Hormonforstyrrende stoffer koster EU milliarder hvert år

Bæredygtighed

18/11/2014 13:54

Suleman Haider

Ny rapport viser, at landene i EU kan spare enorme beløb hvert år, hvis anvendelsen af hormonforstyrrende stoffer bliver reduceret. De nordiske miljøministre kræver i fællesskab handling i EU.

Det koster hvert år EU-landene mindst 4,5 mia. kroner i tabt arbejdsevne og øgede sundhedsudgifter, at borgerne bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer – og dette tal er måske kun toppen af isbjerget. Det viser en ny rapport, The Cost of Inaction, der er udarbejdet i fællesskab mellem myndighederne i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Det får de nordiske miljøministre til at kræve handling fra EU-Kommissionens side. Det er allerede besluttet i det 7. Miljøhandlingsprogram, at udsættelsen for hormonforstyrrende stoffer skal minimeres. Men der mangler fælles regler i EU, for hvornår et kemisk stof er hormonforstyrrende.

- Hormonforstyrrende stoffer er et problem, som jeg tager meget alvorligt. Den nye rapport viser, at stofferne ud over at skade mennesker og miljøet, også er en enorm økonomisk byrde for samfundet. Det bekræfter mig i, at vi skal fortsætte med at presse på for at få fjernet de hormonforstyrrende stoffer, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Hormonforstyrrende stoffer kan føre til, at drenge bliver født med misdannede kønsorganer, at de kan få svært ved at få børn senere i livet, og at de kan udvikle testikelkræft, når de bliver voksne.

Rapporten fokuserer på, hvad det koster samfundet, at hormonforstyrrende stoffer påvirker risikoen for testikelkræft, misdannede kønsorganer hos drengebørn og mænds evne til at få børn. Derudover er der rigtig mange andre negative effekter ved hormonforstyrrende stoffer, som ikke indgår i rapporten. Derfor er de udgifter på 4,5 mia. kroner, som rapporten peger på, kun toppen af isbjerget, og hormonforstyrrende stoffer koster samlet set EU langt mere.

- Rapporten understreger, hvor vigtigt det er, at vi får fastsat fælles regler i EU, så vi kan få stofferne ud af forbrugernes produkter. Jeg er ikke tilfreds med, at skatteyderne skal betale for de skader, som hormonforstyrrende stoffer medfører, mens industrien sparer penge på ikke at undersøge deres kemikalier ordentligt, siger Kirsten Brosbøl.

De nordiske ministre sender nu rapporten til EU-Kommissionen for at få sat skub i arbejdet med at få reguleret de hormonforstyrrende stoffer, bl.a. ved at få indført nye, fælles kriterier.

Læs rapporten

Mest Læste

Annonce