Regionsdirektør i hovedstaden, Hjalte Aaberg, er ærgerlig over, at brevet til alle de ansatte blev modtaget negativt blandt medarbejdere og politikere.

Hovedstadspolitikere: Hjerneblødning at ødsle skattekroner bort på porto

Region Hovedstadens politikere kritiserer direktionen i regionen for ødsel brug af skattekroner. Direktionen valgte nemlig at bruge en kvart million kroner på at poste et brev hjem til samtlige 36.000 medarbejdere i regionen for at informere om regionens nye strategi 'Fokus og Forenkling', skriver DR P4 København.

Portoen beløb sig til 200.000 kroner og trykkeudgifterne til 63.000 kroner. Samlet set løber det op i mere end en kvart million kroner, viser tal fra Region Hovedstaden.

- For at sige det lige ud, så er det en hjerneblødning. Det er mangel på situationsfornemmelse at bruge penge på at trykke og poste det her i en tid hvor regionen skal spare og medarbejderne skal løbe hurtigere.

Det siger regionsrådsmedlem Mette Abildgaard, der er leder for De Konservative i Region Hovedstaden til DR P4 København.

Allerede i foråret stod det klart at regionens hospitaler skulle spare 700 millioner kroner. I det lys hører det ingen steder hjemme at bruge en kvart million kroner på tryk og porto, lyder det fra Mette Abildgaard til DR P4 København.

- Vi kunne have sendt en mail, vi kunne have hængt det op på afdelingerne. Det er en om'er, siger hun, og hun bakkes op af Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem Kenneth Kristensen Berth og regionsrådsmedlem Charlotte Fischer fra De Radikale.

- Vi kan ikke forsvare over for vores medarbejdere at bede dem vende hver en krone ude på afdelingerne, hvis ikke ledelsen viser det gode eksempel, koncerndirektionen skal gå forrest i det her, siger Charlotte Fischer til DR P4 København.

Sygeplejerske på Rigshospitalet, Ellis Hybholt, er enig, og netop derfor sendte hun et læserbrev til Rigshospitalets interne nyhedsbrev, Indenrigs.

- Alle kolleger snakkede om det, derfor skrev jeg. Vi bliver ofte beskåret, os medarbejdere på gulvet, hvor jeg har befundet mig i 40 år. Jeg forstår slet ikke dispositionen om at bruge penge på den slags information som kunne være foregået på mail eller med opslag ude på afdelingerne, siger hun til DR P4 København.

Regionsdirektør i hovedstaden, Hjalte Aaberg, er ærgerlig over, at brevet til alle de ansatte blev modtaget negativt blandt medarbejdere og politikere.

- Det tager jeg til efterretning, og en anden gang gør vi nok ikke sådan, siger han til DR P4 København og forklarer, hvorfor direktionen valgte at bruge en kvart million kroner på at poste et brev.

- Ikke alle ser en e-mail eller læser på vores intranet. Vi syntes, det var vigtigt at nå ud til alle medarbejdere med budskabet om vores strategi for fremtiden ved at gøre noget anderledes, nemlig sende et gammeldags brev med posten, siger han til DR P4 København.

Emneord: Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg, Mette Abildgaard, Kenneth Kristensen Berth, Strategi
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også