyserne.

Heunicke åbner for ny forsinkelse af Femern

En yderligere forsinkelse af tunnelen til Tyskland kan gøre projektet billigere, påpeger transportministeren. Venstre og DI bakker op.

Hvis en ny forsinkelse af Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland kan gøre prisen lavere, så skal det udnyttes.

Sådan lyder det fra transportminister Magnus Heunicke (S), som tirsdag var til møde med sin tyske kollega, Alexander Dobrindt.

Her fik han fremlagt en plan for de tyske investeringer i den infrastruktur, der skal lede vej- og jernbanetrafikken til og fra tunnellen.

Disse ventes dog først færdige i 2024, og det giver et hul i tidslinjen fra det aktuelle endepunkt på tunnelbyggeriet i slutningen af 2021.

- Vi har et stykke tid at gå på, og den mulighed vil vi nu afsøge for at sikre, at vi ikke kommer til at betale for meget for den her forbindelse, forklarer Magnus Heunicke til Ritzau.

Transportministeren måtte i sidste uge meddele, at de tilbud, som Femern A/S har modtaget på byggeriet af forbindelsen, har overskredet det eksisterende budget med i alt 8,9 milliarder kroner.

Dermed er den samlede pris for tunnelen, som ved vedtagelsen i 2011 var sat til at koste 40,7 milliarder kroner i 2008-priser, vokset til 54,9 milliarder kroner i 2014-priser.

Hertil kommer en udgift på 9,5 milliarder kroner for de danske landanlæg, som skal lede vej- og togtrafikken til og fra tunnelen.

- Priserne er for høje og skal forhandles ned, og Femern A/S' vurdering er, at det kan lade sig gøre, men at man har størst chance for et godt resultat, hvis man bringer tidsplanen i spil. Så det vil vi gøre, erklærer Magnus Heunicke.

- Så du stiller de tre år fra 2021 til 2024 til rådighed for Femern A/S til at få prisen forhandlet ned?

- Det vil være for tidligt at sige. Femern A/S har mulighed for at bruge tidsplanen, men vi har en del erfaring med at bygge store forbindelser, og den viser, at der skal være elastikker i sådan en tidsplan, for at den bliver realistisk at overholde, påpeger Magnus Heunicke.

Han vil ikke konkretisere en ny tidsplan for tunnelbyggeriet af hensyn til forhandlingerne mellem potentielle entreprenører og Femern A/S, som ikke ønsker at kommentere værdien af en yderligere forsinkelse. 

Oprindeligt var projektet sat til at stå færdigt i 2018, men siden er slutdatoen flere gange blevet skubbet. Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen tøver dog ikke med at støtte ministerens udmelding. 

- Vi skal have forhandlet anlægsprisen ned, og en af de knapper, man kan skrue på, er at forlænge anlægsprisen med et par år. Det er vi enige med ministeren i, og det tror jeg gælder hele forligskredsen, siger han til Ritzau.

Forligskredsen bag forbindelsen tæller samtlige Folketingets partier på nær Enhedslisten, og onsdag vil transportministeren fremsætte et forslag til en anlægslov for forbindelsen.

Og skulle den blive forsinket, vil det ikke genere erhvervslivet, siger DI Transport.

- Det vigtigste for erhvervslivet er, at der er opbakning til den anlægslov. Om det så bliver i 2022 eller 2024, vi kan tage forbindelsen i brug, det er ikke så vigtigt - bare det bliver til noget, skriver branchedirektør Michael Svane i en mail til Ritzau.

/ritzau/

Emneord: Femern Bælt, Femern Belt Development, Femern-forbindelse, Trafikminister, Jernbane, Interreg, Magnus Heunicke, Broforbindelse
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også