Høje-Taastrup med i globalt klimainitiativ

Bæredygtighed

08/10/2015 17:46

Nick Allentoft

Høje-Taastrup går med i Compact of Mayors - et klimainitiativ for byer over hele verden. En række af verdens største byområder med knap 270 mio. mennesker er foreløbig med.
Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler har som den tredje borgmester i Danmark underskrevet aftalen Compact of Mayors - en pagt mellem borgmestre fra hele verden - der er verdens største samarbejde mellem byer. 

Initiativet blev lanceret under FN’s klimatopmøde i New York i 2014 og er en sammenslutning af byer, som forpligter sig til at forebygge klimaændringerne og dele erfaringerne i kampen for klimaet.  

”Høje-Taastrup Kommunes klimaindsats er stærkt forankret i bl.a. internationale målsætninger, og derfor er det også helt oplagt, at vi er en del af dette initiativ”, siger borgmester  Michael Ziegler.   Høje-Taastrup Kommune har allerede skabt mærkbare klimaresultater gennem stærke partnerskaber og målrettede indsatser. CO2-udledningen er 2008-2012 reduceret med 20 % i hele kommunen og 25 % i kommunen som virksomhed, bl.a. gennem deltagelse i EU-projektet ECO-Life, som har støttet indsatsen med 40 mio. kr.    Realdania er drivere på at udbrede Compact of Mayors blandt danske kommuner. Adm. direktør Jesper Nygård fra Realdania siger:   ”Danmark er ikke noget lilleputland, når vi taler om kommunernes klimaengagement. Vi har mange års erfaring, og vi er på mange strækninger langt foran andre byer rundt om i verden. Når Høje-Taastrup nu flot tilslutter sig Compact of Mayors som en af de allerførste danske kommuner, er det derfor både et vigtigt signal om at her tager man klimaudfordringen alvorligt. Og samtidig er det et konkret skridt til, at Danmark kan skabe sig en vigtig international rolle, hvor danske klimagevinster kan skabe globale effekter.”   Med Compact of Mayors forpligter Høje-Taastrup Kommune sig til løbende at måle sin klimaindsats, iværksætte konkrete klimatiltag og dele erfaringerne med andre byer fra hele verden.     ”I Høje-Taastrup har vi allerede skabt markante resultater, og vi måler løbende vores klimaindsats for at sikre, at vi er på rette kurs. Med Compact of Mayors får vi et redskab til at lære af andre og dele vores viden på den internationale bane - klimaudfordringen er global, og det er løsningerne også”, siger borgmester Michael Ziegler.   Byrådet har så sent som i maj 2015 vedtaget Strategisk Energi- og Klimaplan 2020, der har som vision, at hele kommunen skal være fossilfri i 2050. Frem mod 2020 skal CO2-udledningen reduceres med i gennemsnit 3 % om året, og i 2035 skal el- og varmeforsyningen være fossilfri.   Fakta: Om Compact Mayors Compact of Mayors er verdens største samarbejde mellem byer. Initiativet blev lanceret i 2014 af FN’s særlige udsending for Byer og Klimaforandringer, Michael R. Bloomberg.  Byerne i Compact og Mayors forpligter sig til at blive bedre til både at forebygge klimaændringerne og til at blive mere modstandsdygtige over dem.  Kommuner, der tilslutter sig Compact of Mayors, forpligter sig til:
  • At kortlægge og rapportere deres CO2-udledning i et internationalt sammenligneligt format og system
  • At opsætte mål for reduktion af CO2-udledningen
  • At formulere en klimaplan
  Fakta: Klimaindsats, der gør en forskel Høje-Taastrup Kommune har gennemført en lang række klimainitiativer:  
  • Energirenovering af kommunens bygninger for 74 mio. kr., hvor energibesparelsen betaler investeringen.
  • Renovering af 27 daginstitutioner til SuperLavEnergi.
  • Kommunen har udskiftet en del af sin flåde til elbiler.
  • 900 borgere har deltaget i informationsmøder, og ca. 100 boligejere har kastet sig ud i omfattende energirenoveringer.
  • Kommunen har indgået energispareaftaler med 2/3 af kommunens boligafdelinger om at reducere energiforbruget med mindst 2 % om året.
  • Boligafdelingerne Gadehavegård, Taastrupgaard og Engvadgaard er gået foran og har gennemført gennemgribende energirenoveringer. 
  • Der er gennemført energieftersyn i virksomheder i samarbejde med DONG Energy og indgået partnerskaber, fx i fbm. etablering af solcelleanlæg på taget af City2.
  • Der er etableret en vindmølle ved IKEA og solceller på kommunale og private bygninger (bl.a. rådhuset, Plejecenter Birkehøj, Taastrupgaard og City2).
  • Høje Taastrup Fjernvarme har opført 3.000 m2 solvarmeanlæg i Fløng.
  • Der er etableret lavtemperatur fjernvarme i udvalgt boligområde (Sønderby).
  • Borgere har været med til at teste elbiler og elcykler. Der er opstillet ladestandere til elbiler, og der er adgang til uvildig information om elbiler på www.elbiler.nu
  •  

Mest Læste

Annonce